Jane Sandberg: Tak for opbakningen, men kulturlivet kan ikke overleve på hjerter og likes alene

Bag alle de fine, generøse kulturinitiativer, som rigtig mange har nydt godt af, findes kunstnere og kulturinstitutioner, som ikke kan leve af likes alene. Et museum kan ikke betale løn til sine medarbejdere med digitale hjerter, og en musikers husleje kan ikke afregnes med 157 delinger af et opslag på sociale medier. Kulturbranchen lider.

 
Turist- og oplevelsesøkonomien er sat i stå under coronakrisen. Video: Mathias Svold og Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Du har nok allerede selv nydt godt af det. Måske har du lyttet til en af de mange koncerter, som forskellige musikere har spillet og streamet kvit og frit lige hjem til din dagligstue? Eller måske har du har downloadet materiale fra landets museer til hjemmeundervisning for dine unger eller været på virtuel omvisning på en udstilling?

Der har i hvert fald været muligheder nok at tage af, hvis du har hungret efter kulturoplevelser de seneste uger. For kulturlivet i bredeste forstand er gået forrest, når det har handlet om at vise generøsitet og tilbydeoplevelser til danskerne, selv om spillesteder, teatersale og museer har været lukkede.

Jane Sandberg

»Og selvfølgelig, tænker vi, skal vi som branche udvise samfundssind og stille os til rådighed, når der er ekstra brug for alt det, vi repræsenterer.«


Det overrasker ikke mig, at det er netop kulturlivet,  der rækker hånden frem og lynhurtigt omstiller sig og opfinder nye digitale kulturoplevelser. Det kommer heller ikke bag på mig, at der har været så stor lyst til at gøre det gratis.

For vi, der har vores daglige gang i kulturens verden, ved, at mennesker trænger til oplevelser og perspektiv, når krisen kradser. Og selvfølgelig, tænker vi, skal vi som brancheudvise samfundssind og stille os til rådighed, når der er ekstra brug for alt det, vi repræsenterer. Derfor har vi forsøgt at gøre så meget som muligt tilgængeligt digitalt i en tid, hvor vi ikke længere har mulighed for de direkte møder mellem kunst, kultur og publikum. Naturligvis skal vores tilbud være tilgængelige for alle. Derfor har det meste været gratis.

Så langt, så godt. Men bag alle de fine, generøse initiativer, som rigtig mange har nydt godt af, findes kunstnere og kulturinstitutioner, som ikke kan leve af likes alene. Et museum kan ikke betale løn til sine medarbejdere med digitale hjerter, og en musikers husleje kan ikke afregnes med 157 delinger af et opslag på sociale medier.

Ny fremtid

Hjælpepakker til trods er der stadig tale om en branche, der lider voldsomt under coronakrisen. Selv om vores samfund langsomt åbnes igen, vil særligt kulturlivet være ramt meget lang tid fremover. Der kommer sikkert til at gå måneder, måske år, før vi kan se frem til store festivaler, teateroplevelser og museumsbesøg, som ikke er underlagt alverdens restriktioner. Og hvor fornuftigt det end måtte være ud fra en sundhedsfaglig betragtning, ser kulturlivet ind i en fuldstændig forandret fremtid.

Alle vi, som er vant til at have mange udenlandske turister som en stor del af vores publikum, må sande, at de ikke står og tager i døren igen, den dag vi får lov at låse den op. Og de musikere, der har brugt vinteren på at være i studiet og har set frem til at præsentere deres nye musik på sommerens mange koncerter og festivaler, må se i øjnene, at den drøm forbliver en drøm.

Husk det, når du næste gang tænder for din skærm og nynner med på en koncert, eller når du fordyber dig i en virtuel tur på en udstilling. Og husk det, når samfundet åbner igen, og du måske synes, at det er lidt dyrt at betale for en billet til en koncert eller en teateroplevelse.

Tænk i stedet på alt det, du fik mulighed for at opleve under coronaugerne, fordi netop kulturlivet var generøst og udviste samfundssind. Helt gratis!