Så oprandt omsider ugen, hvor en større virksomhed tog regeringen på ordet og lod anbefaling være anbefaling. Svenske IKEA demonstrerede, hvordan de hos møbelkædegiganten forstår sig på en hel del mere end Billy-reoler og köttbullar med mos, da de skar igennem den ministerielle anbefalingsnewspeak og nægtede at gå stilfærdigt ind i den gode nat. Eller rettere: at blive lagt i kunstig koma i nationalrespiratoren ved siden af sidste uges rituelt slagtede zoodirektører. Der må for øvrigt forventes seriøs sommertrængsel i den respirator, når den samlede oplevelses- og serviceindustri snart ryger samme vej.
Nå, men tilbage til IKEA. Uforfærdede som en elg på gærede æbler gav vort broderfolk os en omgang anskuelighedsundervisning i, hvordan enhver regering pr. definition udøver – og ønsker at udøve – magt. Magten kan håndhæves med bekendtgørelser og love eller med bløde, eller eufemistiske, vendinger om, at »det vil være i vores alles interesse, hvis vi ikke er nødt til at lave påbud, men det må på det kraftigste anbefales«. Sidstnævnte udsagn lyder jo umiddelbart mindre magtudøvende og, ja, ligefrem besnærende imødekommende. En anbefaling må da klart være at foretrække frem for en befaling, ikke sandt?
