Kappeklædte dansebjørne og tyggegummipop: Velkommen til Ramasjang Universitetet 2021

Kulturkommentar: Ved Københavns Universitets nylige velkomstfest, den såkaldte immatrikulation, for de studerende, blev det klart, at man endegyldigt ikke længere betragter de studerende som voksne mennesker, men nærmere som ubehjælpelige unger i et eksalteret børneprogram.

Det, du ser på billedet, er en velkomstfest, kaldet en »immatrikulation« på Københavns Universitet. Se godt på billedet, for i fremtiden bliver det tiltagende svært at skelne imellem en immatrikulation på Københavns Universitet og en tur i Cirkus Ramasjang.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hellige Flamme / Styrk i din Glands / Alle, som kæmpe for Musernes Krands! / Kundskab, din Stamme / Blomstrende staae, / Evig, mens Tiderne vekslende gaae!«

Ovenstående tekst, kaldet »Hellige Flamme«, stammer fra en kantate skrevet af J.L. Heiberg med musik af C.E.F. Weyse. Koret blev skrevet i 1839 og har siden været regnet som universitetets »kendingsmelodi« og været fast inventar ved Københavns Universitets årsfester og immatrikulationsfesten.

Som universitetet skriver på sin hjemmeside, ville en officiel fest på KU uden »Hellig Flamme«, være helt utænkelig. Sådan var det engang.

Desværre er der andre ting på KU, der heller ikke er utænkelige.

I gamle dage kunne nye studerende ved immatrikulationsfesten risikere at få puttet salt i munden som tegn på visdom, eller få hældt vin over hovedet i forbindelse med studiestart. Personligt vil jeg hellere have forceret et kilo vejsalt i munden end at skulle gense videoen »Matriculation 2021 highlights«, der er titlen på en ny video fra KU, som dokumenterer universitetets immatrikulationsfest 2021.

Jeg har dobbelttjekket, og jeg kan bekræfte, at videoen desværre ikke er kinesiske hackeres værk, men et sandt vidnesbyrd om uhyrligheder.

»Wælcåme all åf ju«

Den tidligere MGP- og ramasjangvært Sofie Østergaards stemme skærer gennem den silende regn: »Are you ready? Now go and get some new friends«. Nej, det er ikke Cirkus Ramasjang, der byder en flok forventningsfulde unger velkommen, men derimod årgang 2021 af nye universitetsstuderende. Bag Østergaard spiller den populære tyggegummifriske Lord Siva.

Gennem den kakofoniske suppe af Lord Siva og MGP-værtens stemme løber der en funky basgang af folkekomedie-engelsk. Rektor ved KU, Henrik C. Wegener, taler i mikrofonen: »Wælcåme all åf ju, tu dø Juniversity of OPENhagen«. Fik du den? Fra scenen slår Wegener ud med armene, mens han med så overdreven tydelighed udtaler ordet »OPENhagen«, at ingen har en barmhjertig chance for at misse pointen.

Afrettede bjørne

Løbende bliver de nye studerende præsenteret for de forskellige fakulteters dekaner. På trods af, at de i dagens anledning bærer deres flamboyante dekankapper, virkede flere af dem malplacerede og urolige ved situationen.

De forknytte dekaners påtagede engagement minder om en afrettet, sørgmodigt vuggende, russisk dansebjørn.

Særligt dekanen fra den Det naturvidenskabelige Fakultet, Katrine Krogh Andersen, ligner en, der hvert sekund vil forsøge at blinke et desperat S-O-S ud til den overrumplede omverden.

Der tages skægge selfies foran scenen. Der stilles finurlige spørgsmål til de udenlandske studerende. Der grines højt af ingenting. En tarvelig konfettikanon skydes af i regnen.

Vølvisk profeti

Ligesom hende vølven, der netop er blevet sat ind som kultur- og kirkeminister, evner jeg også at skue ud i fremtiden. Det, jeg ser, når jeg sigter langs den nuværende universitære deroute, er læsesale udskiftet med kuglebassiner, auditorier udskiftet med hoppeborge og rusture udskiftet med ponyridning i Legoland.

Hele den gearede immatrikulationsfest 2021 er en hån mod de studerende, universitetet selv, ja mod os alle. Det infantile setup beviser, at man fra administrativ side endegyldigt har opgivet at behandle de nye studerende som voksne mennesker.

Man ser for sig, hvordan ramasjangværten Sofie Østergaard går ned på knæ foran en siddende studerende og siger »Hej, lille ven, hvis det er for svært at læse Hegel, eller det driller med al den dumme anatomi, så kan du i stedet få et kvart årsværk ved at lave en skæg figur ud af en toiletrulle. Kunne du tænke dig det?«

De få ankre

Kontinuitet er i sig selv noget af det mest dyrebare og uerstattelige i en over 500 år gammel institutionen som KU. Ikke alt kan voldbøjes, så det passer til ens samtid, uden at man risikerer, at det knækker. De uforanderlige traditioner og institutioner i vores liv er nogle af tilværelsens få tilbageværende ankre i en tid, hvor alt skal smadres, opgraderes, skaleres, disruptes, kollapses, osv. Stands det!

Skal universitetets essens overleve, må vi overskride samtidens angst for det ophøjede og for euforien ved det svært tilkæmpede. Universitetet skal igen lære at stå fast.

Administrationen burde tvinges til at læse den sidste linje i Hellig Flamme: »Evig, mens Tiderne vekslende gaae!«, indtil de forstår, at universitetet ikke er en timelig børnehave med et højt lixtal. KU bør virkelig tage en alvorstung snak med sig selv om, hvad det er for et universitet, man vil have i fremtiden.

Da jeg startede på universitet, sagde professor Jens Glebe Møller på den første dag: »Her læser I ikke lektier. Her går I ikke i skole. Her træder I ind i et akademisk medborgerskab.«

Det var alvor. Til gengæld blev man også taget alvorligt.