Karl Rossmann er en god dreng, men selv om der ikke er meget at sige ham på, bliver han forvist, ydmyget, hånet, snydt, tævet, fyret og fornedret. Stakkels Karl! Hvad skal der blive af ham? Vil den unge hovedperson i Franz Kafkas roman »Amerika« til sidst blive genforenet med de forældre, der forviste ham fra Europa, fordi han – meget mod sin vilje og helt uden lyst – havde gjort tjenestepigen gravid? Eller vil hans trods alt stræbsomme liv slutte med en voldelig død, som det gjorde for Josef K. i en anden Kafka-roman, »Processen«?
Hvad enten man har læst romanfragmentet i den ene eller den anden version, kan man godt bilde sig ind, at det nok skal gå alt sammen.
Vi får det aldrig at vide, for som det gælder alle de tre romaner, Franz Kafka efterlod sig ved sin død som 40-årig i 1924, forblev den roman, som Nørrebro Teater nu har dramatiseret, et fragment. Første kapitel, »Fyrbøderen«, var en af de få tekster, Kafka selv udgav, resten roder. Vi kender end ikke fragmenternes indbyrdes placering. Så mens den første posthume udgave af »Amerika« slutter med et i sig selv ufærdigt kapitel, har den senere tekstkritiske udgave af samme romanfragment en helt anden, men på sin egen måde lige så lidt afsluttende afslutning.
Det smukke rod
Det er virkelig noget rod, men det er også noget smukt rod, for den konstante usikkerhed er et grundvilkår hos Kafka, og når usikkerheden spreder sig til værkets form, hænger tingene på deres egen mærkelige måde sammen. I »Amerika« lever den 17-årige Karl Rossmann med den usikkerhed, at han gang på gang lider nederlag, selv om han i grunden kun vil det bedste. Han er, skønt uskyldig, den evigt skyldige. Han havde virkelig ikke lyst til at være sammen med den der tjenestepige, det hele skete bare, hans organ reagerede, selv væmmedes han, alligevel forvises han.
Den rige onkel, senatoren, som han ved et bizart sammentræf møder i kaptajnens absurd overfyldte kahyt, inden han definitivt forlader det skib, der har sejlet ham til New York, tager ham til sig, men forstøder ham kort efter af bagatelagtige årsager. På det store Hotel Occidental udsættes han – i sin egenskab af elevatordreng og i lighed med Josef K. fra »Processen« – for et forhør, der er så absurd og meningsløst, at det næsten er sjovt, men det er også tragisk, for han har intet ondt villet eller gjort, han har faktisk passet sit arbejde bedre end kollegerne. Og det slutter ikke her, for da han er blevet sluppet fri og med hjælp fra overkokkepigen, der har et godt øje til ham, er sluppet for yderligere straf, bliver han, aldeles mod sin vilje, tjener hos den overvægtige, forfængelige, krævende, ondskabsfulde sangerinde og måske-luder Brunelda, der bor i en lejlighed, der er proppet til randen med ting og mennesker.
Det er alt sammen både morsomt og sørgeligt, og man genkender Kafka i det meste: Man genkender dette med den dømmende fader og de dømmende faderskikkelser (at Karl selv er blevet far er ikke noget, romanfragmentet vender tilbage til efter den indledende konstatering af dette faktum). Man genkender dette med fortabtheden i det ukendte, det skræmmende syn af aldrig før sete, endeløse trapper og fortvivlelsen ved at fare vild (som i første kapitel, hvor Karl går tilbage til sit skib for at hente en glemt paraply, men i stedet uforvarende ender hos fyrbøderen). Man genkender skyldfølelsen. Man genkender den klaustrofobiske overfyldthed, som også findes i et vanvittigt og absurd kapitel i »Processen«. Man genkender de grotesk morsomme optrin, der kan give mindelser om både Chaplin og Marx Brothers. Man genkender, og det, man genkender, har mareridtets karakter, og dette er typisk for Kafka, men i »Amerika« er mareridtet mindre mørkt, ja, nærmest muntert.
Karl bryder aldrig helt sammen, som en af stumfilmens antihelte rejser han sig hver gang, uanset mængden af knubs, og hvad enten man har læst romanfragmentet i den ene eller den anden version, kan man godt bilde sig ind, at det nok skal gå alt sammen (også selv om Kafka i nogle dagbogsoptegnelser antydede det modsatte). Vennen og udgiveren Max Brod, der trodsede hans ønske og undlod at brænde hans efterladte manuskripter, skriver i efterskriften til sin første udgave af »Amerika«, at Kafka selv engang havde sagt til ham, at netop denne roman var lysere og mere håbefuld end noget andet, han havde skrevet, så hvem ved: Måske endte det hele lykkeligt for vores ulykkesramte ven?
Hvad skal bogen hedde?
Men vi får det aldrig at vide, for forfatteren opgav sin roman, han kunne ikke få styr på stoffet, forklarede han Max Brod, og selv titlen står åben, for »Amerika« var noget, Max Brod fandt på, med henvisning til at vennen selv havde kaldt det endnu ikke færdigskrevne for »sin amerikanske roman«. I et senere efterord til sin udgave af romanfragmentet påpeger Max Brod imidlertid selv, at Kafka i sine dagbøger havde henvist til det som »Der Verschollene«, så sandsynligvis var det det, romanen var kommet til at hedde, hvis den var blevet færdig. Men vi ved det ikke, vi ved blot, at det er det, fragmentet hedder i nyere udgaver på tysk, og at det hedder noget tilsvarende på de fleste andre sprog, hvis det da ikke, som i Karsten Sand Iversens fornemme danske nyoversættelse, hedder både det gamle og det nye – »Amerika – den borteblevne« – eller, som i Nørrebro Teaters aktuelle dramatisering, bevarer sin »oprindelige« titel. Romanfragmentet er, uanset hvad, og som Kafkas samlede værk set under ét også er det, uomgængeligt og fuldendt i al sin fragmenterede, forvirrede ufuldkommenhed, og det kan lyde som en selvmodsigelse, men det behøver det ikke være. Forfatteren og filosoffen Villy Sørensen, der havde så fornem en sans for det sære, udtrykker det sådan her i bogen »Kafkas digtning«:
»Et forfatterskab er andet og mere end summen af forfatterens værker, det er først og fremmest den stræben, der udtrykker sig igennem dem.«
»Amerika« har premiere på Nørrebro Teater 27. november.
