Hvis du som barn bliver taget i hånden af en voksen og går ind på et kunstmuseum, er der stor chance for, at du vil fortsætte med at besøge museerne langt ind i voksenlivet.
Det er SMKs direktør, Mikkel Bogh, ikke et sekund i tvivl om. Men han ved også, at det langtfra er alle forældre, der tager den rolle på sig. Hvordan får et stort museum som Statens Museum for Kunst så fat i alle de danske forældre og børn, der enten ikke ved, at museet eksisterer, eller som tænker, at det ikke er et sted for dem?
Det er det centrale spørgsmål, ikke kun SMK tumler med. Det samme gør museumskollegerne rundt omkring i Europa.
»Et samfund, hvor den fælles kulturarv ikke føles som en fælles kulturarv, kan blive et ulige samfund, der er splittet mellem dem, der engagerer sig i kultur, samfundsforhold og historie, og dem, der ikke gør,« siger Mikkel Bogh, der satte sig i direktørstolen for Statens Museum for Kunst i 2014.
Herfra oplever han, hvordan særlige dele af den danske befolkning aldrig dukker op.
»Jeg kan ikke gøre noget ved de store uddannelses- og indkomstmæssige skel, men jeg kan fra mit lille hjørne af landet gøre, hvad jeg tror er det rigtige for, at der ikke er en større forskel i viden, engagement og følelse af kulturelt medborgerskab, end der behøver være,« siger han og fortsætter:
»Derfor smerter det mig, når jeg ser billedkunsten langsomt sive ud af folkeskolen. Jeg er bange for visuel analfabetisme, og at vi i vores iver efter at cementere vigtige fag som dansk og matematik forsømmer at uddanne børnene til at aflæse og forstå billedkunsten og de billeder, vores hverdag er mættet af.«
Han understreger, at samfundet har en forpligtigelse til at gøre kulturinstitutioner tilnærmelige for folket.
»Min ambition er, at vi kan bevare fornemheden ved at være et museum, der varetager udvalgte kulturelle manifestationer, men at ingen skal føle sig udelukket i at tage del i det. På SMK kæmper vi med at holde os selv oppe på et højt fagligt niveau med kunsthistorisk forskning og samtidig være i øjenhøjde med vores gæster ved at invitere ind i et imødekommende og afslappet museumsrum.«
Mystikken, der fascinerede
Selv blev han taget i hånden af sin far, der var ingeniør, men meget interesseret i kunsthistorie og fotografi.
»Han havde mørkekammer i kælderen, hvor han stod og overførte billeder til silketryk og lavede politiske plakater. Måske var jeg lidt speciel i forhold til mine kammerater, fordi jeg var interesseret i museer og altid ville ind i de mørkeste rum i kirker og se på billeder. Det var nok lige så meget stemningen af mystik og dyb historie derinde som de enkelte kunstværker, der fascinerede mig,« siger han med en erkendelse af, at der er mange, der slet ikke deler hans åndeløse begejstring.
»Jeg kan heller ikke være i en samling mere end én time ad gangen, så skal jeg op og have kaffe. Et godt besøg kræver på ingen måde, at man har læst et museumskatalog og tilbringer tre timer i en samling. Følelsen af, at her er et rum med særlige ladninger, som vi kan bruge til noget, og som kalder os, hvem vi end er, eller hvad vi kommer fra, kan opstå på mange måder.«
For at mærke den særlige ladning i rum og kunst, som SMK kan tilbyde, skal stedets gæster i første omgang have besteget bygningens monumentale trappeparti. Nogle gør det med forventningsfulde spjæt i benene, andre skal have et heftigt spark bagi, for at det kan lykkes.
Hvem er det, I ikke ser og gerne vil have ind i jeres samlinger?
»Dem med korte uddannelser, og dem, der befinder sig i de laveste indkomstgrupper. Derudover ser vi generelt færre mænd end kvinder og ikke ret mange, der bor uden for hovedstadsområdet. Det er blandt andet også derfor, vi har søsat vores filialprojekt i Thy. Desuden ser vi relativt få besøgende, når vi ikke lige tager skoleklasser med, med anden etnisk baggrund end dansk.«
Føler de sig ekskluderede eller utilpasse, eller er de bare uinteresserede?
»Jeg tror, at det er en pæn blanding. Når du spørger »ikkebrugerne«, tegner der sig ofte et billede af, at de ikke er enige med sig selv om, hvorfor de ikke bruger kulturlivet, men de synes generelt, at det er vigtigt, at staten bruger penge på at have museer, og det synes de typisk på børnenes vegne.«
»Der er helt bestemt nogle, der føler sig frastødte eller ilde til mode og bange for, at de taler et forkert sprog, ikke er højt nok uddannede eller ser forkerte ud. Der er ingen tvivl om, at især ældre kulturinstitutioner med pompøse facader har et imageproblem blandt ikkebrugerne.«
»Der er selvfølgelig også ikkebrugere, der siger, at det her er ikke noget for dem, og det er okay. For eksempel havde jeg for mange år siden en frisør, der aldrig havde været på SMK. Da jeg havde frekventeret hende i et halvt års tid, sagde hun, at hun gerne ville besøge os med sin assistent. Bagefter berettede hun, at de havde haft en fantastisk oplevelse og set hele samlingen på en time, men at det var en stor overvindelse at komme op ad trappen, især for den 20-årige assistent.«
Hvad skal der til?
