Lasse Marker: Kulturministeren har mistet Folketingets tillid og overflødiggjort sig selv

Kulturminister Joy Mogensen har stort set ikke sat en fod rigtigt, siden hun sidste sommer trådte ind i lokalerne på Nybrogade 2 i Indre København, skriver Berlingskes klummeskribent Lasse Marker.

 
På samråd om DAB-udbuddet kræver partier at se dokumenter om afgørelsen. Video: ft-tv. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Presset på Joy Mogensen vokser. I denne uge truede de Radikale og blå blok med at vælte kulturministeren, hvis hun ikke fremlagde alt i sagen om det omdiskuterede DAB-udbud, der førte til fødslen af Radio Loud. Det er anden gang på blot to måneder, at partier udtrykker mistillid til ministeren.

I slutningen af marts krævede et flertal Joy Mogensen fjernet fra forhandlingerne, da hun afviste, at kulturlivet havde brug for særlige hjælpepakker. Dengang blev hun reddet i 11. time, da hun og statsministeren efter pres valgte at hjælpe de hårdt ramte kunstnere og kulturinstitutioner.

Kulturminister Joy Mogensen (S) er kaldt i åbent samråd om udbuddet af en ny digital public service-radiokanal på Christiansborg. Ministeren skal blandt andet svare på, hvilke drøftelser om udbudsprocessen der har været internt i ministeriet og internt i regeringen, før og efter at udbuddet blev afgjort. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Spørgsmålet er, om det denne gang vil være nok at fremlægge dokumenter i udbudssagen, eller om der skal mere til, hvis Joy Mogensen skal have en fremtid som kulturminister.

Joy Mogensen har stort set ikke sat en fod rigtigt, siden hun sidste sommer trådte ind i lokalerne på Nybrogade 2 i Indre København. Så sent som i onsdags måtte hun beklage, at hun uden lovhjemmel beordrede DR og TV 2 til at hjemsende medarbejdere i begyndelsen af coronaudbruddet. I foråret har hun tilmed mistet både sin departementschef og taleskriver, der har forladt Kulturministeriet. Kulturministeren skal med andre ord bestige et bjerg, hvis hun skal redde sit politiske liv. Men det er ikke umuligt.

Lasse Marker

»Kulturministeren har ikke alene mistet tilliden på Christiansborg og i kulturlivet. Hun har også overflødiggjort sig selv.«


For det første kræver det, at hun smider borgmesterkæden og begynder at opføre sig som en kulturminister, der tager ansvar for sit ressortområde. Joy Mogensen har haft svært ved at træde ud af rollen som borgmester med ansvar for alle politikområder, hvilket blev tydeligt, da hun to uger efter nedlukningen af Danmark udtalte til Berlingske:

»Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu«.

Lasse Marker Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint.

For det andet har Joy Mogensen været for loyal over for sin statsminister, hvilket bl.a. viste sig, da hun under sidste års finanslovsforhandlinger ikke ville garantere, at det udskældte omprioriteringsbidrag blev fjernet, hvilket Mogens Jensen (S) ellers havde lovet under valgkampen. Først efter anklager om løftebrud fra regeringens støttepartier endte omprioriteringsbidraget med at blive afskaffet. Selv om beslutningen ligger hos statsministeren, så forventer kulturlivet alligevel en kulturminister, der i det mindste viser, at hun kæmper for sit område.

For det tredje skal hun træde ud af Mette Frederiksens skygge. Hver gang regeringen har ladet et enkelt solstrejf trænge igennem til kulturlivet, er Mette Frederiksen trådt frem og har taget æren, mens Joy Mogensen har stået i skyggen. Vi så det senest ved genåbningen af Louisiana i sidste uge, hvor statsministeren talte om glæden ved, at landets kulturinstitutioner igen åbner for publikum, mens Joy Mogensen stod i baggrunden og klappede af sin statsminister.

Kulturministeren har ikke alene mistet tilliden på Christiansborg og i kulturlivet. Hun har også overflødiggjort sig selv. Hvis Joy Mogensen skal have en fremtid som kulturminister, kræver det, at hun træder i karakter og viser, at hun vil noget og vil kæmpe for det.