Hvis der skal uddeles fortjenstmedaljer efter coronakrigen, må kulturverdenens digitale soldater komme først i køen

Det digitale rummer nogle oversete muligheder, fordi de digitale rum er interaktive på en helt særlig måde. Men ...

Foto: PR

Hvis der skal uddeles fortjenstmedaljer efter coronakrigen, må kulturverdenens digitale soldater komme først i køen.

Jeg husker selv, da vi for 15 år siden skulle omlægge Det Kongelige Teaters abonnementssalg til digitale platforme. Som famlende novicer lå vi søvnløse i frygten for, at systemerne skulle fejle. Det var dengang abonnenterne plejede at stå i kø hele vejen ned ad Tordenskjoldsgade. Men slut med det. Nu var internettet nået til kulturlivet.

Sceneskift til coronatiden, hvor teatrets medarbejdere på få dage lykkedes med at lancere det nye online- univers KGL Xtra, hvor man gratis kan se både forestillinger og få et kig bag kulisserne hos teatrets ansatte.

»Kunsten har taget et digitalt kvantespring, der vil gøre de dygtigste institutioner endnu mere tilgængelige og relevante.«


Projektet var vist oprindeligt planlagt til sensommeren. Men da landet lukkede ned, traf teatrets ledelse og kunstnerne en hurtig beslutning. Forestillinger skulle filmes, og videoer produceres, live og i princippet uden prøvetid.

Hvordan gør man det? I meget gamle dage, for 20 år siden, kan jeg sagtens forestille mig, at alt var sandet til i rettighedsdiskussioner og faglige sværdslag.

Men ikke i dag. Hele teatret kastede sig ud i eksperimentet, og flere end 250.000 brugere har fx set opslaget med teatrets opsætning af balletten »Napoli«, 15.000 har streamet den i fuld længde på hjemmesiden, og 100.000 har set en balletdansers træningsvideo til børn i hjemmeisolation.

Der er andre eksempler. Den årlige filmfestival CPH:DOX fik på få dage omdannet hele festivalen til et digitalt univers, og Statens Museum for Kunst fik for alvor sat strøm til museets onlinesamling, SMK Open, der fremover formidler og præsenterer 40.000 værker digitalt.

Med et eksempel, som museet selv har fortalt om: En bedstemor og hendes børnebørn, der sad i hver deres ende af landet og sammen gik på virtuelt museumsbesøg.

Så der er masser af fortjenstmedaljer i en situation, hvor kulturdebatten har handlet rigtigt meget om penge og støttemidler. Man kan notere sig, at kulturlivet selv har gjort det, man nu engang gør bedst: Man har fundet ideerne frem midt i krisen.

Og betyder det så, at kunsten fremover skal være mere digital?

Det digitale rum

Ja og nej. Det digitale rummer nogle oversete muligheder, fordi de digitale rum er interaktive på en helt særlig måde. De kan skabe online-universer, der er både fælles og sociale, selv om aktiviteterne fysisk foregår derhjemme. De digitale rum kan derfor også rumme fx de bekymrede og ensomme langt bedre end vi troede for blot få måneder siden.

Til gengæld står begrænsningerne nu også klart, lige som de gør det på arbejdspladser og i skoleverdenen. Når man efter flere timers skærmtid er både drænet og tom i hovedet, er det – som psykologer og hjerneforskere længe har vidst – fordi skærmen aldrig kan erstatte de kognitive processer, der er på spil, når mennesker mødes i realtid.

Vi afkoder og opfatter nu engang millioner af små, biologiske signaler i mødet med et andet menneske, og sådan kan det aldrig blive online. Signalerne er flade, hjernen bliver forvirret af at tolke de mangelfulde signaler.

Så ja og nej. Kunsten har taget et digitalt kvantespring, der vil gøre de dygtigste institutioner endnu mere tilgængelige og relevante.

Men nærværet mellem mennesker, gnisten der springer, den findes kun live.