Danskerne har for længst taget den irsk-amerikanske fest halloween til sig, og 31. oktober vil børn og voksne i mange familier klæde sig ud som spøgelser og vampyrer og uhygge sig med sodavand og slik. Udklædning er dog blevet lidt af et minefelt, hvis man vil holde sig ajour med identitetspolitiske strømninger.
Man kan nemlig hurtigt blive beskyldt for såkaldt kulturel appropriation, sådan som det er sket for en lang række berømtheder, fra Kim Kardashian til undertøjsmodellen Karlie Kloss, der i 2012 optrådte på catwalken med indiansk høvdingefjerprydelse, og som senere måtte undskylde for samme.