Manden inde i chips-kongen »Jørgen« takker af: At være kendt er et kolossalt endorfin-rush

Henning Jacobsen er netop stoppet i rollen som »Jørgen«, KiMs Chips berømte reklamefigur. Men hvorfor stopper han nu? Hvem er han egentlig, og hvor mange procent Henning er der i »Jørgen«? Berlingske sendte kulturjournalist Søren Jacobsen Damm, som også er Hennings søn, til Samsø for at få en forklaring fra »Chips-kongen«.

73-årige Henning Jacobsen har spillet »Jørgen« i chipsproducenten KiMs reklamer siden 1996. Nu er han gået på pension. Her spiller han på sin trombone, mens hunden Liva hyler med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

»Jørgen min Jørgen, hvorfor har du forladt mig? Skal jeg nu vandre i skyggernes dal uden udsigt til nye tiltag og produkter. Skal jeg nu vandre ad den ensomme sti til bjerget, hvor jeg endelig kan oplyses? Vil du være der, Jørgen? Vil du vente på din undersåt? Vil du give mig fred på den sidste rejse og dele en pose Havsalt med mig?«

Ovenstående tekst, en finurlig parafrase over bønner og salmer fra Biblen, er at finde på chipsproducenten KiMs Facebookside, hvor firmaet har delt filmen »Jørgens farvel«. I skrivende stund har opslaget godt 2.000 likes foruden 500 primært skuffede fans, der skriver et sidste farvel til den abdicerede chips-konge »Jørgen«. Fænomenet, der har været chipsproducentens ansigt udadtil i over 23 år. Godt 1,4 mio. har set filmen på YouTube.

»Grundlæggende er Jørgen skide ligeglad. Sådan drømmer vi jo alle om at kunne agere indimellem.«


Selv om mange af kommentarerne mest er ment som en spøg, så er der også en vis tristesse at spore i mange af ordene, der på finurlig vis udgør et testamente til den kultfigur, som Henning Jacobsen sammen med reklamefirmaet Wibroe, Duckert og Partners (WDP) har opbygget, udviklet og genopfundet utallige gange siden den famlende begyndelse i 1997.

En anden kommentar på KiMs Facebook lyder: »Hvorfor? Vi sagde også farvel til Radio24syv, Master Fatman og nu kongen. Hvorfor skal alle de bedste forlade os?«

Svaret er, at »Jørgen« og dermed også Henning Jacobsen er gået på pension. Og det er måske her, jeg også lige skal huske at indskyde, at den nu pensionerede Henning Jacobsen i sit civile liv er min far.

Men på trods af, at chips-kongen officielt har sagt farvel, så er Jørgen ikke helt død og borte. Både en varslet actionfigur og en biografi fra forlaget Potatis er annonceret på KiMs Facebook-side. Men 31. marts i år udløber Henning Jacobsens kontrakt endegyldigt med snackgiganten.

Hvis vi skal bevæge os op på den store klinge, så var »Jørgen« ikke bare endnu en reklamefigur. Han har været fast inventar i mange danskeres hverdag i næsten et kvart århundrede. Figuren var på flere måder et af de sidste levn fra et mediebillede med rod i den analoge tid. En tid uden internet og med et dominerende flow-TV, som dengang var den ultimative platform at vise reklamer på. Og på denne ultimative platform var KiMs med Jørgen i spidsen helt i front.

Med »Jørgens« farvel forsvinder dermed lidt af vores kollektive identifikation. Og selv om han er ved at blive bugseret over på reklamebranchens elefantkirkegård, vil han i mange årtier frem fortsat være en fælles identitetsmarkør for folk, som har levet i denne skarpt definerede periode.

»Chips-kongen« var reklamefigurernes sidste mohikaner.

