Mediekommentar: Jeg savner et dameblad, der for alvor tør være et interessant omklædningsrum for de danske kvinder

Kvinders liv har ændret sig en del på 145 år. Men læser man Feminas jubilæumsnummer igennem er der stadig en undertone af, at kvinders indre liv er ikke lige så spændende som deres ydre liv.

Feminas forside på 145 års -jubuliæumsudgaven. Fold sammen
Læs mere

Hver gang jeg spontant køber et magasin for kvinder og gennemtygger det, er følelsen altid den samme som efter indtag af lidt for meget chokolade i sofaens hjørne. Der er en snert af fortrydelse og irritation over at have indtaget noget, jeg egentlig ikke har brug for.

I momenter dukker der kloge ord op på siderne, men vi moderne kvinder skal helst ikke have en for stor dosis ridser og erfaringer fra et levet liv. Uha nej. Lige på næste side venter ti tips til at få gjort bikinikroppen klar, eller sådan tryller du med chiagrøden, eller derfor skal du spise avocado, eller hvorfor er velour et hit på pyntepuderne. Suk.

Det er stadig ubetinget den moderne kvindes ydre liv, der fylder mest, når man bladrer gennem Feminas højrøde jubilæumsudgave, der i denne uge fejrer bladets 145-års fødselsdag. Dykker man ned i indholdet, fortæller det mest af alt en historie om den danske kvinde anno 2019 som forbruger. Hendes indre liv er simpelthen blevet slugt af utallige fif til boligen, moden til foråret og madopskrifter.

Engang talte damebladene til husmoderen, hvis pligt var at holde orden på hjemmet. Underteksten i Femina er, at vi egentlig ikke er kommet så meget videre. Magasinet udstiller selv ufrivilligt den prioriterede rækkefølge på magasinets forside, hvor man fejrer fødselsdagen med »mode, bolig og kvindeliv«.

Nå ja, hov! Kvindeliv. Suzanne Brøgger, Sara Omar og Hella Joof giver os i tre lidt for højstemte essay de sædvanlige glatte oneliners om, at danske kvinder er frie og stærke og alt det der jazz, mens en artikel konkluderer, at vi kvinder har taget ejerskab på, hvordan vi har lyst til at se ud (den køber jeg ikke helt).

Kun lyserød

Alt andet i bladet giver et helt modsat billede af, at moderne kvinder mest kerer sig om, hvordan deres loppefund klæder stuen. Et interview med UNICEF-lederen Eesha Samad, der undslap et arrangeret ægteskab i Pakistan, bringer en malplaceret alvor til bordet, når vi på de næste side ender i en boligreportage hjemme hos Ann-Sofie, der elsker farven lyserød.

Feminas miks udstiller damebladenes egentlige store problem i dag. De skal hverken tale over eller under til deres læsere. De skal ramme i øjenhøjde i en tid, hvor instagrammere og bloggere allerede har fat i de yngre, kvindelige læsere med en langt mere personlig tilgang til kvindelivet.

Man får lige en bid af noget helt nært, når Hella Joof taler om, at skuffede kvinder bringer selvmedlidenheden videre i familiens geledder. Hvorfor er det en særlig kvindedisciplin at lande i en rolle som hende, det er synd for? Det vil jeg sgu gerne høre mere om.

I samme åndedrag vil jeg også gerne spørge: Hvor er de kvindelige politikere? Hvor er kvinderne fra erhvervslivet? Hvor er de originale kvindelige stemmer, der giver overraskende nye refleksioner derude fra kvindernes verden? Jeg savner et dameblad, der for alvor tør være et interessant omklædningsrum for de danske kvinder, hvor snakken går på andet end boligtips.

Min datter på syv år sneg sig til at bladre igennem den højrøde udgave af Femina, da det lå fremme på køkkenbordet. Hun spurgte: »Mor, hvorfor er der så meget tøj over det hele?« Det undrer jeg mig også over.