»Hvorfor sagde de ikke bare fra?« er det helt rigtige spørgsmål at stille. Her er fem ting, der står mejslet i sten efter dokumentar om sexisme på TV 2

Mediekommentar: Der er masser af nuancer, erfaringer og refleksioner at lære af dokumentaren om sexisme på TV 2. Og se den gerne fra start til slut, inden du giver din holdning til kende i kommentarsporet.

 
Se traileren til dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen. Den omdiskuterede dokumentar hvor tidligere og nuværende ansatte på TV2 fortæller om en sexistisk kultur. Video: discovery+ Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dokumentaren »MeToo: Sexisme bag skærmen« har skabt nye rystelser i Mediedanmark.

Førstehåndsberetninger om overgreb, chikane og en giftig kultur efterlader seeren med et indtryk af, at ledelseslaget på TV 2 over en årrække har indsamlet seksuelle tjenester fra praktikanter og medarbejdere, som var det Pokémon-kort.

Og mens #metoo-debatten tager en tur mere, hvor de vanlige fortalere og modstandere afstøver argumenter og anklager fra de forgangne år, er her fem ting, der står mejslet i sten af dokumentaren.

1. »Hvorfor sagde de ikke bare fra?« er det helt rigtige spørgsmål at stille

… men det skal stilles som et oprigtigt spørgsmål og ikke slynges ud retorisk som en slet skjult hentydning om, at kvinderne nok i sidste ende selv var ude om det. Akkurat som tidligere journalist på TV 2 Maria Andersen siger det i dokumentaren.

Tidligere journalist på TV 2 Maria Andersen er en af de kvinder, der udtaler sig i dokumentaren »MeToo: Sexisme bag skærmen«. Det var også Maria Andersen, der i sin tid tog initiativ til det åbne støttebrev til Sofie Linde, der siden skulle starte oprydningen af seksuelle krænkelser i mediebranchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

At kvinder, der står frem og fortæller om overgreb og magtmisbrug, i virkeligheden blot forsøger at tilrane sig en sjat opmærksomhed, er efterhånden en godt og grundig tilbagevist påstand.

Der er intet at vinde på, at ens navn kædes sammen med #metoo. Ikke det mindste. Hvis kvinder sætter navn på en overgrebsmand offentligt, anklages hun for at ville smadre hans karriere eller hungre efter opmærksomhed.

Hvis hun står frem uden at navngive overgrebsmanden, anklages hun for at kaste mistanke over alle mulige tilfældige.

Og svaret på, hvorfor kvinderne står frem nu og ikke gjorde det dengang, er jo ifølge dem selv, at de ikke kunne dengang, og at de nu vil gøre op med kulturen, så fremtiden ser bedre ud for de næste generationer.

Tilsæt eventuelt en portion angst, panik, ulige magt, hierarkier, sladder og gode gamle »det var en anden tid« fra allerøverste hylde, og så kommer vi måske svaret endnu nærmere. Og det er jo heldigvis ikke sådan, at kvinder, der ikke formår at sige fra, har fortjent at blive udsat for seksuelle krænkelser.

2. Hvis du er chef og gerne vil have en trekant, så spørg nogen, du ikke er chef for

Det virker næsten hånligt at gentage, men det er tilsyneladende noget, der ikke bare tåler men kræver gentagelse. Det er komplet ligegyldigt, hvor langbenet eller charmerende eller flirtende en ung praktikant er; det er aldrig passende af to chefer at tilbyde vedkommende en trekant.

Voksne, jævnbyrdige mennesker på en arbejdsplads kan sagtens vælge at indlede en relation af seksuel karakter uanset antal kanter, men det er altid parten med magt, der har ansvaret for, at alle har det rart.

En række tidligere og nuværende ansatte på TV 2 fortæller i dokumentaren »MeToo: Sexisme bag skærmen« på Discovery+ om deres oplevelser med en sexistisk kultur på TV 2 de seneste 20 år. I dokumentaren fremgår det, at den seksuelle opmærksomhed i udpræget grad var rettet mod unge praktikanter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

»Lige børn leger bedst, og det der var ikke nogen god leg,« bliver det kaldt i dokumentaren, og det er jo ganske præcist.

Set med nutidens briller virker det absurd, at man tidligere har pålagt en ung, håbefuld, ivrig praktikant med alt at bevise et ansvar for granvoksne chefers liderlige adfærd – hun kunne jo bare lade være med det ene og det andet og det tredje og det fjerde.

Men hvad kunne hun egentlig lade være med? At idolisere en voksen karrierekanon eller at frygte for repressalier? Lade være med at takke nej til forfremmelser, og lad i øvrigt være med at takke ja.

Lade være med at sladre til nogen. Og i øvrigt også lade være med at gå og brænde inde med det i så lang tid. Handlingsmulighederne er jo begrænsede, når dem, man vil klage over, og dem, man må klage til, er en og samme gruppe.

3. Du bliver en del af den kultur, du indgår i

Når man har praktikanter på en arbejdsplads, har man ikke alene ansvar for at lære dem at udføre konkrete opgaver. Arbejdsgange og arbejdskultur – herunder festkultur – er en ligeså stor del af den læringskurve, man som praktikant kastes ud på.

