Kommentar: Så er også Louisiana gået venstreradikal-woke

Museet Louisianas skaber, Knud W. Jensen, var beundrer af nationalsocialismen. Så blev han kulturradikal, da det var på mode. Nu er museet blevet »woke« og er med på den nyeste politiske mode, hvor strukturel racisme og hvidt overherredømme er kodeord, skriver Berlingskes Bent Blüdnikow.

Museumsdirektør Poul Erik Tøjner er sikkert en glimrende leder af Louisiana, men ikke nogen stor tænker, skriver Bent Blüdnikow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

I gamle dage, det vil sige i slutningen af det 20. århundrede, talte man om den kulturradikale bermudatrekant. Dermed mente man, at dansk kulturpolitik blev udstukket af folk hos Gyldendal, Louisiana og Danmarks Radio, hvor venstrefløjen og de kulturradikale, som værdipolitisk gerne ville overbyde venstrefløjen, sad tungt på den offentlige meningsdannelse. Nogle mener, at Politiken burde nævnes med i en slags kulturmagtens firkant.

Knud W. Jensen, Louisianas stifter (tv.) med Ole Wivel i udateret arkivfoto. Knud W. Jensen og Ole Wivel var kryptonazister under besættelsen, men skjulte deres fortid i efterkrigstiden og blev »progressive«, da tidsånden var til det, skriver Bent Blüdnikow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix.

Bermudatrekantens dominans falmede noget efter Murens fald og begyndelsen af det nye årtusinde, og samtidig fremkom urovækkende afsløringer. Det viste sig, at nogle af kulturelitens folk havde været kryptonazister, men skjulte det godt efter krigen. Det blev afsløret, at Gyldendals direktør, Ole Wivel, havde skrevet hyldestdigt til de sejrrige nationalsocialister i krigens første fase og havde opfordret en ven til at melde sig til SS-tjeneste på Østfronten. Selv ville han ikke drage afsted.

Og Louisianas skaber, Knud W. Jensen, havde sammen med Ole Wivel og andre været aktive i foreningen Ringen, hvor man sværmede for tysk nationalisme, Tysklands sejre og den slags.

Disse begavede folk var imidlertid dygtige opportunister. De skjulte deres beundring for nationalsocialismen, efter krigen blev de »progressive« kulturfolk, og Ole Wivel fortalte i sin selvbiografi, at han stemte på Venstresocialisterne, da tidsånden var til dét.

I det nyeste nummer af »Louisiana Magasin« kan man se, at kunstmuseet endnu en gang følger med tidsånden. Nu er museet tilsyneladende blevet woke, som det hedder om den unge generation, der hylder identitetspolitik og vil have et radikalt opgør med kolonitiden, hvidt overherredømme, strukturel racisme og den slags.

I magasinets hovedartikel fortælles om den amerikanske sorte kunstner Arthur Jafa, og budskabet er, at strukturel vold i USA mod de sorte er et faktum. I artiklen tales der om »racisme og politivold mod den sorte befolkning«. Artiklens forfatter er museumsinspektør Mathias Ussing Seeberg, der skriver om Jafas kunstværk og om den »strukturelle undertrykkelse af og vold mod sorte amerikanere (...) og de filmede eksempler på politivold fortsætter med at melde sig. Mest opsigtsvækkende ved de brutale omstændigheder omkring George Floyds død«.

Ingen strukturel politivold mod sorte

Imidlertid viser visse amerikanske undersøgelser, at der ikke er strukturel vold mod sorte i det amerikanske politikorps. At der optræder flere sorte i voldssager skyldes, at sorte amerikanere er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne, og at denne overrepræsentation statistisk set resulterer i flere voldssager mod sorte.

Den konservative jurist Heather Mac Donald skrev således en kommentar i The Wall Street Journal, med dette budskab, hvilket resulterede i voldsom debat, protester fra avisens journalister og uro i forskerkredse. Debatten om årsagen til disse forhold er selvfølgelig lang og indviklet, og man kan finde artikler, der støtter Mathias Ussing Seebergs antagelser, men kompleksiteten synes ikke at optage Mathias Ussing Seeberg, der formulerer sig som woke-studenterne i USA og Danmark og fortæller om Jafas skildring af »blinde hvide privilegier og hvidt overherredømme«.

Og så kommer magasinets scoop. De lader Arthur Jafa tale med danske Jacob Holdt, hvis bog, »Amerikanske Billeder«, Jafa har haft som lidt af en bibel. Ja, det tror fanden, for Jacob Holdts bog var et tidstypisk koldkrigsprodukt, der ensidigt skildrede det racistiske USA, hvorfor den kan bruges i dag af folk, der skildrer USA som strukturelt racistisk. I artiklen er der ikke et ord om, at Jacob Holdts bog delvis blev finansieret af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, og at Holdt i øvrigt af Weekendavisen er blevet afsløret som meget lemfældig med sandheden.

Men for Louisiana er det ikke noget problem at løbe med tidsånden, og dybere refleksioner er unødvendige.

Magasinet indeholder også en samtale med forfatterinden Suzanne Brøgger, der tilhører Bermudatrekantens gyldne fortid, og som har bevaret den kulturradikale arrogance over for anderledes tænkende.

Således mente hun, at Henrik Dahls (LA) meninger var topnazisten Goebbels værdig. Hun forlod Det Danske Akademi, fordi akademimedlem Marianne Stidsen tillod sig at kritisere #metoo-bevægelsen. Men hos Louisiana er der altid en plads til en Suzanne Brøgger, der ikke vil være i stue med Stidsen. Stidsen skal ikke regne med at blive inviteret.

»Tøjner er sikkert en glimrende leder af museet, men nogen stor tænker er han ikke.«


I sin indledning skriver Louisianas leder, Poul Erik Tøjner, at historien aldrig gentager sig, men at fascismen altid er den samme. Tøjner er sikkert en glimrende leder af museet, men nogen stor tænker er han ikke. For pointen i disse tider er netop, at fascismen denne gang ikke er den samme.

Den viser sig nu som identitetspolitik og woke-aktivisme, der vil udelukke anderledes tænkende og storme statuer.