I foråret 2021 åbnede SMK udstillingen »Kirchner og Nolde til diskussion«, der benyttede sig af hidtil ukendte greb i museets regi. De kom i sandhed til diskussion i landets medier og blev af nogle opfattet som en metode, der sværmede for en ny, yngre og »woke« gruppe mennesker.
Var det et bevidst tiltag for at række ud efter nye brugere?
»Ja, men udstillingens grundproblemstilling var nok relativt akademisk. Den handlede om at sætte en ny og overraskende kontekst for den europæiske modernistiske kunst. Vi var meget bevidste om at skarpvinkle, og vi lagde op til diskussion, blandt andet for at nå ud til det segment, som mener, vi har en tendens til at blive for tandløse og gentage lidt for mange gamle sandheder om kunstens funktion og samfundsmæssige rolle.«
Umiddelbart før Mikkel Bogh blev ansat på SMK, havde man søsat konceptet SMK Fridays, hvor museet holder aftenåbent og inviterer til musik, talks, øl, mad og forskellige events, der tager afsæt i kunsten. Dengang var målet gennem nye indgange til kunsten at forsøge at få en bredere del af befolkningen, navnlig de yngre generationer, til at dukke op, og hellere ikke her var fokus på dem med de lavere uddannelser. Måden at nå nærmere det segment på skal snarere foregå gennem kommunikation, mener Mikkel Bogh.
»Vores formodning er, at vi skal arbejde med det sprog, vi taler, når vi laver omvisninger, og den måde, vi kommunikerer omkring vores udstillinger – uden at skræmme vores stampublikum væk. I de seneste år har vi valgt at stille os selv til rådighed for gæsterne med såkaldte kunstværker, som kan sætte samtaler i gang. Men jeg er i tvivl om, om vi i virkeligheden igen henvender os til et akademisk publikum, som er vant til at række hånden op i forsamlinger.«
Gør I noget konkret for at få gæster med anden etnisk baggrund end dansk ind i huset?
»Vi har blandt andet et format, vi kalder SMK KOM, hvor vi bruger kunstværkerne i samlingen til sprogundervisning. Det er primært henvendt til mennesker, som er i gang med at lære dansk. Flere af deltagerne er højtuddannede og er kommet til Danmark, fordi de har fået et job, men der kommer også nogle, som har meget lidt skolegang bag sig. Her er vi helt klart i kontakt med mennesker, der ellers ikke ville være kommet på SMK. «
En åben dør
Går man op i SMKs faste samling, vil man finde værker, der repræsenterer den vestlige kulturhistorie, som kan være vanskelig at spejle sig i for mennesker med anden etnisk baggrund. Om det er en af forklaringerne på, at de bliver væk, har Mikkel Bogh ikke et entydigt svar på, men han har oplevet, at der er åbninger i samlingen, der kan invitere andre end dem, motiverne oprindeligt var tiltænkt, indenfor.
»SMK har et samarbejde med »Bydelsmødre« under Fonden For Socialt Ansvar, som består af godt 1.000 frivillige kvinder – primært med etnisk minoritetsbaggrund – som hjælper andre kvinder med at navigere i det danske system. I november afholdt vi et fælles arrangement, hvor 75 bydelsmødre kom ind på museet til en dag, der handlede om stærke kvinder og tog afsæt i vores udstilling »Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet«.«
»Bydelsmødrene kunne helt konkret relatere sig til nogle kvinder, der på trods af kulturelle fordomme var brudt igennem og havde fået en stemme. Jeg talte med nogle kvinder, der havde været oppe i den permanente samling, og som sagde, at de i bibelmotiverne kunne genkende den himmel og det helvede, man også talte om i Koranen.«
Tænker I på at række ud til jeres »ikkebrugere« i jeres nyerhvervelser af samtidskunst?
»Vi tænker i al fald diversitet i typer af værker og kunstnernes etniske identitet. Eksempelvis har vi de seneste år erhvervet flere værker af Tabita Rezaire, som har afrikanske rødder og baggrund i Fransk Guyana og Danmark. Hun laver interessant kunst, og det er først og fremmest derfor, vi har købt hendes værker.«
»Samtidig er det et led i vores strategi om at øge diversiteten. Men om vi med den diversitet vil ramme dem, der ikke kommer på museet til daglig, er jeg ikke sikker på. Til gengæld håber vi gennem vores nye digitale undervisningsplatform, SMK Connect, at komme ud i skoler i hele landet med vores samling. Hvis børnene ikke kan komme til os, fordi de bor langt væk fra København, så kommer vi til dem.«
Hvad med at tilbyde et klippekort til unge mennesker, der ikke har haft rollemodeller i deres netværk, der har taget dem med ind og opleve kunst?
»Som statslig institution er det svært at favorisere bestemte grupper af befolkningen. Men der er undersøgelser i gang med at lave et nationalt museumskort, og det synes jeg er interessant.«
Mikkel Bogh slutter med at understrege, at det i de store linjer er de samme skel, de kæmper med ude hos kollegerne på de europæiske kunstinstitutioner:
»Men når det er sagt, er der i nogle lande, for eksempel Frankrig, en tradition for at tænke kulturen som en integreret del af den nationale selvforståelse, der er til stede helt ude i uddannelsessystemets kapillærer. Det er den ikke i Danmark. Hvis jeg skal sige det lidt nationalt selvpinerisk, er vi et bondesamfund.«
