Hun afgør den historiske Brexit-aftales skæbne – og hun siger »nej«

EU og briterne er i store træk enige om en Brexit-aftale, men et lille parti i et lille hjørne af Europa siger nej. Partiet kræver noget, som EU ikke kan give det, og Boris Johnson har partiets leder, Arlene Foster, til presforhandlinger i Downing Street. Her er dagens drama.

Dengang det hele var nemt: Boris Johnson var gæst hos Arlene Foster på årsmødet hos hendes parti, Democratic Unionist Party, og partiets græsrødder elskede ham for hans hårde Brexit-retorik. Men nu er han selv havnet, hvor så mange af hans forgængere også er havnet. På nej-siden af DUP.  Paul Faith/Ritzau Scanpix

Arlene Foster ligner en politiker, der er vant til at sige nej. Der er utvivlsomt billeder, hvor hun smiler, og måske også situationer, hvor hun er varm og føjelig, men generelt er hver dag en god dag til at skyde underlæben frem og sige »nej«.

Og onsdag var sådan en dag. Det var en rigtig »nej«-dag.