Der skal åbenbart benspænd til, for at København kan få hele verdens opmærksomhed. Vi skal lave film uden kunstig lyd, lys eller effekter, som det var tilfældet med Dogme 95-manifestet, eller lave mad med baghavens forsyninger, som vi så det med Noma-effekten i 2003. Og nu har vi afholdt modeuge, hvis succeskriterium ikke er, om tøjet er smukt på en catwalk, men om dets brugbarhed er indlysende set fra en skærm på den anden side af jorden.

Copenhagen Fashion Week er fortællingen om David, der skal lære Goliat, hvordan fremtidens tøj og modeuger skal tage sig ud, og derfor har internationale medier som Vogue, Forbes og Business of Fashion (BoF), haft intenst fokus på, hvordan miniputnationen Danmark besvarede spørgsmålet: Kan modebilledet omstille sig så hurtigt, som den nye virkelighed kræver det?

Der var ikke en eneste høj hæl i syne, men derimod tøfler og bare tæer – hjemmekontorets foretrukne fodtøj. Vi kan lige så godt indstille os på det: Fremtiden er ikke til kindkys på cocktailbaren, overforbrug og impulskøb.

Modekommentatoren Tim Blanks bemærkede i et interview med BoF: »En udvikling, der nødvendigvis ville være sket de kommende fem år, har covid-19 fået til at ske på fem måneder.«

Krisen har understreget absurditeten i, at sommertøj lander i butikkerne i januar, at en T-shirt er billigere end en kop kaffe, og at lunefulde trends dikterer, at tøj har en udløbsdato på tre måneder.

Væk med påfuglefjer

Den københavnske modeuge cementerede, at tidsånden ikke er til absurde unødvendigheder. Kun de modehuse, der kan skrue tempoet ned, skære ind til benet og lave tøj, der passer ind i en fremtid, vil overleve. Derfor var buddene på fremtidens danske mode også langt mere interessante for de danske forbrugere nu, hvor de rent faktisk kan se alle modeshows digitalt på lige fod med den øvrige modepresse, og hvor tøjet skal fungere i en ny hverdag derhjemme uden store armbevægelser, fester og rejser.

Væk var påfuglefjer, man kan blære sig med på Instagram, og ind er kommet en sober afspejling af virkeligheden, hvor tøjet skulle ligne noget, man også ville klæde sig i, hvis man ikke skal tage det på for nogen andens skyld end sin egen.

Iklædt slumretæppe og bordløbere

Et gennemgående motiv i flere kollektioner var at tage udgangspunkt i det hjemmeeksil, de sidste måneders karantæne har bragt os i.

Den notorisk stilrene skrædder, Mark Tan, viste sig som den modeprofet, der stod skarpest i erindringen efter modeugen. Han visker i 2021 tavlen ren efter et barsk 2020. Helt symbolsk var kollektionen holdt i nuancer af creme, vanille, beige og fløde. Der var berberbukser i sprød bomuld, knyttede kaftankjoler i jersey, unisex munke-cool capes i noget, der mindede om stivede damaskduge og kridhvide bordløbere, som nu fungerede som tynde ponchoer.

Det var som om, at linnedskabenes indhold og sofaens slumretæpper var blevet omgjort til en garderobe, der ikke skulle bruges og smides væk, men derimod stives, plejes og repareres – alle de håndværksmæssige sysler, som karantænetiden har lært os at værdsætte. Og der var ikke en eneste høj hæl i syne, men derimod tøfler og bare tæer – hjemmekontorets foretrukne fodtøj. Vi kan lige så godt indstille os på det: Fremtiden er ikke til kindkys på cocktailbaren, overforbrug og impulskøb. De digitaliserede modeuger burde fastholde designerne i at lave tøj til nøjsomme individer med et husholdningsbudget frem for til influencers med et mastercard i platinudgaven.

Desværre var der også designhuse som By Malene Birger, der troede at »den ny normal« handlede om at sikre næste års onlinehandel. I stedet for at holde fast i grundlæggerens sans for hverdagsglamour, havde det nye kreative team lagt sig fast på en dødkedelig kommerciel linje. Et endeløst og ufarligt miks af brune og sorte basisting i tilforladelig bomuld eller ribstrik, men intet, der var iøjnefaldende eller markant. Og intet, du ikke kan finde til en tredjedel af prisen hos Arket eller H&M.

Malene Birger må fælde en tåre fra sit hus i Como.