Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Jeg kan huske én af de mest spektakulære fødevarekriser i Danmark siden Anden Verdenskrig, selvom jeg kun var ni år gammel i 1998. Det var dengang, det begyndte med, at den sjette ferieuge stod på lønmodtagernes ønskeliste, og endte med, at der opstod et sort marked for udenlandsk gær til overpris. En dag jeg var med min mor ude at handle, stjal en mand en liter mælk fra vores indkøbsvogn. Jeg stivnede af skræk ved synet af en fornuftig voksen, der opførte sig som bøllerne i min skolegård. Hvorfor kunne han ikke bare holde nallerne for sig selv?
Den børnelogik minder ganske vist ikke så lidt om den totale nedsmeltnings dialektik, når gule breakingbjælker varsler, at dommedag er nær. For selvfølgelig er den ikke det. Vi befinder os til gengæld i et pandemisk tilfælde af SNAFU (den amerikanske hærs akronym for Situation Normal: All fucked Up under Anden Verdenskrig), og ikke bare skal den tages alvorligt, den skal tages med fornuft, dybe vejrtrækninger og – vores alle sammens nye buzzword – samfundssind.
Især sidstnævnte; nej, hvor ville det klæde os alle sammen, hvis vi straks stormede gamle, gangbesværede fru Larsens lejlighed for at spørge, om hun manglede toiletpapir, tænkte jeg, da jeg læste Dansk Journalistforbunds tidligere formand Lars Werges tweet oven på Black Friday-lignelsen i stort set alle fødevarekæder onsdag aften: Bekymrede borgere går i supermarkedet for at sikre fødevarer. Derefter går twitter- og overklasse-Danmark bonanza over, at »der hamstres«. Det virker som et led i Dantes inferno.
Werge har ret. Ja, det er usolidarisk at hamstre toiletpapir, men det er også usolidarisk at hælde litervis af litervis af vredens rygmarvsvæske ned i elitens kloak (altså Twitter). Folk reagerer forskelligt, når de er bange. Nogle dykker kritisk ned i alle aviser. Andre tror på Facebook-guden den almægtige. Desperation er såmænd en meget ren og menneskelig følelse, som vi skal sætte os ind i og prøve at forstå i stedet for at udskælde.
Iført gasmasker og månedragter kunne vi – inklusive skuespillerne, sangerne og sceneteknikerne – ære Stefan Zweigs smukke ord om kunstens nødvendighed i en pludseligt opstået krise.
Nu hvor teatrene er lukket ned, kan vi ikke få udsyn gennem indsigt med flygtningemoderniseringen af Mozarts »Idomeneo« i Operaen på Holmen. Vi kan ikke blive klogere på angstens stemme med Anna Bros forestilling »Rædsel« på Teater Grob. Men i mit ønskescenarie fik vi det til at ske. Iført gasmasker og månedragter kunne vi – inklusive skuespillerne, sangerne og sceneteknikerne – ære Stefan Zweigs smukke ord om kunstens nødvendighed i en pludseligt opstået krise i erindringsklassikeren Verden af i går:
»Folk lærte at værdsætte livets virkelige værdier – arbejde, kærlighed, kunst og natur – så meget desto højere, og midt under denne katastrofe levede folk mere intenst og anspændt end nogensinde før […] aldrig har vi i Østrig elsket kunsten mere end i disse kaotiske år, for da pengene lod os i stikken, følte vi, at kun det evige i os selv var sandt og bestandigt.«
Når hober af danskere hamstrer papir til deres bagdel, giver det selvsagt andre ondt i deres – denne skribent inklusive. Men ville det i denne krisetid ikke være common sense at søge inspiration hos Zweig og amokhamstre livets virkelige værdier?