»Jørgen« som danskerne kender ham. Megalomanisk og selvglad på verdens top. Foto: Wibroe, Duckert og Partners. Fold sammen
Læs mere

Politiet dukkede op

Jeg er taget til Ballen på Samsø, hvor mine forældre for cirka 12 år i siden i et – typisk for dem – udslag af uigennemtænkt impulsivitet købte hus. Her vil jeg tale med min far om »Jørgens« død.

Vi sidder ved deres store spisebord i huset i Ballen. Jeg har aldrig interviewet et familiemedlem før. Jeg kommer hele tiden til at stille spørgsmål, jeg allerede kender svaret på.

Med andre ord har jeg et indgående kendskab til min fars psyke. Og den er faktisk nøglen til at forstå Jørgen-figurens succes og dennes paradoksale troværdighed og kompleksitet. For inde i Jørgen er min far, Henning, og gennem årene er de to personligheder på godt og ondt flydt mere og mere sammen.

Der er jo unægteligt en del fællesmængde mellem »Jørgen« og Henning. Hvor meget Henning er der i »Jørgen«? Der må jo være noget i din egen personlighed, der har gjort den karakter troværdig?

»Ja, selvfølgelig.«

Men hvor mange procent Henning er der egentlig i Jørgen?

»Cirka 75 procent,« siger min far efter kort at have bakket eftertænksomt på sin evigt rygende pibe.

Jørgen har generelt været meget populær, men han er vel samtidig nærmest noget af det mest udanske, man har kunnet opdrive i Danmark de seneste 25 år?

»Ja, særligt i starten portrætterede vi ham som en regulær psykopat. Vi indspillede en reklame, hvor jeg skulle smadre et KiMs-skilt. Mens vi var i gang, kom der pludselig to strissere. Der stod jeg i Jørgen-tøj med et baseballbat og havde smadret et lysskilt. Det tog sgu et kvarter at overbevise dem om, at vi var ved at lave film og ikke hærværk, fordi jeg stod der alene, mens fotografen filmede oppe fra 2. sal. Jeg må have virket troværdig i rollen,« griner min far med et let satanisk glimt i øjet.

»For mig personligt handler det nok også om, at det at være en kendt, det at være en flamboyant karakter som »Jørgen«, er antitesen til min relativt armodige opvækst i Vestjylland,« siger Henning Jacobsen, der i 23 år har spillet reklamefiguren »Jørgen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Trump og gangster

Jørgen er jo i virkeligheden bund-usympatisk. Hvorfor tror du, han alligevel er blevet så populær?

»Jeg tror, det er ligesom med Donald Trump, hvor folk tænker: »Nu er jeg fandme træt af alt det pis«. Der er tale om en kontrareaktion på det evigt ineffektive, slappe kompromis. Jørgen er en, der handler. Han har ikke brug for andres mening. Jørgen var sej, fordi han gjorde præcis, hvad der passede ham, han havde ikke noget filter, og han slap altid afsted med at smadre ting.

Vi lavede en reklame, hvor Søren Fauli spiller en journalist, der spørger Jørgen: »Men Jørgen, du har smadret et skilt. Vi har jo billeder af dig,« hvortil Jørgen bare svarer: »Jeg har sgu da ligeglad – jeg har da også billeder af jer!« Han benægter bare tingenes tilstand. Det er lige meget. Det er bare »fake news«, før det hed »fake news«. Han er jo ren Trump! Men grundlæggende er Jørgen skide ligeglad. Sådan drømmer vi jo alle om at kunne agere indimellem.«

Jeg kan huske, når du besøgte mig i min lejlighed på Vesterbro for 15-20 år siden, at særligt unge indvandrerdrenge var helt oppe at køre over dig og ville have autografer, når vi gik ned ad Istedgade. Hvad handlede det om?

