Inger Christensen-monument skaber debat: »Hvis jeg havde sat et hoved på figuren, ville folk begynde at diskutere, om den lignede«

Billedhuggeren Kaare Golles har på Østerbro skabt et monument for en af landets mest elskede digtere, Inger Christensen. Det er en krop uden hoved, og det skaber debat.

Billedhuggeren Kaare Golles ved sit nye monument for digteren Inger Christensen på Hjalmar Brantings Plads på Østerbro i København. Det er uden hoved, og digterens krop er delt af en plade – måske en bog? Berlingskes kulturkommentator Anne Sophia Hermansen mener, at figuren ligner Darth Vader uden hoved – men gør den det? Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ældre mand med kasket kigger lettere mystificeret på det nye monument. En siddende kvindefigur draperet i en næsten antik klædedragt på den grønne Hjalmar Brantings Plads på Østerbro i København.

Han går interesseret rundt om bronzemonumentet her i et af byens mest eksklusive kvarterer, og da han hører, at monumentet er skabt til ære for den danske digter Inger Christensen (1935-2009), fortæller han, at han som gammel danskstuderende udmærket kender forfatteren, der var gift med forfatterkollegaen og kritikeren Poul Borum, og hendes hovedværk »det«.

»Men hvorfor har hun ikke noget hoved? Man skulle tro, at Hizb ut-Tahrir havde været her,« siger han og smiler.

Bronzemonumentet er skabt af den danske billedhugger Kaare Golles, og det har, som det ofte sker med nye monumenter og skulpturer i det offentlige rum, efter få dage i gadebilledet allerede givet anledning til debat på sociale medier, hvor nogle synes, at det er meget mørkt og mangler et hoved. Også kunst- og kulturkritikere har givet deres bedømmelse.

»Det nye monument over Inger Christensen, digteren der burde have haft Nobelprisen i litteratur, ligner således Darth Vader uden hoved,« skrev Berlingskes kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, som mener, at der er en tendens til, at berømte danske mænd prises med vellignende statuer, mens kvinder, som for eksempel Inger Christensen og seismologen Inge Lehmann (1888-1993), der har fået et ligeledes hovedløst monument foran Københavns Universitet, får mere abstrakte og svært afkodelige statuer.

»Markante kvinder skal virkelig ikke ønske sig at blive til bronze. For de ender med at blive anonymiseret og dø én gang til,« lød det fra Berlingskes kulturkommentator.

Billedhuggeren Kaare Golles (f. 1985) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Malmø Art Academy i 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Politikens mandlige kunstanmelder Mathias Kryger er derimod glad og har givet monumentet fire ud af seks stjerner:

»Kunstneren beder os med sin hovedløse figur om at forholde os en del mere abstrakt til om ikke Inger Christensen specifikt så til, hvad et monument er mere generelt. (...) Som skulptur er den god, lidt hemmelighedsfuld og meget dramatisk,« skriver Kryger.

Gåden i monumentet

Berlingske møder Kaare Golles foran monumentet, som han tydeligvis er glad for.

Han vil gerne fortælle om ideen bag sit værk, men han vil ikke direkte gå ind i en debat om forskellen på monumenter for mænd og kvinder.

»Ligesom Inger Christensens poesi gør det, rummer monumentet også en gåde, og folk må tolke det, som de vil. Mit ønske har været, at monumentet gør folk nysgerrige og giver dem lyst til at læse Inger Christensens forfatterskab og dér finde nogle motiver, som de kan spejle i monumentet,« siger han.

Det er syv år siden, Kaare Golles fik ideen til at skabe et monument for Inger Christensen. Han var dybt optaget af hendes forfatterskab og besøgte blandt andet den gade et par hundrede meter fra monumentet, hvor hun i mange år boede og skrev sine værker.

Har kritikerne ikke ret i, at monumentet bliver anonymt, når kvindefiguren ikke har noget hoved?

»Nej, for lige fra begyndelsen har det ikke været min interesse at skabe et monument af Inger Christensen, men for hende. Jeg har ikke haft et ønske om at omsætte hendes fysiske fremtoning i et materiale, men at beskæftige mig med hendes poesi,« siger Kaare Golles, som selv har brugt de teknikker og talsystemer og den grammatik, forfatteren benyttede, når hun skrev.

»For eksempel arbejder hun i digtsamlingen »Alfabet« med at kombinere alfabetet med Fibonaccis talrække som et strukturdannende princip, og det har jeg også brugt i skulpturen,« siger Kaare Golles.

Hvorfor har monumentet ikke et hoved og et ansigt, du har jo tidligere arbejdet med buster?

