Hun frygtede, at hendes børn ville stå tilbage med ar på sjælen på grund af en »sur mor« – hjælpen fandt hun på sociale medier

Line Melgaard vil ikke huskes som en skrap forælder. Derfor læser hun sammen med sin mand en af tidens bestsellere inden for opdragelse.

Et princip, som Line Melgaard og hendes mand bruger fra bogen, er ikke at gøre barnet til synderen: »Det er jo mig, der bliver vred. Måske er det dem, der gør noget, jeg bliver vred over, men jeg skal ikke pege fingre ad dem.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Line Melgaard var blevet træt af at bære på følelsen.

Træt af at føle sig som noget, hun ikke havde ønsket at være.

At være hende den »sure mor« over for sin søn på seks år og sin datter på tre. Hende, der alt for ofte vrissede eller sagde »bare fordi«.

Derfor besluttede hun – sammen med sin mand – at gøre noget ved det.

»Vi vil gerne være mere ligesindede med vores børn – ikke ligestillede, for det kommer vi aldrig til at være. Men vi vil gerne være mere anerkendende over for, at deres følelser er ligeså valide som vores,« siger Line Melgaard.

»Og der har det hjulpet at få nogle teorier og redskaber til, hvordan vi rent faktisk håndterer og udlever den måde, vi gerne vil være forældre på.«

»Redskaberne« fik hun på hånden for kun kort tid siden.

Det er ikke altid lige nemt at følge familiens nye principper inden for opdragelse, fortæller Line Melgaard. »Nogle gange er det ekstremt nemt – for eksempel når jeg ikke selv er sur eller træt. Men det er svært at få vendt ros om til anerkendelse, selvom jeg rigtig gerne vil det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Instagram havde gang på gang præsenteret Line Melgaard for influencers, opdragelseseksperter, små citater, gode råd og bøger om børneopdragelse.

Hun blev med egne ord »influeret« til at læse Fie Hørbys »Drop Opdragelsen« – og siden hun begyndte at læse bogen i august, har det allerede gjort en kæmpe forskel, siger hun.

Hun er ikke alene om at finde viden om opdragelse på sociale medier. Børneopdragelse, der altid har været interessant for forældre at blive klogere på, har sat sit præg på sociale medier og er et populært emne, når forlagene sender bøger ud til boghylderne.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan børneopdragelse er et emne, der fylder meget på især sociale medier.

»På grund af digitaliseringen er informationer og råd om opdragelse jo på en måde eksploderet, og debatten er blevet mere mangfoldig og broget, end den har været,« har Dorte Kousholt, der er lektor og ph.d. ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet, sagt til Berlingske i den forbindelse.

Bestselleren »Drop Opdragelsen«, der blev udgivet i 2011 og opdateret i 2019, er blandt de populære titler i nyere tid. Opdragelsesprincipperne i bogen udgør det, der i store træk kaldes »det nye børnesyn«, som overordnet betyder, at børn skal anerkendes og har ret til at blive set, hørt og forstået.

Bag bogen står Fie Hørby – familieterapeut, foredragsholder, klummeskribent, stifter af det psykoterapeutiske uddannelses- og kursusinstitution Blackbird Institute og i manges øjne en »opdragelsesguru«.

Bogens sidste side er endnu ikke vendt, men Line Melgaard ved allerede, at dens principper vil følge hende og hendes mands måde at opdrage på.

»Vi har ikke så mange skænderier mere, og børnene reagerer ikke længere ligeså voldsomt, når der opstår de der lidt ‘gider ikke’-hverdagssituationer,« lyder Line Melgaards egen konklusion.

Vigtigt at elske sig selv

En af grundene til, at hun følte sig drevet til at forny sine metoder, var bekymringen for at blive husket som en skrap mor. Og at børnene med den erindring vil sidde tilbage med ar på sjælen:

»Jeg frygter, at de kommer til at tænke tilbage på for meget skældud, eller at der har været en dårlig stemning i vores hjem. Og at de, fordi de ikke er blevet anerkendt som dem, de er, får dårlig selvværd og selvtillid. Jeg vil så gerne give videre til dem, at de kan hvile i sig selv, inden de selv er 37 år. Det er vigtigt at elske sig selv, og at de lærer, at de er gode nok, som de er.«

Skulle de komme til at føle det – er det ikke nogle helt normale følelser, som alle har – uanset om de er blevet råbt ad eller ej? Hvorfor er du sikker på, at det er opdragelsen, der spiller ind?

»Det ved jeg heller ikke, om man kan, eller om det gør. Men vi vil i hvert fald gøre vores for, at de ikke får den følelse med hjemmefra. Alle kommer nok til at føle det på et tidspunkt, men det skal ikke være, fordi de ikke har fået den rigtige ballast med hjemmefra. At vi har fået dem til at føle sig forkerte,« siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Line Melgaard aldrig føler sig overvældet af de sociale medier, svarer hun: »Nej, så tapper jeg bare ud. Lader være at følge med eller unfollower. Slukker for medier. Jeg føler mig ikke forpligtet til at skulle følge alle debatter og alle de kloge inden for børneopdragelse.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Forældre kender deres børn bedst, medgiver Line Melgaard. Derfor spørger jeg hende, hvorfor ens mavefornemmelse – det indgående kendskab, som man har til sine egne børn – alligevel ikke er nok.