»Ja, de synes jo Jørgen var en ægte gangster! Vi indspillede også en musikvideo i Los Angeles, hvor Jørgen blev pimpet op med guldkæder og pelse. Vi kørte den hårde gangsterstil, mens to sorte stripperpiger, eller »pornographers«, som de vist omtalte sig selv, gav den god gas. Soulchok stod i øvrigt for musikken. Det var fandme en vild oplevelse!«

»Jørgen« i benhård LA-rapper stil, med sine »homies« under indspilningen af musikvieoen »Mr. 5 percent featuring Soulchok«. Foto: Wibroe, Duckert og Partners. Fold sammen
Læs mere

Blev opdaget af oscar-vinder

Fortæl hvordan det hele startede. Jeg ved jo, at du overhovedet ingen forudgående erfaring havde med TV-mediet?

»Vi havde nogle venner, Peter og Irene, hvis nabo Lars Kaaber var gymnasielærer i Frederiksværk. Lars beklagede sig over, at han og hans filmelever stod og manglede »en lille, fed grim mand« til en birolle i en film, de var ved at lave om en mand, der myrder en kvinde. Så sagde Irene uden at blinke: »Ring til Henning!«

Hvorfor sagde du ja til det?

»Jeg siger ja til alt. Jeg blev desuden lovet en god flaske whisky for for at medvirke. Filmen blev dog aldrig klippet færdig, og whiskyen fik jeg heller aldrig. Jeg glemte alt om det. Men et par år senere, i 1996, bliver jeg pludselig ringet op af et castingbureau, der spurgte, om jeg ville komme forbi og få taget fotos. Først bagefter tænkte jeg: Hvorfor fanden ringer de egentlig til mig? Men jeg siger ja og tager ind til København.

»Den store livskunst er så at sige »ja« eller »nej« på de rigtigte tidspunkter. Jeg siger altid ja, også et par gange hvor jeg måske skulle have sagt »nej«.«


Det viste sig så, at en af eleverne nu var blevet ansat i reklamefirmet Wibroe, Duckert og Partners. Det var Anders Thomas Jensen (som senere vandt en Oscar for bedste kortfilm og instruerede spillefilm som »Blinkende Lygter«, red.). Han kunne huske mig fra skolefilmen, og havde foreslået mig til KiMs-kampagnen, som blandt andre Søren Fauli og særligt reklamemanden Henrik Juul stod bag.«

Var Juul og Fauli på fra starten med dig som »Jørgen«?

»Juul mente, at jeg mest lignede et ubagt franskbrød, og KiMs daværende direktør, Fritz Rasmussen, var meget skeptisk over hele konceptet, men hurtigt tog kampagnen fart. Det var en helt ny måde at lave reklame på, og det blev ret hurtigt en overraskende stor succes. Pengene sad også lidt løsere dengang, man var nok mere villig til at eksperimentere og tage chancer.«

Kan du huske, hvornår du første gang oplevede at være blevet et kendt ansigt eller endda en kultfigur?

»Der gik et par år. Omkring år 2000 begyndte folk at genkende mig på gaden.«

Hvordan havde du det med det?

»Det havde jeg ingen problemer med, for det synes jeg jo skulle være sket for længe siden!«

Henning Jacobsen sidder under sit favoritmaleri af Hans Christian Rylander med hunden Liva ved sin side. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Napoleon-kompleks

At min far mener, at han burde være blevet kendt endnu tidligere, end da han blev transformeret til »Jørgen«, er selvfølgelig ment som en spøg. Og dog.

Jeg kan huske, han engang fortalte om en drøm, hvor han blev kaldt ind i Folketinget af tingets daværende formand Ivar Hansen, fordi han på vegne af hele nationen gerne ville tildele han en medalje for alt det gode, han havde gjort for Danmark. Det har vi grint meget af i familien, fordi det er sjovt. Men også fordi min far altid har haft et mindre napoleonskompleks – en let psykologisk skævhed, der nok i høj grad har skabt ånd og liv og sjæl i Jørgen-figuren.

Groft sagt kan man sige, at min far et langt stykke hen ad vejen altid har følt sig overrasket over at være blevet kendt, men samtidig har han altid haft en indre stemme, der sagde: Det manglede da også bare!