»Jeg har aldrig mødt Inger Christensen, og hvis jeg skulle have lavet et sandt portræt af hende, skulle jeg have siddet over for hende og have kendt hendes udseende og fysiognomi indgående,« siger Kaare Golles.

»En af mine tidlige inspirationer til monumentet kommer fra den franske billedhugger Auguste Rodins skulptur af forfatteren Honoré de Balzac. I en af hans tidlige modelskitser havde han iklædt Balzac hans badekåbe, som kom til at danne en krop uden hoved. I den endelige version endte han med at give skulpturen hoved, og dermed døde skulpturen for mig. Den mistede al sin spænding og blev en smule patetisk. Det har været en af grundene til, at monumentet er kommet til at se ud, som det gør,« siger Kaare Golles.

Hvad vil du opnå med et monument uden hoved – man kan jo ikke uden en plakette, som snart bliver sat på monumentet, afkode, at det er Inger Christensen?

»Nej, og det er, fordi det heller ikke er Inger Christensen. Hvis jeg havde sat et hoved på figuren, ville folk begynde at diskutere, om den lignede hende.«

Hvorfor er figuren på monumentet draperet i en nærmest antik klædedragt?

»Den ene årsag er, at man i hendes digtning ser reminiscenser fra antikken,« siger Kaare Golles og kigger på sin skulptur, mens han fortsætter:

»Den anden årsag er mere personlig. Da jeg havde læst hele hendes forfatterskab, begyndte jeg at trawle efter mere sekundær litteratur. Jeg faldt over en portrætfilm om Inger Christensen, skabt af Jytte Rex, »Cikaderne findes« hedder den. Her ser man Inger Christensens lejlighed, lige hernede på Dag Hammarskjölds Allé. Bygningen er udsmykket med karyatider, som er antikke, draperede kvindefigurer, der fungerer som søjler. De rummer både kvinden og styrken til at bære templets tag. Da jeg cyklede ud til bygningen og så karyatiderne, besluttede jeg, at dem ville jeg bruge. Inger Christensen sad bag dem i 30 år og skrev.«

»Ligesom Inger Christensens poesi gør det, rummer monumentet også en gåde, og folk må tolke det, som de vil,« siger kunstneren Kaare Golles om sit monument til ære for forfatteren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Passion og con amore

Kaare Golles beskriver sit forhold til Inger Christensens forfatterskab som en passion og monumentet som et con amore-projekt, som startede for syv år siden.

»Jeg gik tur i Østre Anlæg, som ligger lige over for Hjalmar Brantings Plads. Dér så jeg skulpturer af danske digtere, og det undrede mig, at der ikke var én af Inger Christensen, som havde boet lige i nærheden, eller nogen anden kvindelig digter. Jeg arbejdede på projektet i to år, inden jeg sammen med kunstbureauet Creator Projects sendte en ansøgning til Københavns Kommune,« siger Kaare Golles og bliver afbrudt af en mand på cykel, der ubehøvlet råber:

»Den er forfærdelig!«

»Ja, det er en lidt andet offentlighed, man træder ud i, når man står her,« siger Kaare Golles og smiler.

Hvad siger du til kritikken af, at det kun er kvinder, der portrætteres, så de ikke kan genkendes?

»Jeg vil ikke direkte gå ind i kritikken. Når man opstiller et monument i det offentlige rum, vil der komme kritik, og især når det gælder en person som Inger Christensen, som mange har stor kærlighed til. Jeg synes, at Elisabeth Toubros skulptur af Inge Lehmann (1888-1993, red.) på Vor Frue Plads er rigtig fin og viser, at man i dag godt kan arbejde med et monument, for eksempel for en kvindelig videnskabsmand, på en ny og interessant måde. Det behøver ikke kun at være direkte afbildning af hovedpersonens fysiske lighed. Maja Lisa Engelhardt har også skabt en anderledes skulptur af maleren J.Th. Lundbye (1818-1848, red.), som står i Kalundborg. Den er helt fantastisk, selvom den ikke er en direkte portrættering. Den handler om hans indre liv, og det er næsten mere interessant end en skulptur med stor fysisk lighed.«

Kaare Golles er glad for, at kunstnere i dag forsøger at gøre op med det vante og gå nye veje, når de skaber skulpturer.

»Hvorfor skal vi skære monumenter over samme læst, som man gennem flere hundrede år har brugt til at hædre totalitære statsledere? Jeg finder det nødvendigt at skabe et nyt billedsprog. Ligesom eksempelvis Maja Lisa Engelhardt har gjort det i sin fantastiske Lundbye-skulptur, som ikke er en direkte omsætning af hans fysiske lighed i bronze, eller Elisabeth Toubros fantastiske monument over Inge Lehmann.«