»For mit vedkommende læser jeg de her ting, fordi jeg til enhver tid gerne vil være bedre. Man kan altid blive endnu bedre. Og jeg synes, det er det fedeste at få ny indsigt i, hvordan man kan gøre ting anderledes og være mere inkluderende,« siger hun.

Kritikere vil måske mene, at man på denne her måde alligevel giver barnet lidt for meget at skulle have sagt. Hvad tænker du om det?

»Det har jeg godt hørt folk sige. Men jeg stræber da også efter at få børn, som bliver selvstændige voksne. Og hvis du er en tydelig voksen, som sætter tydelige grænser, så får dine børn jo heller ikke lov til at overtage verdensherredømmet. Men det kan man godt gøre, mens man anerkender, at de ikke synes, at de grænser er sjove, fordi de jo er børn,« siger hun.

Reducerer skænderier

Line Melgaard er med sine 37 år til dels blevet opdraget efter det, der populært kaldes det »gamle børnesyn«. Det var med hendes ord præget af, at børn var nogen, der ufortrødent skulle følge med deres forældre, og som ikke blev anerkendt som selvstændige individer med følelser – de skulle ikke ses, ikke høres.

Brokkede man sig, fik man måske at vide, at man skulle »lade være at skabe sig«. Selv blev hun set og hørt, men ikke anerkendt så meget, som det nye børnesyn søger.

Indtil hun læste bogen, havde det ikke været hendes hensigt at opdrage efter det gamle syn – men indgroede syn og vaner er noget, man kommer til at tage med sig, som hun selv siger.

I dag prøver hun at trække sig, før hun når dertil, hvor hun »eksploderer«. Får hun alligevel råbt, stræber hun efter at sige undskyld for at vise, at det er okay at blive vred og frustreret ind imellem. Det er »selvfølgelig« også okay den anden vej.

Berlingske kontaktede Line Melgaard gennem Instagram, hvor hun havde hashtagget #DropOpdragelsen på et af sine billeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Et andet princip fra bogen, hun har inkorporeret i familielivet, er, at hun anerkender fremfor roser. »Hvor er det dejligt at være sammen med dig« fremfor »Hvor er du god«.

Den nyfundne form for anerkendelse, timeout og retorik har resulteret i langt færre skænderier, fortæller hun.

»Og børnene reagerer ikke længere ligeså voldsomt, når der opstår de der lidt ‘gider ikke’-hverdagssituationer,« siger Line Melgaard, der ikke siger sig fri for at blive sur indimellem.

»Men når det sker, prøver jeg lynhurtigt at sige ‘Hov, jeg kunne lige vende den om og tage den tilbage på min banehalvdel.’«

»Så kommer jeg tilbage og siger for eksempel, ‘jeg blev sur, fordi jeg er træt og har haft en lang dag på arbejdet’, fremfor at ‘jeg bliver sur, fordi du har gjort dét eller dét’.«

»En nødvendig debat«

De følelser, hun mærker på godt og ondt gennem moderskabet, deler hun også selv på sociale medier. Blandt andet som @_forstadsidyl_ på Instagram og som en del af blogger-netværket Momster. Når hun deler – også de store, svære følelser – oplever hun at blive mødt med åbne arme. »Et virtuelt moderskab«, kalder hun det.

At der findes meget information om børneopdragelse – også modsatrettet – mener hun ikke i sig selv er et problem. Det er godt, at vi får rystet »opdragelsesposen« – for som hun siger, er der mange måder at gøre det på.

Du oplever en virtuel, omfavnende klub af mødre, og du har fået mere overskud efter at være blevet »influeret«. Er der ingen ulemper?

»Hvis man ikke kan selektere, så kan jeg godt forstå, at der er nogle, der finder det problematisk med al den information. Men hvis man er selektiv og til- og fravælger det, der ikke umiddelbart passer til ens familie, så kan jeg ikke se så mange ulemper ved det. Jeg ser, at der kommer nogle nødvendige debatter med det.«

»Jeg synes ikke, at det er ‘my way or the high way’. Jeg sætter pris på, når man kan debattere opdragelse,« siger Line Melgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Hun kan godt forstå, at det øgede fokus på opdragelse og forældreskab kan opleves som et kæmpe pres for nogen.

»Nogle gange synes man bare ikke, at man er en god mor, mens man andre gange er flyvende. Hvis man bliver fanget i bøger og sociale medier de dage, hvor alt er noget lort, kan jeg godt forstå, at usikkerhed og den dårlige samvittighed bliver værre,« siger hun.

Den frygt for at gøre noget forkert over for sine børn, som Line Melgaard indimellem rammes af, forsvinder nok aldrig helt.

»For man kan jo ikke efterleve det 100 procent,« erkender hun. »Sådan er forældreskabet. Vi er jo alle bare mennesker. Men jeg vil aldrig stoppe med at prøve blive bedre for mine børns skyld.«