TV 2-vært får undskyldning for angreb

En Instagram-profil mobiliserede følgere til et angreb på TV 2-vært, der havde klædt sig ud som muslim. Nu får den angrebne en undskyldning.

Mette Helena Rasmussen klædte sig ud som en muslimsk kvinde med tørklæde. Så blev hun beskyldt for kulturel appropriation, Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald

Til fastelavn klædte TV 2-værten Mette Helena Rasmussen sig ud som en muslimsk kvinde med tørklæde.

Det fik hun kritik for. Hun blev blandt andet beskyldt for kulturel appropriation, altså for at stjæle kulturelle kendetegn fra andres kulturer. Et begreb, som Mette Helena Rasmussen siger, at hun ikke var bekendt med.

Kritikken opstod, efter at Mette Helena Rasmussen, der blandt andet er kendt fra TV 2-programmet Nybyggerne, delte et foto af udklædningen på sin Instagram-profil.

Ifølge DR kom kritikken primært fra Instagram-profilen Krænkelseskulturellememes. Profilen, der har mere end 13.000 følgere, forsøgte at mobilisere folk til at kritisere Mette Helena Rasmussen.

Anne Katrine Raahede Hansen, kvinden bag Instagram-profilen »Krænkelseskulturellememes«

»I dag er jeg kommet for at sige undskyld. Jeg vil gerne adressere den debat, som jeg har været med til at starte.«


Fremgangsmåden kaldes for call-outs.

Undskyld for call-outs

Kvinden bag Krænkelseskulturellememes undskylder nu:

»I dag er jeg kommet for at sige undskyld. Jeg vil gerne adressere den debat, som jeg har været med til at starte. Den debat, som ikke længere handler om Mette Helena, men handler meget om den metode, som jeg er skyldig i at have brugt mange gange her på profilen, call-outs – og dens konsekvenser,« skriver Anne Katrine Raahede Hansen på Instagram.

Hun understreger samtidig i sin undskyldning, hvordan hun mener, at et call-out »kan reflektere negativt tilbage på en i forvejen udsat minoritetsgruppe«.

Undskyldningen kom efter et indslag i Kulturen på P1, der mente at vide, at TV-værtens udklædning ikke havde mødt kritik fra muslimske kvinder.

DR har også talt med flere eksperter, der mener, at brugen af call-outs i en situation som den nævnte kan få muslimske kvinder til at fremstå som krænkelsesparate, uden at de reelt er det.

Mette Helena Rasmussen undskyldte selv på sin Instagram-profil efter kritikken af hendes udklædning:

»Jeg har været lidt naiv, og jeg er ked af det. Jeg mente ikke noget dårligt ved det. Jeg kan ikke gøre så meget ved det nu. Jeg vil bare sige undskyld for det. Jeg lover at sætte mig mere ind i det. Jeg har ikke gået i skole længe, og jeg har simpelthen ikke sat mig nok ind i det. Jeg vil gerne sige undskyld til dem, der har følt sig krænket,« sagde hun ifølge BT på sin profil.