»Men overordnet må jeg erkende, at jeg har elsket at være kendt,« siger han så til mig.

Hvorfor egentlig? Forklar det for os, der ikke har prøvet at være kendte?

»Det er sgu svært at forklare. Men der er noget opløftende ved at være midtpunkt. Anerkendelse, eller det at være kendt, kan være et kolossalt endorfin-rush.

For mig personligt handler det nok også om, at det at være kendt og at spille en flamboyant karakter som »Jørgen« er anti-tesen til min relativt armodige opvækst i Vestjylland.

Jeg voksede op alene med min mor. Min far døde i drukneulykke, da jeg var fem, så forholdene var beskedne. Man skulle holde sig i baggrunden og holde sin kæft, når de voksne snakkede. Det var nærmest en synd at »gøre væsen af sig«. Så snart jeg blev gammel nok, tog jeg mine jazzplader og min trombone under armen og flygtede fra Sdr. Felding. Så der ligger nok også noget i, at Jørgen-figuren jo er en kolossal fuckfinger til hele ideen om »ikke at gøre væsen af sig«.«

Kultfar er alle steder

Efter de første par år vænnede jeg mig langsomt til min fars kultstatus. Jeg tænkte ikke rigtigt over det i dagligdagen. Men mens man så cykler afsted i sin egne tanker og holder i et lyskryds på St. Kongensgade, kører en lastvogn fra KiMs op på siden af en med et gigantisk foto af ens far med sortfarvet hår, guldkæder og en fidel, vanvittig grimasse! Nogle år var han overalt. I starten gik jeg lidt stille med, at min far var »Jørgen«. Det var jo fjollet. Men så snart man har fortalt, at ens far er »Chips-kongen«, husker alle en.

Med status som Danmarks ukronede chips-konge blev udestuen i Ballen også lidt et tilløbsstykke for kendte danskere på ferie på Samsø. Blandt andet en udenrigsminister, kongehuset og en Melodi Grand Prix-vinder har aflagt kejseren af dip besøg.

Henning Jacobsen sidder ofte i sin gamle udestue i Ballen og hilser på de passerende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

I Ballen blander min fars evige piberøg sig med melankolien, som svæver i stuerne. Alle afslutninger rummer som nævnt tristesse.

Selv om du officielt stopper som »Jørgen«, så er du jo fanget i rollen som Jørgen resten af livet. Alle her på øen kender dig, og turisterne står og kigger ind i haven om sommeren. Du deler altid chips ud til nysgerrige unger, der vover sig ind i haven om sommeren. På en måde bevæger du dig ind og ud af karakteren døgnet rundt. Får du ikke noget for den »ambassadørrolle«?

»Jo, jeg er da blevet lovet gratis chips resten af livet,« griner min far.

Men du spiser jo ikke engang selv chips! Jeg har kun set dig spise chips i reklamerne. Må jeg godt skrive det?

»Ja, det er ok. Jeg har dog et moderat indtag af chips, men er i virkeligheden nok mere til østers og foie gras.«

Maden og vinen har altid været det helt centrale mødepunkt i vores familie. Følelserne har ofte siddet lidt udenpå tøjet, men i det gode måltid har vi som familie altid fundet en ro, en sjælden konsensus.

Millioner af ildfluer

Da jeg var ni år i 1981, var jeg med mine forældre i Piemonte. På »Da Felicin« residerede larger-than-life-kok og -restauratør, Giorgio Rocca. Stedet var et slags luksuspensionat. Middagen var klokken 20.00, og menuen var fast. Her kom det pæne borgerskab fra Milano i weekenden for spise Roccas udsøgte retter. Efter middagen fik man en espresso og grappa i gårdhaven, mens hele Barolo-dalen glimtede af millioner af ildfluer. Mine forældre kom der mindst én gang om året i 35 år.

