Kulturkommentar: Der foregår for lidt kulturel appropriation

Verden vokser gennem mødet med det anderledes. Gennem lån, ran og inspiration og også gennem gak og løjer med hinandens særheder og karakteristika, hvilket ikke er det samme som racisme, skriver Morten Hesseldahl.

Arkivfoto. Morten Hesseldahl, Gyldendals direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

I Aabenraa er der en ret skøn kvinde, der hedder Christine Meier. Hende er der muligvis ikke mange, der kender herhjemme, men i Indien er hun populær. Hendes YouTube-kanal har 407.000 følgere, og hendes videoer er set millioner af gange.

Christine Meier er nemlig virkelig god til Bhanga-dans, der egentlig er en dans, som mændene fra Punjab kaster sig ud i for at fejre høsten i april, men nu har den hvide, danske kvinde fra Aabenraa altså sat foden ned og vist, hvordan dét skal gøres.

»Jeg tænkte bare: Dét der. Der skal jeg bare kunne og være den bedste til og tage med til Danmark – jeg skal bare owne det der,« som hun forklarede til TV-SYD.

»Skulle nogen blive stødte, kan hun jo – hvis hun gider – forklare sig, men man burde måske i højere grad forvente af enhver, at man møder verden og dens tilskikkelser med en langt større robusthed og rummelighed frem for hele tiden at fintune den kulturelle ømfindtlighed.«


Nu venter man så på, hvornår nogen bliver vrede over det, ligesom sikher i 2019 blev vrede på Gucci, da modefirmaet lancerede en blå turban til 790 dollar og dermed angiveligt både krænkede et religiøst symbol og tjente penge på noget, de ikke selv havde fundet på.

Appropriation betyder tilegnelse, og kulturel appropriation betyder, at man tager kulturelle elementer fra andres kulturer og overfører dem til sin egen.

Det har man sådan set altid gjort, men nu problematiseres det, hvis tilegnelsen sker uden den fornødne respekt, hvilket må siges at være noget af et tolkningsspørgsmål. Og hvem er i øvrigt dommeren her? Hvem skulle for eksempel Justin Bieber have ansøgt hos, da han i sin tid anlagde sig dread locks og dermed udløste et afsindigt raseri?

At forlange både krænkelses- og ophavsret til kulturelle udtryk er en farlig vej at gå, men den er vi – som nogen vil vide – allerede langt nede ad.

Fintun kulturel ømfindtlighed

I Frankrig marcherer studenterbevægelsen Unef i disse dage for at forlange indførsel af safe spaces på læreanstalterne og for at forhindre vedtagelse af Macrons forslag om forbud mod cancel culture på universiteterne.

Mélanie Luce, der står i spidsen for studenterne, ved godt, at deres aktioner kan virke foruroligende, og leverer over for The New York Times alle totalitære bevægelsers grundrationale, idet hun slår fast: »Vi skræmmer mennesker, fordi vi repræsenterer fremtiden.«

Jeg håber virkelig, hun tager fejl. Jeg håber, at Christine fra Aabenraa repræsenterer fremtiden. Tænk sig, at hun har fået Bhanga-dans til Danmark, og Bhanga-dansen har fået Christine til Indien. Jamen, man bliver da bare så glad!

Skulle nogen blive stødte, kan hun jo – hvis hun gider – forklare sig, men man burde måske i højere grad forvente af enhver, at man møder verden og dens tilskikkelser med en langt større robusthed og rummelighed frem for hele tiden at fintune den kulturelle ømfindtlighed.

Verden vokser gennem mødet med det anderledes. Gennem lån, ran og inspiration og jo sandelig da også gennem gak og løjer med hinandens særheder og karakteristika, hvilket ikke er det samme som racisme.

Så, hvor man end er, og hvem man end er, giv den endelig gas med den kulturelle appropriation. Den gør vores fælles verden større.