Det er derfor ganske oplagt, at medarbejdere og praktikanter har handlet, som de har gjort; de er helt bogstavelig opflasket med det. Og det er en stor styrke for dokumentaren og dens troværdighed, at dem, der udtaler sig, er deres eget ansvar bevidst. Der er ingen kø til håndvasken.

Karen-Helene Hjorth fortæller i dokumentaren »MeToo: Sexisme bag skærmen« om en giftig kultur med rygter og udskamning blandt praktikanter og ansatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Hver især har de optrædende i dokumentaren bidraget til, at andre på deres arbejdsplads fik ry for at være for »letlevende kvinder«, med for udfordrende tøj på og for langt eller for lyst hår. Og til spekulationer om, hvem der mon havde fundet vej til forfremmelse gennem sofaen på chefens kontor.

Sådan var kulturen, og kultur er de mennesker, der indgår i den. Selvfølgelig anført af dem, der leder selvsamme mennesker. Og den frygt, der beskrives for selv at få sig et ry, tegner mere en forståelse af, at man ikke med fordel kunne bolle sig til tops, men at man derimod kunne blive intimideret til tavshed.

4. Der er stadig meget at lære for Mediedanmark

»Sex med chefen efter to uger«, »Chef foreslog trekant«, og »I tårer: Det var virkelig klamt« var tre hurtige overskrifter i Ekstra Bladet. Den første er siden blevet ændret efter en del kritik.

De tabloide overskrifter kan som altid sætte gang i en ækel, men aktiv debat i et kommentarspor, og intet er tilsyneladende mere letantændeligt end offentlige sager om krænkelser.

Men ingen vinder noget på det. Det reducerer, negligerer og udstiller enhver, der bliver anklaget for en krænkelse og dem, der potentielt har været udsat for én. Men værre viste det sig at stå til med Politiken, som på besynderlig og usmagelig vis har gjort sig til en slags part i sagen.

I januar udgav Politiken en lettere bizar artikel, der hvilede på præmissen om, at Jes Dorph-Petersen »svarer igen efter at være blevet fjernet fra skærmen af TV 2 i #metoo-sag«, som det hed sig.

Jes Dorph-Petersen benægtede på Facebook at have begået det ene af de to overgreb, der mandag blev beskrevet af to tidligere TV 2-praktikanter Therese Philipsen og Louise Degn. Opslaget har han siden slettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix.

Og værre endnu viser det sig nu, at man på Politiken har valgt at udelade centrale dele af de to kvinders beretninger. Anklager om befamlinger var tilsyneladende ikke afgørende i Politikens øjne.

Tilbage står både Jes Dorph-Petersen, Therese Philipsen og Louise Degn (de to kvinder, der har udtalt sig til undersøgelsen, red.) med håret i postkassen, imens tilliden til medierne har lidt et alvorligt knæk. Politiken nægter at have begået en fejl.

Også tidligere nyhedsdirektør på TV 2 og B.T.s nuværende chefredaktør, Michael Dyrby, har reageret med afværgende, skriftlige bemærkninger på dokumentaren og på de konkrete anklager fra Anna Thygesen, hun fremsatte i kølvandet på hans manglende ansvarstagen:

»Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig,« skulle Michael Dyrby ifølge Anna Thygesen have sagt.

Offentlige sager som dem, der beskrives i »MeToo: Sexisme bag skærmen«, bliver desværre til stadighed håndteret med famlen og tavshed af medierne selv, og det er virkelig ikke klædeligt.

5. Ledelsen har ansvaret. Her svigter de eklatant

Mens kvinderne i dokumentaren fortæller om skyld, skam og dårlig samvittighed over årtier, står det nu lysende klart, at dem, der for alvor bør skamme sig, er ledelsen.

Og i særdeleshed på TV 2, hvor det angiveligt var ledelsen, der udsatte unge kvinder for magtmisbrug, ydmygelser og det, der er værre.

Men det stopper ikke dér. I dokumentaren optræder en famlende nyhedsdirektør Ulla Pors som en elefant i et glasbur, der med ledelsesfloskler om at »se fremad« danser uelegant udenom spørgsmålet om, hvorvidt ledelsen har svigtet.

Cristina Lage er i dag formand for Arbejdsmiljørådet og bestyrelsesmedlem i LEO Fondet, Topdanmark og OK-Fondet. Hun vil gerne sende en undskyldning til de praktikanter, der var udsat for de nærgående chefer, da hun var direktør på kanalen: »Jeg vil gerne beklage, at det var sådan at være praktikant på TV 2 dengang,« siger Cristina Lage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix.

Mere kønt bliver det ikke af, at TV 2s nuværende ledelse på bagkant er gået alt for sent ud og har svaret halvundskyldende med påklistret forargelse på de mange skrækhistorier.

Og det til trods for, at den nuværende ledelse jo ikke har noget at tabe på at erkende fejl. Man kunne passende have skelet til DRs håndtering af de mange sager om krænkelser i Pigekoret, hvor ofrene fik en uforbeholden og værdig undskyldning uden omsvøb.

I stedet har den nuværende og tidligere ledelse på TV 2 mødt offentligheden med larmende tavshed, så langt den overhovedet kunne trækkes.

Det er kort sagt pinligt, hvor svært det er for voksne mennesker at påtage sig et ansvar, der så åbenlyst er deres, og erkende dårlige beslutninger og fejl. Der er ikke plads til særlig meget andet end forbedring.