Katherine Diez: For at kunne leve med døden, må vi indhylle os i skønheden omkring os

»Jeg skal hente og bringe medicin for en kvinde med sklerose i nabolaget og bevæger mig i slowmotion gennem gaderne, der har forvandlet sig til et illusorisk skyggerige,« beretter Katherine Diez.

»Og nej, jeg føler mig ikke »krænket« over et ord. Vi er way past symbolværdi og floskler om politisk korrekthed. Sig (og drik), hvad du vil inden for hjemmets fire vægge, men vær opmærksom på, hvor åndstilbagestående du potentielt lyder, når du træder ud blandt andre mennesker,« skriver Katherine Diez. Fold sammen
Læs mere

Som privilegeret menig i skrive-/talestanden ser mine dage sikkert ud som de fleste af mine kollegers, som ligeledes kan arbejde hjemme under dynen uden at skulle bekymre sig mere end sædvanligt om at miste deres eksistensgrundlag, fordi vi alle sammen mere eller mindre har begået den fejl at forveksle vores identitet med vores arbejde. Eller måske er det ikke så meget en fejl, som det er et ubønhørligt vilkår; for at kunne være i det, må vi være det.

Jeg har ingen børn, så jeg står op mellem klokken syv og ni afhængigt af, hvad jeg har lyst til, og hvor meget jeg har på tapetet. Drikker Magasins økologiske fairtradekaffe på stempelkande, den kobberfarvede fra Bodum, sætter mig i Wegners Y-stol iført silkeslåbrok – eller går i seng igen – og læser dagens aviser.

Tjekker Instagram. Alenlange klamamser om forholdsregler og samfundssind med et afsluttende »pas på hinanden«, flankeret af en selfie fra en solbeskinnet og totalt overbefolket Assistens Kirkegård eller Amager Strandpark. Føler mig som den sociale samvittigheds bureaukrat. Tjekker Twitter: »Så gik den første i min omgangskreds konkurs. Hvor er det trist at se et menneske, der har givet sig 100 procent for at bygge en forretning op, blive tvunget til at kaste håndklædet i ringen. 100 ansatte. Blod, sved og tårer.«

Får en klump i halsen og mærker mit hjerte slå. Hej med dig, puls! Hvor har du været under hele karantænen?

Får noget for hånden.

I mit enevældes symbolske frokostpause ringer jeg sammen med en veninde, som fortæller mig om en hel familie, der er ramt, og befinder sig i kritisk tilstand. »De var sunde og raske. Nu føles det, som om lungerne fyldes med mere og mere cement for hver dag, der går.« Jeg begraver hovedet i mine vaskede, afsprittede hænder – har lige taget imod en madleverance i døråbningen – og forsøger at overdøve mit indre rædselsskrig med et højt »nej, nej, nej«. Det er alt, jeg kan sige.

En lille deviation fra Amnesty International tikker ind på min iPhone: »Texas og Ohio ser nu aborter som ikke-nødvendige indgreb, der skal udskydes.«

Må have luft.

»Det er, som om vi giver byen lov til at ånde frit og meditere for første gang i 75 år.«


Cykelturen til nærmeste apotek er uden ende, selv om jeg bor i hjertets aorta af kongens København. Jeg skal hente og bringe medicin for en kvinde med sklerose i nabolaget og bevæger mig i slowmotion gennem gaderne, der har forvandlet sig til et illusorisk skyggerige. Stort set ikke en sjæl på min vej ud over en gruppe unge på en kubikmeter græs. Med håndsprut. »OK, boomer«-attituden lever stadig i bedste velgående. Trækker vejret dybt og vender ansigtet mod Guds store lysanlæg. Som Rousseau bilder mig ind, jeg kan smage brokvarterernes duft på min tunge. Det er, som om vi giver byen lov til at ånde frit og meditere for første gang i 75 år. Hvilken forenende skønhed.

En følelse af lettelse strømmer ind over mig og giver mig et sekund dårlig samvittighed. Stilheden er konkurser, uønskede graviditeter, sygdom og død, husker jeg. Det var en fejl, det med skønheden. Eller måske er det ikke så meget en fejl, som det er et ubønhørligt vilkår; for at kunne være i det, må vi være det – for at leve med døden, må vi indhylle os i skønheden omkring os.