Midt i pandemien sætter kunstmarkedet nye rekorder hjulpet på vej af techmillionærer

Det internationale auktionshus Sotheby's havde i 2021 sit største salg nogensinde, og også i Tyskland sætter kunstmarkedet rekorder. Nye techmilliardærer er med til at sætte ild til auktionsmarkedet.

Sotheby's salg af den såkaldte Macklowe-samling var en at de store internationale begivenheder på kunstmarkedet i 2021. Her står besøgende i auktionshuset i New York foran Cy Twomblus værk »Untitled«. Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

Et størrelsesmæssigt lille portræt af en ung mand malet af den italienske mester Sandro Botticelli blev i januar solgt for et kolossalt beløb på auktion hos Sotheby's i New York.

Prisen endte på 92,2 millioner dollar svarende til 565 millioner kroner, og det er rekord for den italienske renæssancekunster (cirka 1445-1510).

I det hele taget blev 2021 et fremragende år for mange af verdens store auktionshuse. Midt i coronakrisen blev der solgt kunst og artefakter for rekordbeløb.

Det 277 år gamle Sotheby's, som er et af verdens største og mest ansete auktionshuse, slog allerede i begyndelsen af december sin egen omsætningsrekord. På det tidspunkt havde salget af kunst, samlergenstande og luksusvarer som vine, ure, bøger, luksus accessories og smykker rundet 7,3 milliarder dollar svarende til 48 milliarder kroner, og der ventede på det tidspunkt ovenikøbet flere auktioner forude i årets sidste dage, skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.

Sotheby's har solgt 57 genstande til mere end 15 millioner dollar svarende til 99 millioner kroner, og også hvis man kigger isoleret på salget af moderne og nutidskunst, sætter firmaet rekord med et salg på 4,3 milliarder dollar.

Techmillionærer byder ind

Det er blandt andet tilstrømningen af rige samlere fra techindustrien, der sætter kog under auktionsgryderne. For eksempel købte den kinesiske techiværksætter og grundlægger af ​​kryptovalutaplatformen TRON, Justin Sun, i november et værk af Alberto Giacometti, »Le Nez«, for 78,4 millioner dollar på auktion hos Sotheby's i New York.

Også rige mennesker fra Asien er med til at drive auktionsmarkedet frem. Da Sotheby's i New York i november solgte værker af topkunstnere som Mark Rothko, Alexander Calder, Gerhard Richter, Banksy, Egon Schiele og Monet, stod asiatiske samlere for 30 procent af budene, oplyser Sotheby's.

Salget af Sandro Botticelli's maleri »Young Man Holding a Roundel« var en af årets internationale kunstbegivenheder. Billedet blev i januar solgt for 92,2 millioner dollar svarende til 565 millioner kroner hos Sotheby's i New York. Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix

Også Christies har haft et fremragende år. Det internationale auktionshus har omsat for 7,1 milliarder dollar svarende til 47 milliarder kroner, hvilket er det højeste i fem år.

Hos Christies faldt årets højeste hammerslag på Pablo Picassos maleri »Femme assise près d’une fenêtre«, der i maj blev solgt for 103,4 millioner dollar i New York.

Højdespringer i Tyskland

I Tyskland melder man også om rekorder. Det højeste hammerslag nogensinde i Tyskland, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung, faldt, da en kinesisk samler i juni hos Nagel Auktionen i Stuttgart købte en forgyldt kinesisk bronzeskulptur fra Ming dynastiets tid. Prisen endte på 14 millioner euro svarende til 104 millioner kroner.

Skulpturen, der er fra 1473, vejer 169 kilo, hvoraf ti kilo er guld. Den er en fremstilling af guden Vajrabhairava med 34 arme, 16 ben og ni hoveder.

Den hidtidige prisrekord i Tyskland var fra 2018, hvor et maleri af  Max Beckmann blev solgt for 5,5 millioner euro.

Det førende tyske auktionsfirma Ketterer i Münchens melder om en årsomsætning på 88 millioner euro, hvilket er rekord og 45 procent over omsætningen i 2020. Også auktionshuset Grisenbach i Berlin melder om et succesfuldt år med en omsætning på 53,5 millioner euro mod 38 millioner i 2020.