Kafka på Sydfalster

Franz Kafka, en af de største forfattere i det 20. århundrede, var ingen lykkelig mand. Han måtte på et skrækkeligt badehotel i Danmark, før han forsøgte at ændre sit liv. En ny, storslået biografi fortæller om perfektionisten fra Prag, der steg om i Væggerløse.

BERLIN

En sommerdag i 1914 rejste en yngre mand, korrekt klædt og med overskuelig bagage, fra Tyskland til Danmark. Første station var Væggerløse på Sydfalster. Her blev han hentet i en vogn og bragt til Marielyst. Han skulle holde ferie med en kollega og dennes elskerinde. Kollegaen havde opfordret ham til at komme, for manden var nedtrykt og havde brug for selskab.

Den nye gæst brød sig ikke om stedet, et badehotel, der engang havde været en bondegård. Det første indtryk var »fortvivlende«, huset »elendigt« og maden »dårlig«, skrev han senere i sin dagbog. Der var ingen frugt eller grøntsager. Manden var vegetar, perfektionist og æstetiker, Danmark levede ikke op til niveauet. Han besluttede at tage flugten dagen efter.

Men den rejsende, Franz Kafka, et af det 20. århundredes litterære genier, blev i Marielyst i ti døgn. Under opholdet besluttede han sig til at opsige sin stilling i et forsikringsselskab i Prag og begynde et liv som forfatter i München eller Paris. Han nedfældede sine tanker i et brev til forældrene, hos hvilke han, skønt 31 år, stadig boede. Han afleverede det til et posthus på Falster 20. eller 21. juli. Det skulle være et vendepunkt i hans liv.

Brevet nåede frem, men beslutningen blev aldrig eksekveret. Blækket var knapt nok tørt, før Første Verdenskrig brød ud. Projektet blev umuligt, en afbrudt drøm, der føjer sig smukt til Kafkas andre nederlag.

Franz Kafka (1883-1924) blev alligevel forfatter, men nåede aldrig at nyde succesen. Han betragtede sin gang på jord som en pinefuld færd, en øvelse i Weltschmerz. Begrebet var opfundet hundrede år forinden, men Kafka perfektionerede det. Han levede i en puppe, som tysksproget jøde, bange for sig selv og omverdenen. Prag var dengang en provins i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, et slags beskyttet værksted for et multikulturelt samfund, som snart skulle falde fra hinanden. Kafka var seismografen. Han sansede mere end de fleste, og han gik næsten i stykker på det.

Seks år

Man skulle tro, at et sådant liv ville give stof til en halv snes store biografier. Det mærkelige er, at de ikke er skrevet, i hvert fald ikke i nyere tid, og ikke på hans modersmål. Først nu foreligger der én. »Kafka - Die Jahre der Entscheidungen«, netop udgivet i Tyskland, er derfor en begivenhed, og den vil give rystelser internationalt. Der er stadig unge mænd i T-shirts med Kafka-citater, som vil skrive en bog, mange af dem er amerikanere og befolker cafeerne i Prag, på jagt efter inspirationen. Der er også rigeligt af litteraturforskere, som med pincet og forstørrelsesglas roder i Kafkas liv, i hans manuskripter, dagbøger og breve, som mod hans vilje blev bevaret efter hans død af vennen Max Brod og lagt frem for alverden.

Der er altså brug for en ledetråd, hvis man ikke kan nøjes med fortællingerne, hvad der ellers er al grund til. Reiner Stach, forfatteren af biografien, noterer, at de første læsere af Kafka må misundes, fordi de intet vidste om manden. De kunne nyde historierne som litteratur og ikke som en fortsat nøgleroman med kodeord og hemmelige hentydninger. Det er imidlertid med litteraturforskningen som med atombomben. Den er opfundet og lader sig ikke nedfinde. Man må få det bedste ud af den.

Stach leverer varen, om end han nøjes med at se på en kort periode, årene fra 1910 til 1915. Det er rigeligt. Der er over 600 sider, ikke én kedelig imellem. Ikke mange mennesker, heller ikke forfattere, er så interessante, at deres liv kan afføde godt 100 sider pr. år. Hos Kafka er det i underkanten.

Passionen

Kafka er medrivende, fordi han er indbegrebet af den angst og fremmedgørelse, som ødelagde Europa to gange i første halvdel af 1900-tallet. Han var neurotiker, hypokonder og storforbruger af tvangstanker. Han passede glimrende ind i det Centraleuropa, som inspirerede Freud til at opfinde psykoanalysen. Den eneste grund til, at han ikke blev vanvittig, synes det, er hans passion: »Jeg består af litteratur, jeg er intet andet og kan ikke blive noget andet,« skrev han.

Måske er det rigtigt. Hans to store problemer - ud over hans eget indre - var faderen og kærligheden. Førstnævnte, indehaver af en galanterivareforretning i Prag, virkede på ham som en mand fra Mars; sådan var det sikkert også den modsatte vej. Han endte med at gøre en dyd af nødvendigheden. Den koleriske far overskyggede ikke alene hans liv, men også hans arbejde. Kafka brugte ham i sine fortællinger og skrev sig halvvejs ud af elendigheden.

