Kulturkommentar: Forfatter Leonora Christina Skov spænder opgøret med seksuelle krænkelser for egen vogn

Ud over at være et eksempel på fæl kampagnejournalistik så er dækningen af sexchikaneundersøgelserne i forlagsbranchen et eksempel på, hvordan man spænder en vigtig sag – opgøret med seksuelle krænkelser – for egen vogn og egne hurtige pointer, skriver Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl.

Morten Hesseldahl, Gyldendals direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Man bliver ked af det, når ens branche hænges ud. Det skete, da Politiken 15. oktober sidste år over mange spaltemillimeter skrev om påstået sexchikane i forlagsverdenen.

Forfatteren Leonora Christina Skov bidrog til artiklen, men allerede 6. oktober havde hun på Facebook oplyst, at hun havde kontaktet en Politiken-journalist, der »tager baggrundssamtaler med alle forfattere m/k, der har historier at fortælle (...) Det er nu, det nytter at tale, og jeg er sikker på, at medierne vil holde forlagene og Forfatterforeningerne op på, at der også bliver handlet, når dokumentationen først ligger der.«

I avisen blev kravet om en undersøgelse båret frem, skønt meget for længst var i gang. Ikke bare én, men en række eksterne undersøgelser, der involverede tusindvis af ansatte, forfattere og freelancere.

»Ud over at være et eksempel på fæl kampagnejournalistik så er det et eksempel på, hvordan man spænder en vigtig sag – opgøret med seksuelle krænkelser – for egen vogn og egne hurtige pointer.«


Danske Forlag og de to forfatterforeninger organiserede én, Danske Forlag iværksatte selv en anden, og også på de største forlag blev undersøgelser rullet ud. Alle med samme resultat: Der var intet systemisk problem med sexkrænkelser.

Sirius-advokaterne konkluderede: »Der er ikke noget i de modtagne indberetninger, der tyder på, at branchen har et omfattende eller et udpræget problem med uønsket seksuel opmærksomhed.« Jo, der var ubehagelige episoder, og der var tilfælde af stødende kommunikation, men der var ikke noget, der indikerede en syg kultur.

Søstersolidaritet anno 2008

Det er vel en historie, der burde glæde de bekymrede og give grundig omtale hos det dagblad, der havde stået for den omfattende mistænkeliggørelse? Det skete bare ikke. Politiken nøjedes med at afhandle resultatet i en note.

Ud over at være et eksempel på fæl kampagnejournalistik så er det et eksempel på, hvordan man spænder en vigtig sag – opgøret med seksuelle krænkelser – for egen vogn og egne hurtige pointer.

Hurtig var Leonora Christina Skov også i 2008, da hun køligt afviste, at det var et problem, at Socialdemokratiets da 34-årige udenrigsordfører, Jeppe Kofod, under et DSU-seminar havde taget en efterfølgende helt sønderknust 15-årig erhvervspraktikant med op på værelset.

»Vi har en seksuel lavalder, så hvad er problemet? At gøre det til en sag er totalt ude af proportioner,« fastslog Skov dengang over for Ekstra Bladet.

Så langt rakte søstersolidariteten altså, og så dyb var forståelsen for det betænkelige i, at et ulig magtforhold ledte til en seksuel relation.

Kofod har naturligvis undskyldt. Skov har intet undskyldt. Når medier efterfølgende har spurgt til hendes bemærkelsesværdige udtalelser, har hun afvist at kommentere.

Til gengæld taler hun nu gerne om sin kommende bog, »Hvis vi ikke taler om det«. Den handler om hendes vej ind i forfatterskabet og »traumatiske #metoo-oplevelser i forlagsbranchen«, idet »sexisme og uønsket intimitet er langt, langt mere udbredt i branchen, end [forfatterforeningerne] aner,« sådan som hun betroede Politikens journalist i oktober sidste år.