Jeanett Albeck: »Jeg var i chok over, hvor racistiske og sexistiske deres jokes var. Det var en ren gyser!«

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det musikeren, performeren og komponisten Jeanett Albeck, der også er vært ved uddelingen af årets Blixenprisen-event.

»Jeg hørte engang Jørgen Leth sige, at han ikke altid læser en bog fra start til slut, at han tit starter et tilfældigt sted og læser derfra. Jeg ved ikke, om det bare var noget, han sagde, men det inspirerede mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger 'dansk kultur', hvad tænker du så på?

»Jeg siger, at det er en hyggefrikadelle-kartoffel, der bliver nervøs, når tingene bliver for intellektuelle, elitære og smalle. Men jeg siger også verdensklassekunst og visioner, som rækker langt ud over vores lille land. Vi rummer store kontraster i den danske kultur. Begrænsninger og store muligheder på samme tid.«

Hvad er dit livs største kulturoplevelse?

»Det var en performance i Berlin. Jeg var i start-20erne, alene i Berlin, og gik i Volksbühne (et ensembleteater, red.) uden at ane, hvad jeg skulle se. Det viste sig at blive den VILDESTE oplevelse. Teatergruppen Gobsquat spillede deres forestilling »Kitchen«, som var en genskabelse af Andy Warhols hedonistiske eksperimenterende film fra 1960erne. Forestillingen ramte et felt mellem performance, teater og film, der var magisk, og som jeg altid selv har elsket, men som dengang ikke rigtigt fandtes herhjemme. Nu er det blevet mere almindeligt at blande genrerne, og ordet 'performance' er heller ikke lige så forbudt længere, som det var  for bare få år siden.«

Jeanett Albeck er kun en gang gået fra en forestilling, som hun fandt både chokerende sexistisk og racistisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad er din værste kulturoplevelse – fordi?

»Det må være en »Late Night« på Nørrebro Teater engang for cirka 10 år siden. Jeg havde selv optrådt med Sort Samvittighed, og vi satte os bagefter i salen og så de andre optrædende, deriblandt et par af landets førende mandlige standuppere. Jeg havde ikke set meget standup på det tidspunkt, og jeg var i chok over, hvor racistiske og sexistiske deres jokes var. Det var helt grotesk. »Der er jo ingen, der gider kneppe fattige afrikanske kvinder, fordi deres patter er så lange,« var blandt andet én af de lækre kommentarer! Det værste var, at salen skreg af grin. Det var en ren gyser!

Det ødelagde mit billede af, hvad standup er, eller i hvert fald kan være, i lang tid.

Senere fandt jeg heldigvis ud af, at der selvfølgelig er mange fuldstændig fantastiske komikere, og jeg elsker genren. For nylig har jeg fået øjnene op for for eksempel Hannah Gadsby, som er for VILD! Og jeg har sjældent grinet så meget, som da jeg så Sanne Søndergaards show »Selvsær« på Bremen sidste år.«

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling, eller har du nogensinde læst slutningen på en bog først?

»Jeg gik dengang til »Late Night«. Men det er også den eneste gang, tror jeg. Jeg hørte engang Jørgen Leth sige, at han ikke altid læser en bog fra start til slut, at han tit starter et tilfældigt sted og læser derfra. Jeg ved ikke, om det bare var noget, han sagde, men det inspirerede mig. Siden har jeg af og til startet tilfældige steder inde i en bog og læst den mere fragmentarisk. Så bliver det jo nærmest til poesi. Men altså, det er jo lidt blasfemisk over for forfatteren, og man misser også en hel del, trods alt, så det er ikke noget, jeg gør så tit.«

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske!

»Jeg har ikke ét, jeg har en uendeligt lang række. Og det fortsætter jo resten af livet.«

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse?

»Hvem afgør, hvad der er den rette kulturforståelse? Det har altid kedet mig, når folk gør sig selv til smagsdommere og tror, at de ligger inde med det store svar. Når det så er sagt, er Danmark jo lidt et hyggekartoffelsamfund. Jeg savner af og til nysgerrighed og åbenhed over for det, man ikke kender i forvejen, hos 'danskeren'.«

»Jeg befinder mig nok lidt på min egen frekvens som mange andre kunstnere, og jeg har aldrig rigtigt forstået hvad der er god og dårlig smag. Det er nok bare en fordel.« , fortæller Jeanett Albeck til Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Jeg elsker selv at arbejde i feltet mellem det folkelige og det avantgardistiske og har begge dele med i min baggage – det folkelige fra min danske arbejderfamilie på den ene side og det intellektuelle og finkulturelle fra den østrigsk-russiske på den anden.

