Københavns ældste tegneseriebutik nær lukning efter 47 år: »Kun en superhelt kan redde os«

Kælderbutikken »Fantask« åbnede i kølvandet på ungdomsoprøret, og lukker nu efter 47 år – med mindre der indtræffer et mirakel, siger indehaveren.

læølæø
Eventyr i kælderhøjde hos tegneseriebutikken Fantask i København set gennem det runde overvågningsspejl i loftet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix

Et broget kapitel i Indre Bys butikshistorie ser ud til at være slut. Den legendariske tegneserieforretning Fantask, der også har været et centrum for science fiction-litteratur og spil, kan ikke klare konkurrencen fra den stigende handel på nettet. Derfor forventer forretningen nu at lukke til juni, og Indre By må sige farvel til en kulturel hjørnesten, der ovenikøbet er Københavns ældste af sin slags. Butikken åbnede i 1971, da tegneserielæsning i kølvandet på ungdomsoprøret blev mere end en interesse for børn.

Marit Nim, der har været ejer af butikken i ti år, fortæller bevæget, at der er brug for et mirakel i superhelteklassen, hvis butikken skal overleve.

»Vi har altid sagt, at vi var galaksens ældste tegneserie- og science fiction-forretning, og det har ingen endnu modsagt. Og nu er det slut,« siger Marit Nim til Berlingske.

Hun har arbejdet i den store kælderbutik i Sankt Peders Stræde i 24 år, det sidste årti altså som indehaver, og hun siger, at set i bakspejlet har forretningen altid har haft en kreds af loyale kunder, men at flere og flere af dem er blevet for gamle eller ganske enkelt er døde. Ejeren erkender, at forretningen ikke har udviklet nok tilbud til en yngre målgruppe.

»Vi har haft svært ved at hverve nye kunder, fordi vi ikke har haft plads i lokalerne til at tilbyde rollespilsudstyr eller holde magic kort-turneringer,« siger Marit Nim.

Meddelelsen om butikkens forestående lukning blev i første omgang sendt ud til butikkens kreds af abonnenter, dvs. personer, som butikken gennem årene har serviceret med forsendelser af amerikanske tegneseriehæfter:

»Det er med stor sorg, at vi må meddele, at det efter 47 år kan ende med, at Fantask bliver nødt til at lukke. Vi har længe kørt med underskud, og det ser desværre ud, som om vi til trods for adskillige tiltag ikke kan vende den nedadgående spiral selv. Vi har måttet sande, at konkurrencen fra andre butikker og det store internet, samt en del kunder, der lader til at være vokset fra os, alt i alt betyder, at den mængde, vi sælger, ikke længere står mål med, hvad det koster at ligge her i Sankt Peders Stræde.«

Morten Søndergaard, med kælenavnet »Marvel-Morten« arbejdede i Fantask indtil for nylig, var sideløbende oversætter af tegneseriebladet »Spiderman«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Jessen.

Meddelelsen er underskrevet »fantaskerne«, der dog holder en mulighed åben for, at man måske redde konceptet, enten som nethandel eller med en beliggenhed et andet sted. Men efter alt at dømme bliver det sidste hæfte solgt 29. juni i år.

Tegneserieelsker og filmredaktør på Dagbladet Information Christian Monggaard er kommet i kælderbutikken siden slutningen af 80erne, men før det, inden han flyttede fra Silkeborg til København, nød han godt af butikkens særlige ordning for tegneseriefans. Et par gange om måneden fik han fra Fantask tilsendt en stor pakke af de amerikanske superhelteblade, som butikkens medarbejdere havde lagt til side hos ham.

»Fantask har betydet rigtig meget i mine formative år. Her grundlagdes min glæde ved superhelte og tegneserier,« siger Christian Monggaard.

Han vurderer, at konkurrencen fra tegneseriekæden Faraos Cigarer, der i dag tæller adskillige butikker ikke langt fra Fantasks plads i Sankt Peders Stræde, er den primære årsag til Fantasks tilbagegang.

»Men det har også betydet noget, at Marvel Morten, der var med fra starten, gik på pension for et års tid siden. Rigtig mange seriefans har nydt at stå nede i butikken og snakke serier med ham gennem tiden, inklusive mig selv,« siger Christian Monggaard.

De to grundlæggere af butikken, Rolf Bülow og Søren Pedersen, fik i 2012 Pings ærespris for deres arbejde.