Kulturkommentar: Man må betragte et kunstnerisk produkt både selvstændigt og som en del af en kunstners biografi

Fjerde og sidste afsnit af dokumentarserien »Allen v. Farrow« er nu tilgængeligt på streamingtjenesten HBO Nordic, og heri rejses det tilsyneladende eviggyldige spørgsmål: Kan man adskille kunstneren fra kunsten?

»Traditionen tro er koret af krænker-kritikere begyndt at synge om at slette Woody Allens arbejde fra den Hollywoodske kulturarv blandt andet ved at opfordre HBO til at fjerne hans film fra deres platform,« skriver Aminata Amanda Corr i denne kulturkommentar.På billedet ses Woody Allen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eric Gaillard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Allen v. Farrow« er en minutiøs gennemgang af forholdet mellem Mia Farrow og Woody Allen, og ikke mindst anklagerne mod Woody Allen om at have misbrugt sin dengang syvårige adoptivdatter Dylan Farrow seksuelt.

Dokumentarserien er, herunder i nærværende avis, blevet beskyldt for at tegne et ensidigt billede af forløbet, og for at pege så insisterende på Woody Allen som en gemen skurk, at den i sidste ende mister troværdighed. En kritik, jeg gerne vil tilslutte mig.

Alligevel lader det til, at den kollektive stemning omkring Woody Allen på amerikansk jord definitivt er vendt, og at han fremover er persona non grata i hollywoodske kredse.

Traditionen tro er koret af krænker-kritikere begyndt at synge om at slette Woody Allens arbejde fra den amerikanske kulturarv blandt andet ved at opfordre HBO til at fjerne hans film fra deres platform.

Og nu ved jeg godt, at det er meget moderne at skælde ud på cancel culture (Et moderne fænomen, hvor en person udstødes på grund af tvivlsomme handlinger eller manglende politisk korrekthed, red.), og det derfor kan virke som en lavthængende frugt, men i dette tilfælde er det svært at komme udenom.

Cancel culture og boykot af kunstneriske produkter har alt med hinanden at gøre. I dette tilfælde er cancel culture anvendt som et alternativ til – og i egne øjne et lige så legitimt værktøj som – retssystemet.

En organiseret selvtægt, vi endnu har til gode at se alle anvendelsesmuligheder af, og som ofte er styret af en hævnfølelse.

Det er selvfølgelig altid op til den enkelte forbruger at beslutte, hvad de vil se, høre eller købe, men der er en massiv forskel på en personligt boykot, og når en gigant som HBO bøjer af for protester og lægger et moralsk filter ned over deres formidling.

»Jeg er træt af hele det her argument om at adskille kunsten fra kunstneren, så man kan have det bedre med det,« siger Dylan Farrow selv i dokumentarseriens sidste afsnit, men præmissen for den udtalelse som argument for at bandlyse værker skurrer i mine ører.

At lade forbrugeren slippe for at forholde sig til den grimme bagside er netop den direkte vej til, at alle kan lukke øjnene og få det bedre.

Fordi selvfølgelig skal man kunne betragte et kunstnerisk produkt både selvstændigt og som en del af en kunstners biografi. Det er en falsk præmis, at man skal vælge det ene eller det andet, og at ens anskuelse dikterer, om man holder med de gode eller de onde.

Samtidskunst hviler ofte på politiske budskaber, hvorfor man må forholde sig til afsenderen. Samtidig med at kunsten har æstetisk værdi i sig selv. Hvis ikke man evner at skelne, er der jo tale om manglende evner.

Men der er lys for enden af tunnelen. HBO har for en gang skyld taget det standpunkt, at deres seere må tænke selv. Allerede i februar meldte de ud, at de ikke havde nogen intentioner om at fjerne Woody Allens film fra deres streamingtjeneste.

Og fordi det er 2021, må jeg hellere få sagt, at jeg ikke mener, at magtfulde pengemænd skal kunne slippe afsted med pædofili, bare fordi de har mange penge og meget magt. Bare så vi har det på det rene.