Lasse Marker: Får vi et rigere kulturliv ved at bruge skattekroner på at præmiere kunstnere som Lise Nørgaard?

KLUMME: Er det logisk kulturpolitik at bruge skattekroner på at præmiere kunstnere, som ikke længere er aktive? Måske skulle vi hellere bruge pengene på at støtte kunstneres produktion af kunst? Sådan spørger Lasse Marker, Berlingskes klummeskribent.

Lasse Marker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge modtog Lise Nørgaard Statens Kunstfonds livsvarige ydelse for serien »Matador«, der er et hovedværk i dansk filmhistorie. Hun får den i en alder af 103 år.

Spørgsmålet er ikke, om Lise Nørgaard fortjener hæderen. Spørgsmålet er, om vi får et rigere kulturliv ved at bruge skattekroner på at præmiere kunstnere, der ikke længere er aktive? Måske skulle vi hellere bruge pengene på at støtte kunstneres produktion af kunst?

I 2014 vakte en anden sag opsigt, da den succesfulde forfatter Peter Øvig Knudsen blev tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat på 850.000 kr. og samme dag udtalte til Politiken:

»Jeg ville have skrevet de samme bøger, hvis jeg ikke havde fået arbejdslegatet«.

De penge, der kunne have sikret en forfatter tre års arbejdsro, blev i stedet givet til en af landets bedst sælgende forfattere, der ikke engang havde ansøgt om legatet.

»Spørgsmålet er, om vi ikke hellere burde støtte de kunstnere, der faktisk har brug for det?«


Statens Kunstfond skeler ikke til kunstnernes privatøkonomi, når de uddeler arbejdslegater, men måske burde det fremover indgå i overvejelserne?

Ifølge rapporterne »Danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår« (2016) og »Billedkunstens økonomiske rum« (2018) tjener ca. 40 procent af danske forfattere og ca. halvdelen af danske billedkunstnere under 200.000 kr. årligt.

Spørgsmålet er, om vi ikke hellere burde støtte de kunstnere, der faktisk har brug for det?

Det samme spørgsmål melder sig, når man kigger på bilbiotekspengene, hvor der årlige uddeles 183,1 mio. kr. Pengene fordeles ud fra det såkaldte »bestandsprincip«, der vægter litteraturtype, sidetal pr. titel, bestandsantal, samt om bidragyderen er primær eller sekundær.

Det betyder, at Bjarne Reuter med et 40 år langt forfatterskab og populære titler som »Zappa«, »Busters verden« og »Drengene fra Sankt Petri« har toppet listen de seneste årtier. Siden Bjarne Reuter i 2010 indstillede sit forfatterskab, har han ifølge Slots- og Kulturstyrelsen således modtaget over 7,5 mio. kr. i bibliotekspenge.

Danskerne har til gengæld får stillet en kvart million bind af hans bøger til rådighed. Spørgsmålet er dog, om bibliotekspengene ikke med fordel kunne fordeles på en måde, så de i højere grad støttede produktionen af ny dansk litteratur?

Generelt er der for meget kunststøtte, der ikke støtter produktion af ny kunst.

Det kan især siges om de 1.5 mio. kr., der ifølge Slots- og Kulturstyrelsen årligt gives til efterladte ægtefæller til modtagere af statens livsvarige hædersydelse (tildelt før 2014). Her er kunststøtten blevet reduceret til en pension, der ikke længere handler om at støtte produktion af ny kunst, men om at sikre efterladte ægtefællers privatøkonomi.

Som tidligere nævnt lever næsten halvdelen af landets forfattere og billedkunstnere samtidig for under 200.000 kr. årligt.

Skulle kunststøtten ikke hellere tilfalde dem?