Jeg tør ikke tænke på, hvordan det går, når nogen opdager, at Hansen-sortimentet stadig rummer en is med navnet Kongo

Pludselig gik det op for nutidens krænkelsesmimoser, at menneskeheden ikke altid har levet op til FNs verdensmål.

Til de mindre modige er der blot at sige, at siden du alligevel har levet dit liv som privilegieblind og sidder med fødderne solidt plantet i den strukturelle magtforvridnings-suppedas, så er det kun rimeligt, at du bliver hjernevasket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Skulle man nogensinde have troet, at kulturhistorisk krænkelsesparathed altid udspringer af retfærdig harme, så skulle jeg hilse og sige, at dette blev sommeren, der endegyldigt manede den illusion i jorden.

Pludselig gik noget op for nutidens krænkelsesmimoser: Menneskeheden har ikke altid levet op til FNs verdensmål! Og så var Fanden løs i Laksegade. Eller rettere i is-butikken, hvor Hansens Flødeis fik travlt med at tækkes det nye segment af vrede, men ikke nødvendigvis indsigtsfulde, forbrugere. Isproducenter ved, at vi er, hvad vi spiser, så ud med den gamle eskimo og ind med oprindelige folk fra de arktiske egne. Bare lidt ærgerligt, at vi fra nu af vil associere smagen af Hansens Flødeis med gammel sæl. Jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det går, når nogen opdager, at Hansen-sortimentet vist stadig rummer en is med navnet Kongo. At omdøbe den til Den Kolde Sorte må vist være en disciplin for de særligt modige.

En sådan en af slagsen var eskimo-forhandleren fra Frederiksberg, der som en af få havde is i maven. Og det er jo dér, den slags bedst befinder sig.

Mod er i det hele taget, hvad det kræver, hvis man nu om dage insisterer på blot den mindste form for proportionalitet i krænkelsesdebatten. Til de mindre modige er der blot at sige, at siden du alligevel har levet dit liv som privilegieblind og sidder med fødderne solidt plantet i den strukturelle magtforvridnings-suppedas, så er det kun rimeligt, at du bliver hjernevasket i safe spaces på wokesk. Det har altid været federe at få knægtet sin ytringsfrihed af folk, der er nyligt opvågnede. Eller som er selverklæret særligt opmærksomme på, hvad der foregår omkring dem.

»Mod er i det hele taget, hvad det kræver, hvis man nu om dage insisterer på blot den mindste form for proportionalitet i krænkelsesdebatten.«


Særligt opmærksomme? Tja, måske. Eller måske bare usædvanligt dårlige til at mentalisere, dvs. at være i stand til at forstå andre mennesker ud fra disses tanker og intentioner. Netop sidstnævnte – at forstå situationer ud fra folks intentioner – lader det til at ligge noget tungt med i den krænkelsesparate lejr.

De varme lande er noget lort

Lad os f.eks. tage sommerens mest surrealistiske eksempel: Vor barndoms nationalskjalde Shu-bi-dua og Danmark-sangen fra 1978. En eller stakkels person på kloden blev i sommerens løb rystet dybt i sin grundvold over, at Shu-bi-dua i sangen ytrer frasen »de varme lande er noget lort«. Nu kunne man selvfølgelig indvende, at forargelsen trods alt må have været til at overse, siden det har taget over 40 år at blive pikeret. Man må også formode, at i en verden af over 7 milliarder mennesker vil der altid være minimum én person, der indtager selv det mest fantasifulde synspunkt. Så vi kan stadig leve i håbet om, at den rystede person var en enlig svale, der blev fanget på det forkerte ben af en agurketids-ramt journalist.

Men da jeg holder meget af Shu-bi-dua og stadig hører dem med stor fornøjelse, så lad os bruge dette eksempel til anskuelighedsundervisning i, hvordan nogle mennesker har en ufin tendens til at underkende andres intentioner. Eller endnu værre: At læse onde intentioner ind i situationer, der end ikke rummer skyggen af evidens herpå.

Vi ridser lige konteksten for Shu-bi-dua-frasen op ved at citere hele verset: »Der findes andre mennesker end dem, der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi ligegodt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort«.

Helt almindelige kommunikationsevner hos normalt fungerende voksne mennesker tilsiger, at vi i det mindste gør et rudimentært forsøg på at forstå den kontekst, fraser ytres i. Så her må vi spørge os selv: »Tænke, tænke, mon de her sangere tror, at alle andre mennesker end danskere bor i huler? Eller slås hele dagen?«  Svaret er, at det gør sangerne jo nok ikke. Det ville forudsætte seriøse huller i deres paratviden og så nedladende overfor andre folks intelligens er det trods alt svært at være, hvis man stadig vil anses som et særligt sensitivt og vågent menneske.

Næ, hvis man ønsker en på opleveren med Shu-bi-dua, så lad mig i stedet hjælpe klumme-læseren til en anderledes frydefuld gysen fra de varme lande med sangen »Mig og så Harry«. Her er jeg-fortælleren og Harry draget på safari, men det går dem hverken værre eller bedre end, at de tages til fange af nogle seriøst fæle karle. Heriblandt Ali (eskimo-is, gå hjem), som skal fejres, fordi han har fødselsdag. Og da de fæle karle desværre viser sig at være … kannibaler, tror jeg ikke, at jeg afslører noget uventet ved at sige, at safarien kunne være endt bedre.

Eller som Shu-bi-dua så lakonisk konkluderer: Man bør ende sine dage – med at blive til en kage.