Katherine Diez: Hængerøvsbukser i sandaler er jo ikke kun dårlig stil i Operaen – det er dårlig stil alle vegne

» At gå i teatret bør først og fremmest handle om vores møde med kunsten, og den er sådan set flintrende ligeglad med, hvordan vi ser ud,« mener Katherine Diez Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Hvor er det i grunden forfærdeligt, som man klæder sig, når man går i Operaen i dag. Se ham dér! Sandaler og hængerøv!«

Sådan kværulerede Operaen på Holmens fader, Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller, eller rettere: Sådan forestillede dramatikeren Jakob Weis sig, at han kværulerede, da han skrev teaterstykket »Møller & Larsen«, der spillede i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater i 2018.

Selv sætter jeg mine ben i Operaen ikke sjældnere end et par gange om måneden, og inkluderer vi teatret og balletten, er vi måske oppe på fem eller seks gange. Det ved man, hvis man følger mig på Instagram. Der oplever jeg ofte at modtage beskeder fra tvivlrådige mennesker, særligt kvinder, som udtrykker en stor nysgerrighed og længsel efter at blive forført af scenekunsten, men som til min store ærgrelse lader sig holde tilbage af etikette: »Hvad tager man dog på sådan en særlig aften?« og »Jeg vil gerne, men jeg er bange for, at jeg slet ikke er fin nok«. Senest var det en læge i midten af 30erne, der henvendte sig, og mit klare indtryk er, at problemet hverken kender alder, residens eller uddannelsesbaggrund.

Ja, jeg kalder det et problem, fordi det er et problem. At gå i teatret bør først og fremmest handle om vores møde med kunsten, og den er sådan set flintrende ligeglad med, hvordan vi ser ud. Hvis den overhovedet påtager sig en holdning til os, er det noget ganske andet, det handler om: Hvordan vi har det. Hvordan vi lever. Og hvordan vi behandler hinanden.

Katherine Diez

»hvis folk går smagløst klædt i Operaen, gør de det formentlig også alle andre steder.«


I gamle dage var det vel stort set kun Søren Kierkegaard, som frekventerede Det Kongelige Teater for virkelig at være til stede i kunsten og nyde sin yndlingsopera, Mozarts »Don Giovanni«, men selv han var også kendt for at være en flanør med spadserestok og en værre ekshibitionist i det offentlige rum. Tiderne skifter. I dag er vi ikke bare bedre uddannet, vi er også – nå ja, set over en bred kam – mere dannede. Desuden har vi fået sociale medier hjemme i stuerne, så vi behøver praktisk talt ikke længere at tage ud for at blive set eller for at holde øje med vores rivaler.

Finkulturen, som indbefatter operaen, balletten og noget kunst og teater, har et lodret forkert, prætentiøst image og en bortskræmmende effekt på rigtig mange mennesker, som ikke er dus med den. For vores eget fælles bedste må vi akut overveje, hvordan vi lærer at kende forskel på »åndelig dannelse« og »elitær eksklusion«. Havde Mærsk Mc-Kinney Møller ret i sin konservative udmelding i »Møller og Larsen«? Ja og nej; hvis folk går smagløst klædt i Operaen, gør de det formentlig også alle andre steder.

Hængerøvsbukser i sandaler er ikke kun dårlig stil på Det Kongelige Teater – det er dårlig stil alle vegne. Men vi bliver ved med at tale kunst- og kulturlivets højborge op til helligdomme, og sådan bliver det aldrig comme il faut for den brede befolkning at besøge dem. Tænk, bare tænk, hvis det at beskæftige sig med kunst for langt de fleste blev en lige så naturlig del af hverdagen som at handle i SuperBrugsen. Sikke en smuk og vågen verden, vi ville leve i.