»Nu skal vi fandme have en forfriskning, udbryder han. Vi åbner en flaske Bollinger champagne og en dåse caviar.«


Jeg erindrer tydeligt, at når vi kørte ind på gårdspladsen hos Giorgio, så var min far i sit es. Her kunne han være sig selv. Her kunne han smide konsensus-Danmark af sig som en tung, grå regnfrakke. Her kunne man drikke Barolo fra Giacomo Conterno 1978 til de håndlavede ravioli, der var æltet med dagfriske andeæg. Her øvede min far sig ubevidst på at blive den levemand, der senere skulle blive en vigtig komponent i Jørgen-figuren.

»Det var i mange år vores andet hjem,« konstaterer min far, da snakken falder på »Da Felicin«. Han bliver – selv om han skjuler det godt – berørt når vi taler om Giorgio Rocca, der døde i 2017. I mine forældres gårdhave hænger et lille billede af kokken. Det minder om et katolsk helgenbillede. Stedet er i dag overtaget af sønnen Nino, der har givet restauranten en grovkornet modernisering. Det har mistet stemningen og kvaliteten.

»Da Felicin« er lidt mit tabte paradis. Der er lidt for mange afslutninger for tiden,« siger han med et let suk.

Efter 23 år som »Jørgen« er Henning Jacobsen gået på pension. Her går han på Ballen Strand på Samsø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Sig ja

Føler du også sorg over din »regeringsperiode« som chips-kongen af Danmark er slut?

»Det gør jeg da. Det har været skide sjovt. Men at jeg endte som den her vanvittige, folkelige reklamefigur, er jo i virkeligheden orkestreret af en lang række usandsynlige tilfældigheder helt ude af min egen kontrol – og det gælder jo også livet selv. Så når tingene falder heldigt ud, bør man blot være taknemmelig.

Den store livskunst er så at sige »ja« eller »nej« på de rigtige tidspunkter. Jeg siger altid ja. Det har jeg også gjort et par gange, hvor jeg måske skulle have sagt nej. Men overordnet føler jeg nok mere taknemmelighed end afsavn lige nu.«

Så hvis KiMs kommer i næste uge med pose penge og siger: »Liiiige én gang til, Henning«. Hvad siger du så?

»Altså, så er jeg nok lidt som Frank Sinatra. Man bliver vel aldrig for gammel til et comeback,« griner min far og udbryder: »Nu skal vi fandme have en forfriskning!«

Vi åbner en flaske Bollinger champagne og en dåse caviar. Min mor har lavet helleflynder og jomfruhummerbisque. For 10-20 år siden ville vi typisk have talt og skændtes til kl. tre-fire stykker om natten, mens vi hørte motorsavshøj John Coltrane eller Charles Mingus.

Henning Jacobsen med sin søn, journalist Søren Jacobsen Damm, ved sin side. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Sådan er det ikke i aften. Mine forældre er blevet ældre. Og min far går som den første i seng.

Jeg sidder lidt i stuen og kigger ud på et gudsforladt Ballen i januar. Min mor, Margrethe, er stadig oppe. Hun har lavet os en gin og tonic. Hun sætter en lille skål chips frem på bordet.

Hvad er det for nogen chips?

»Det er nogen særlige chips, KiMs har lavet, fordi Henning stopper med reklamerne. De hedder »Tudechips«,« siger min mor, mens hun tænder for musikken. Det er Chet Baker.

På posen er der et billede af min far i sit sædvanlige Jørgen-antræk. Fotografen har fanget ham med et skabagtigt tudefjæs.

For fanden altså, hvor ser han dum ud, siger jeg til min mor, mens jeg peger på den tomme chipspose.

»Ja, det kommer ikke som en overraskelse,« svarer hun lakonisk.

Så griner vi begge, samtidig kan jeg kan mærke en lille klump i halsen. Heldigvis kan jeg skylle den ned med min gin og tonic og et par tudechips.