Kritikere: Kim Kardashian mangler situationsfornemmelse

Nogle mener, at Kim Kardashian på en meget uheldig måde udstiller sig selv som en privilegeret kendis.

Kim Kardashian inviterede sin nærmeste familie og sine nærmeste venner med på en tur til en privat ø. Det blev mange meget vrede over. Mario Anzuoni

De fleste kan nok nikke genkendende til at drømme sig tilbage til en tid, hvor coronavirus, mundbind, afstand og håndsprit ikke var en del af det daglige ordforråd. Da man ikke skulle frygte for at miste sit job, eller hvor det at gå til store fester og danse til langt ud på natten var ganske normalt.

Men for de fleste stopper dagdrømmen nok også der, og må forblive dét, den er … nemlig en drøm.

Men for andre, mere privilegerede mennesker, behøver drømmen ikke at forblive inde i hovedet. Det beviste Kim Kardashian i denne uge, da hun skrev på Twitter, at hun havde inviteret sin nærmeste familie og sine nærmeste venner med på en tur til en privat ø, så de »kunne lade som om, at alting var normalt, bare i et øjeblik« og fejre hendes 40-års fødselsdag.

Den udmelding er ikke blevet taget godt imod af hendes millioner af følgere, hvoraf mange har mistet kære, jobs og indkomst til coronakrisen, og hvis liv er vendt fuldstændig på hovedet det seneste halve år.

Mange kritiserer hende nu for at være upassende og uden situationsfornemmelse.

»Godt for dig. Jeg har mistet fire måneders løn, jeg er stadig arbejdsløs og har udsigt til at miste indtjening i fremtiden. Jeg hjælper min datter med at passe børn og virtuel undervisning for mit barnebarn. Jeg har stadigvæk ikke fået skattepenge fra 2019. Godt at du har det sjovt,« lyder et af svarene til Kim Kardashians tweet, som har modtaget flere tusinde reaktioner – primært negative.

Og det er ikke kun hendes følgere, der raser over hendes tweet i en tid, hvor mange lider. Mange har taget teksten og sat alternative billeder ind for at udstille det, de mener er absurditeten i Kim Kardashians tweet. Museum of Modern Art (MoMA) i New York syntes således, at Henri Matisses maleri »La Danse« fra 1910 var en passende illustration.

»Jeg er godt klar over, at for de fleste er det her noget, der er så fjernt lige nu, og derfor er det også i øjeblikke som disse, at jeg ydmygt bliver mindet om, hvor privilegeret mit liv er,« tilføjer Kim Kardashian sidst i sit opslag.

Men ydmyghed har kritikerne svært ved at spotte i nogen af de fire tweets, som Kim Kardashian har lagt på sociale medier, hvor hun og hendes inner circle er iklædt festtøj og poserer bekymringsfrit foran kameraet.

Nu florerer der også et nyt hashtag på Twitter, affødt af den omdiskuterede tweet: #EatTheRich – spis de rige – hedder det. Som er et udtryk for, hvor træt den »almindelige« befolkning er af rige, privilegerede mennesker.

Som Berlingskes Poul Høi skrev i maj måned, da Victoria Beckham og andre velhavende profiler kom i modvind blandt politikere og TV-kommentatorer, så er der en grund til, at folk reagerer så voldsomt: »Fordi hun gør sig skyldig i det samme som så mange andre af coronakrisens hadeobjekter: De er rige, og de gør, hvad de altid har gjort. De passer på sig selv, deres penge og de privilegier, pengene giver dem.«