Thomas Vinterbergs film »Druk« vandt søndag prisen for bedste ikkeengelsksprogede film ved British Academy Film Awards, Bafta. Det er kun anden gang, en dansk film har vundet denne pris. Første gang var Gabriel Axels »Babettes Gæstebud«, som også vandt en Oscar i 1987.
Takketalen, som kan ses herunder, indledes med ordene »Tak for prisen. Jeg havde nu en lille mistanke om, at I briter ville kunne lide en film om druk,« siger Thomas Vinterberg.
Han fortsætter med at nævne sin datter Ida, som døde under tilblivelsen af filmen. Mange roser talen på Twitter, hvilket flere udenlandske medier ligeledes gør.
Hos kollegerne på B.T. har de fundet dette tweet, som næsten er for godt til ikke også at komme med her på Berlingske. Twitter-brugeren Jack Walker illustrerer med et lille klip af en grædende kvinde, der spiser is, hvordan han havde det hjemme foran skærmen.
ABC, som er den australske version af Danmarks Radio, har Thomas Vinterbergs takketale i en top fem over de bedste øjeblikke fra gårsdagens Bafta-uddeling.
»Det skulle have været debutfilmen for Thomas Vinterbergs 19-årige datter, Ida. Fire dage efter optagelserne til filmen begyndte, døde hun i en bilulykke i Belgien,« skriver ABC.
Louise Tutt, redaktør af magasinet Screendaily tweetede, at »selvfølgelig elskede vi din film om druk, Thomas Vinterberg! Og også din fantastiske, rørende tale.«
BBC har ligeledes talen med i sin opsamling på aftenen, der på grund af coronarestriktioner var noget mindre glamourøs end vanligt. Under overskriften »Alle elsker en gæsteoptræden (»cameo«) fra et familiemedlem«, nævner BBC Thomas Vinterbergs tale til sin datter.
Også The Guardian har nævnt talen i sin opsamling på aftenens Bafta-uddeling.
TheFilmMagazine.com skriver om prisuddelingen, at »selvom ceremonien selv var skåret og tonet ned, var der stadig mindeværdige øjeblikke, inklusiv en rørende takketale fra Thomas Vinterberg, efter at hans film, »Druk«, vandt prisen for bedste ikkeengelsksprogede film.«
Det er tredje gang, Thomas Vinterberg er nomineret til prisen for bedste ikkeengelsksprogede film ved Bafta-uddelingen. De andre nomineringer var for »Festen« og »Jagten«.
Filmen er også nomineret til en Oscar for bedste internationale film, og så er Thomas Vinterberg som den første dansker nogensinde nomineret til en Oscar for bedste instruktør.