»Jeg er i chok over, at det sker. Alle omkring mig er i chok – hvad sker der?«

Anne Boukris er ikke kun jøde. Hun er blandt andet leder af den jødiske filmfestival, der hvert år finder sted i København. Hun har også i en periode været medlem af repræsentantskabet i Det Jødiske Samfund i Danmark. Og lige nu er hun chokeret over weekendens hændelser, hvor blandt andet en jødisk gravplads i Randers blev skændet, og en familie i Silkeborg chikaneret. Begivenheder, der lidt overraskende for hende, bekræfter, at antisemitismen lever i bedste velgående i Danmark.