Biografien gør overraskende lidt ud af faderkomplekset. Til gengæld får vi rigeligt - næsten for meget - at vide om hans trængsler med kærligheden. Han var, hvad de fleste kvinder ville kalde et håbløst tilfælde og endte med at blive verdenslitteraturens ungkarl. Men det var ikke fordi, han ikke prøvede. Den mest udsatte var Felice Bauer, en kontorist fra Berlin. De lærte hinanden at kende hos Brod, hun var en kvik, fornuftig og noget enfoldig pige, ikke synderlig køn, nærmest det modsatte. Han bestormede hende med breve, til sidst gav hun efter, og i samme sekund trak han følehornene til sig. Man har hørt om fænomenet, hos Kafka var det ekstremt. De endte med at blive forlovet. Kort efter brød de forbindelsen. Senere blev den genoptaget, men Kafka var aldrig helt nærværende. Han kunne ikke få sig selv til at røre ved hende, hendes skæve tænder og guldplomber væmmede ham, og han blev såret over, at hun ikke slugte hans debutbog, »Betragtning«, med det samme.

Den danske inspiration

Kafka kendte også andre kvinder, næsten alle - undtagen prostituerede - platonisk. Han var en flot fyr, 182 centimeter høj, og kunne være charmerende, selvironisk og et galant pindsvin. Eftertiden har revet sig i hårene over, hvorfor det netop skulle være Felice, der blev den - næsten - udvalgte. Et godt gæt, som også biografien kommer ind på, er, at han havde brug for et menneske, han kunne forme og bruge. En skrap moster ville ikke have været formålstjenlig. Kafka brugte kvinder som et slags tørpulver, han kunne opløse ved behov. Desværre blev han også selv opløst.

Det var i denne tilstand, han dukkede op på Sydfalster, hvilket for ham ikke må have været væsensforskelligt fra Mars. Hans entré på Marielyst er et af bogens centrale kapitler, ikke på grund af det forfærdelige badehotel, men fordi han her forsøgte at give sit liv en ny mening. Han var ikke ukendt med dansk litteratur. Hans novelle »Forvandlingen« er, mener Stach, delvis inspireret af Johannes V. Jensens fortælling »Kondignogen« om et menneske, der forvandler sig til et fortidsagtigt uhyre. Han slugte Kierkegaards »Forførerens Dagbog«. Kierkegaard havde hang til depressioner, som Kafka. Der var også, mente han, visse ligheder mellem Felice Bauer og Regine Olsen, Kierkegaards unge veninde, som han stødte fra sig nogle dage efter forlovelsen. Havde de begge levet i 1970erne, kunne de have dannet en mandegruppe.

Kafka på dansk

I sin levetid offentliggjorde Franz Kafka kun godt 250 sider. De fleste af hans værker er udkommet efter hans død - imod hans testamentariske ønske. De fleste er oversat til dansk. Et udvalg:

»Processen«. Gyldendal, 2002. Roman om en bankmand, der dømmes af en ukendt ret for en brøde, han ikke kender.

»Slottet«. Gyldendal, 2001. Roman med metafysiske overtoner om landmåleren K., der forgæves søger at trænge igennem et voldsomt bureaukrati for at få bekræftet, at han har fået et hverv i denne verden.

»Amerika«. Gyldendal, 1997. Roman om tysk emigrants forgæves forsøg på at tilpasse sig forholdene i USA.

»Aforismer og andre efterladte skrifter«. Roskilde Bogcafé, 1999. Udvalg af Kafkas mindre skrifter.

»Dommen og andre fortællinger«. Gyldendal, 1998. Korte fortællinger om outsiderens groteske og absurde situation i et hverdagsagtigt Prag.

»Kære far, forstå mig ret - «. Nansensgade Antikvariat, 1993. Kafkas aldrig afsendte brev til sin far.

»Forvandlingen«. Aschehoug, 1993. Handelsrejsende Gregor Samsa vågner en morgen og finder sig forvandlet til en skarnbasse.

»Mit liv er en tøven før fødslen«. Hans Reitzel, 1991. Uddrag af dagbøgerne.

Det gjorde de ikke, og det fascinerende ved Kafka er, at man dårligt kan forestille sig ham i nogen anden tid end netop ved begyndelsen af forrige århundrede og i den tilstand, man kan se ham på billeder. Hans glatte ansigt var næsten aldersneutralt, hans smil høfligt men uudgrundeligt, en slags mandlig Mona Lisa. Han higede efter menneskeligt selskab, men blev bange, når ønsket blev opfyldt. Han mængede sig ikke i litteraturscenen og blev mere glad, når han fik et manuskript retur, end når det blev antaget til udgivelse. Han ville have haft det svært i eventkulturen. Man kan heller ikke forestille sig ham med kone og skrigende børn. Han hadede larm og uorden, han var pertentlig til det ulidelige og søgte at holde sig fjernt fra den overfladiske - men ofte blodige - virkelighed. Da Første Verdenskrig eksploderede, skrev han i sin dagbog: »Tyskland har erklæret Rusland krig. Eftermiddag svømmeundervisning.«

Mere excentrisk kan det ikke blive, men han vidste, hvordan han bedst kunne udnytte talentet. »Hvad jeg har ydet er udelukkende et resultat af ensomheden,« skrev han. Først kort før sin død - af tuberkulose - fik han nogle lykkelige måneder med en kvinde i Berlin, Dora Diamant. En selskabsløve blev han aldrig, men hans styrke var, at han levede med øjnene. Med dem kunne han fokusere på det væsentligste. Det lyder enkelt, men man kunne ønske, at nye forfattere tager ved lære. De kan begynde ved at læse biografien, måske den vigtigste af slagsen ved indgangen til det 21. århundrede, og de behøver ikke engang tage til Sydfalster.

Reiner Stach: »Kafka - Die Jahre der Entscheidungen«. Forlaget S. Fischer, Frankfurt am Main. 670 sider, ill. Pris 29,90 euro.