Om den dybe lidelse skrev Friedrich Nietzsche, at den gør én fornem og adskiller den lidende fra den gemene hob. Man skulle næsten tro, at filosoffen havde været én af inspirationskilderne til Todd Phillips’ film »Joker«, for sjældent har en skuespiller lagt krop og sjæl til så mange fortrædeligheder som Joaquin Phoenix i filmens titelrolle.
Fra første til sidste scene bliver hans karakter ugleset og hånet, forladt og forhadt, og han gennemtæskes tre-fire gange. Kvinder skyer ham, og selv hans egen mor … nå, vi skal ikke spoile for meget plot her. Men lidelserne har en mening, for ud af dem vokser det helt særlige mareridtsmenneske, der danser leende på det gennemsnitliges grav. En ny super-Joker er kommet til byen, og grinet stikker i halsen.