Min oplevelse er faktisk, at uanset hvor i landet jeg optræder, og hvem det er for, så er danskerne åbne for 'det mærkelige', når de føler sig trygge nok. Så hvis man får gjort sit publikum trygt, så er der faktisk plads til avantgarde i lille Danmark. Men avantgarde uden det folkelige har lidt trange kår, må man nok sige. Selv kan jeg næsten ikke få det tungt, mørkt og smalt nok. Men jeg er jo heller ikke rendyrket dansker.«

Er der særlige ting, man bare ikke gør i dansk kulturliv, eller nogle særlige uskrevne regler, du har oplevet at slå dig på?

»Der er helt sikkert masser af uskrevne regler rundt omkring derude, men jeg har aldrig interesseret mig for dem, hvis jeg skal være ærlig. Jeg befinder mig nok lidt på min egen frekvens som mange andre kunstnere, og jeg har aldrig rigtigt forstået, hvad der er god og dårlig smag. Det er nok bare en fordel.«

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»#MeToo´s anden bølge, kickstartet af Sofie Lindes tale og alt det, der er fulgt efter. Og den tale stod selvfølgelig på et fundament skabt af dem, der i årevis har knoklet for at få åbnet for den feministiske samtale. Også da ingen interesserede sig for emnet. Hurra for dem.

Hvorfor tiden er moden netop nu til et mere strukturelt skift ved jeg ikke, men er du gal, der er sat skub i sagerne. Det er komplekst, og det kommer til at tage noget tid. Men det er en vigtig proces for os allesammen. Også for kunsten.«

Jeanett Albeck næste store forestilling er »Ellers mange tak«, en performativ koncert som har premiere 1. september i år på Teater Republique. Fold sammen
Læs mere

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Nej. Jeg kan godt kede mig, men så handler det tit om manglende viden eller manglende investering.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Jævnfør den manglende nysgerrighed over for det, vi ikke forstår eller kender i forvejen, så er der en lang række mennesker, der ikke har de samme lige muligheder for eksponering og anerkendelse som os andre. Det være sig på grund af hudfarve, køn, psykisk sårbarhed eller andet, der gør det svært at trænge igennem og blive set og anerkendt. Der har vi alle sammen et ansvar for at skabe plads og udvide paletten.«

Hvad er det mest overvurderede kunstværk?

»Den hvide mands værk. Der er sagt med et smil, men han har taget en temmelig stor del af kagen de sidste mange århundreder. Og har ofte overvurderet sig selv, hvilket også gælder dem, der ligner ham, en hel del.

Forleden var der en høring om, hvorvidt der skulle være mere end én kvindelig forfatter i litteraturkanonen, og flere mente, at Herman Bang og Steen Steensen Blicher jo skrev så godt om kvinder, så det behøvede man slet ikke.

Se DET er komik.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

»Tale kunsten op. Altid. Tale for den smalle og sværere tilgængelige kunst, fordi den ligesom forskning skaber vigtige, men mere usynlige ringe i et større hele, som vi har brug for. Vi skal lære at værdsætte den utilpassede, irrationelle og til tider uforståelige del af kunsten.

Det er min stærkeste overbevisning, at kunsten i alle dens former er livsvigtig for os, både som samfund og som individer. Vores sjæl visner uden. Og vi må aldrig, aldrig, aldrig tage den for givet.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At vores kulturliv er præget af mangfoldighed. Det ord har jeg i hvert fald hørt mange gange i forbindelse med kulturelle begivenheder. Når det kommer til race, køn og minoriteter generelt synes jeg stadig, at vi har et godt stykke vej, før vi kan tage et ord som mangfoldighed i vores mund. Det er generelt noget, vi skal arbejde mere for, reel mangfoldighed- også i kunsten.

Men når det så er sagt, så synes jeg, at vi på mange planer har et fantastisk kulturliv i Danmark og også meget at være stolte af.«