Michael Robak længes efter en solid druktur af den slags, hvor man vågner op under et bord på Jamaica Kroen

Med en elefants elegance kommer man ned under dynen, og inden man kysser sin kærestes smukke, sorgløse pande, tænker man: »Hold kæft, hvor har jeg længe trængt til lige præcis en druktur som den her.«

»Med kolde hænder og varmt hjerte cykler man gennem den mørke, smukke by, mens Franz Beckerlee – for det indre øre – spiller en fed og følsom guitarsolo, der passer perfekt til en måneløs nat som den her,« skriver forfatteren Michael Robak. Fold sammen
Læs mere

Hold kæft, hvor man efterhånden trænger til en rigtig druktur af den slags, hvor man vågner op under et bord på Jamaica Kroen med et halvt, gennemtygget rundstykke i kindposen.

Stamkunden Jette, som man har talt med hele aftenen (om hendes psykisk syge hund, Mister), er for længst gået hjem, men man klarer sig, for Psykopaten lukker først om halvanden time (og man har bommet en Rød Cecil – til turen derover – af en stilfærdig socialpædagog, der hedder Jan).

Med kolde hænder og varmt hjerte cykler man gennem den mørke, smukke by, mens Franz Beckerlee – for det indre øre – spiller en fed og følsom guitarsolo, der passer perfekt til en måneløs nat som den her.

Da man står ved stakittet foran Psykopaten og bruger mange minutter på at låse cyklen (fast til en anden værtshusgæsts ladcykel), møder man Morten (der viser sig at hedde Mads), som man vistnok har gået på højskole med i det forrige årtusinde.

Han fortæller om en »grim« skilsmisse og et nystartet firma, der »arbejder med brugerflader«, men man er for fuld til at høre efter, og efterhånden trænger man også til en øl mere og en Fernet Branca.

Michael Robak

»I baren ser man Torben Stenos velkendte ansigt, men da er man på vej hen over gulvet for at hilse på Torben (som man engang har mødt til en mindre musikfestival på en dansk ø), bliver man i tvivl. Er det Troels Lund Poulsen?«


På vej ind ad døren taber man et halvt skridt, men får – på mirakuløs vis – omdannet bevægelsen til et elegant chassétrin. Indenfor er der varmt som i et drivhus, så man roser (i stilhed) sig selv, fordi man ni timer tidligere valgte den kortærmede skjorte.

I baren ser man Torben Stenos velkendte ansigt, men da man er på vej hen over gulvet for at hilse på Torben (som man engang har mødt til en mindre musikfestival på en dansk ø), bliver man i tvivl. Er det Troels Lund Poulsen?

Man opgiver sit forehavende og bestiller i stedet en øl og en sidevogn. Musikken, der strømmer fra højttalere, som hænger i solide jernkæder, er rigtigt god, og først da man har sunget med på »Mister Swing King« i flere minutter, opdager man, at det er »Mister Swing King«, man har sunget med på i flere minutter.

Fernet Branca'en er næsten drukket, da en kvinde dukker op fra en blind vinkel. Hun bærer skråtaske og læser HF »med henblik på at blive pædagog«, for hun vil gerne »hjælpe andre, der har været i samme situation som mig«.

Hendes ånde lugter af læder, og øjnene ser ud, som om de flyder i tyk gelé; når hun en sjælden gang forsøger at fokusere, bliver man i tvivl om hendes egentlige ærinde, så man lader en bemærkning falde om, at »kæresten ligger derhjemme og sover«. (Og selv hvis man ikke havde en kæreste, eller hvis kvinden lignede Linda Evangelista, ville man stadig takke nej til en rodet og uoverskuelig runde fuldemandssex. Man vil langt hellere omfavnes af natten og stemmerne i baren).

Da hun er forsvundet, indtræffer den lille ordløse scene, der er uundgåelig, når man er alene i byen. Man sidder ensomt ved et bord og ser menneskekærligt på de andre gæster, mens man trækker etiketten af sin øl.

Man er alene, men føler sig ikke alene; alligevel bliver man nødt til at lave et sceneskifte og går derfor på lokum, hvor man – i spejlet – får et glimt af ens skinnende, røde ansigt (der ser noget ældre og slidt ud, end man havde forestillet sig, da man sad i baren).

Man lister udenfor for at få lidt frisk luft og ved godt, at det er en dårlig idé at ryge en fakkel, når man er fuld, men da en jysktalende fyr – med smilehuller og lyst rastahår – rækker én jointen, trækker man alligevel røgen ned i bunden af lungerne.

Hosteanfaldet udløser et kærligt klap på ryggen fra en yngre ponchoklædt kvinde – der på en måde ligner ens søster – og man takker for omsorgen ved at være enig i alle hendes betragtninger om Billie Eilishs betydning for popkulturen, selv om man under den første del af samtalen tror, at hun taler om Billy Elliot.

Da man begynder at fryse (og ikke orker at svøbe sig i et syntetisk Tuborg-tæppe), vender man tilbage til baren og ser ryggen af en ekskæreste, som man engang gjorde ked af det. Men lige nu kan man kun huske, at hun aldrig fik afleveret dén Alfi-kande, som man havde lånt af sine forældre til en rund fødselsdag.

Afstemning på Wessels Kro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Hun går ud ad døren, og man føler sig – underligt – lettet og beder bartenderen om at spille noget »fed musik«. Han ignorerer (selvfølgelig) forespørgslen, så man får alligevel ikke brug for at komme i tanke om alle de yndlingssange, som man har glemt titlerne på.

Mads (der tidligere hed Morten) er nu blevet så fuld, at han lige må give et knus og en dårligt koordineret highfive, inden han kører hjem til »fruen«. Så man krammer (som man gjorde i gamle dage), og Mads glemmer ikke de tre fodbolddunk i ryggen, der betyder: »I'm not gay«.

Man bliver derfor kortvarigt i tvivl om, hvorvidt han gik på den frisindede og sportsignorante højskole i Odsherred, eller om man kender ham fra en mere merkantil eller borgerlig sammenhæng; mens man overvejer, om han måske er ens pensionsrådgiver, (man har for længst glemt hans snak om brugerflader), bestiller man en øl og en pose chips, men i samme sekund bestillingen lander på bardisken, bliver lyset tændt.
»Sidste omgang,« råber en dame, der ligner sømandsudgaven af ens afdøde mormor.

Selv om man hverken er indretningsarkitekt eller malermester, er første tanke – da lamperne oplyser lokalet – at stedet trænger til maling og nogle nye billeder på væggene.

Man prøver at delagtiggøre en tilfældig bargæst (i skovmandsskjorte) i sine overvejelser, men Gary Moores »Still Got the Blues« overdøver pointerne.

»Nu skal I drikke ud,« siger mormor, der nu har en gul karklud mellem hænderne. Man bunder (med en smule besvær) og siger farvel og tak for en dejlig aften.

På vej hjem cykler man langs søerne (selv om det var nemmere at køre ad Jagtvej) og hilser lykkeligt på avisbude og flaskesamlere. Da man – efter flere forsøg – får gadedøren op, bliver man i tvivl om, hvorvidt man bor på anden eller tredje sal, men får alligevel låst sig ind i en lejlighed, der ligner ens egen.

I et kort forhindringsløb – mellem lænestole, fodskamler og sofaborde – får man trukket tøjet af og efterlader det på stuegulvet.

Med en elefants elegance kommer man ned under dynen, og inden man kysser sin kærestes smukke, sorgløse pande, tænker man: »Hold kæft, hvor har jeg længe trængt til lige præcis en druktur som den her.«

LÆS MERE