Kommentar: Omdannelsen af Hagia Sophia til moske er en langstrakt langefinger til den kulturelle verdensarv

Der er ramaskrig i UNESCO, pave Frans er såret, og Grækenland og USA maner den tyrkiske leder til besindighed. Recep Tayyip Erdoğan har mistet det internationale overblik. Der er ikke tale om opretholdelse af tyrkisk suverænitet, men om et brud på Verdensarvkonventionen.

»Målet er åbenlyst ikke længere formidling, men en magtdemonstration og en langtstrakt langefinger til sekulære samfund.« Fold sammen
Læs mere
Foto: ERDEM SAHIN

Det har i en rum tid kriblet i fingrene på den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og hans islamiske parti for atter at forvandle det UNESCO-anerkendte kulturikon Hagia Sophia til en moske.

Og nu bliver det altså en realitet. I fredags annoncerede præsidenten, at den første muslimske bøn vil blive afholdt i Hagia Sophia allerede 24. juli.

Kritiske røster fra blandt andre Grækenland og USA har påtalt den noget besynderlige beslutning, men uden held. Erdogan insisterer på, at der med beslutningen er tale om tyrkisk suverænitet i det tyrkiske rige. En noget ensporet og selvsmagende position at tage. Også i dén grad.

»»Et medlemsland er forpligtet til at overholde verdensarvkonventionen, som også gør, at vi herhjemme har et ansvar for at orientere den internationale komité, hvis vi en dag fandt på et jævne Jellingestenen med jorden.««


Hagia Sophia er et enormt værdiladet samlingspunkt for flere befolkningsgrupper. Som æstetisk monument og som historisk billede på dialog mellem befolkningsgrupper og religiøse samfund.

Bygningen, som oprindelig var en katedral, dernæst moske, så museum og nu moske igen, vil ikke længere repræsentere den sammenbringning af mennesker, der ellers var med til at understrege det sekulære, europæiske, vestligt orienterede Tyrkiet, men vil nu i stedet stå for noget nationalt, religiøst og reaktionært.

At museet optræder på UNESCOs verdensarvsliste under historiske områder i Istanbul er i øvrigt mere end bare en flot titel og et klap på skulderen.

Et medlemsland er forpligtet til at overholde verdensarvkonventionen, som også gør, at vi herhjemme har et ansvar for at orientere den internationale komité, hvis vi en dag fandt på et jævne Jellingestenen med jorden.

En simpel retningslinje for konventionen lyder: »Med fuld respekt for suveræniteten hos de stater, på hvis territorium kultur- og naturarven befinder sig, anerkender konventionens medlemsstater, at det internationale samfund har en kollektiv interesse i at samarbejde om at beskytte arven.«

Altså må det siges at Erdoğan har misforstået opgaven eller lukker øjnene for den. Den forkælede møgunge-tilgang til et så historisk åndehul vil unægteligt gøre skade på internationale forhold. Og har det nok allerede.

Både græske og amerikanske stemmer har været ude og kritisere beslutningen, og det samme har selveste pave Frans, der udtrykker, at beslutningen smerter ham meget.

Når det kommer til formidling af kulturarv er adgang alfa omega, og med omdannelsen fra museum til moske må man forvente at adgangen kompromitteres.

Målet er åbenlyst ikke længere formidling, men en magtdemonstration, en national, religiøs, politisk kampagne og en langtstrakt langefinger til det sekulære samfund.

Når alt kommer til alt, har vi alle tabt en kulturkamp, når en del af den internationale kulturarv inddrages som ekskluderende, religiøst rum.