Hun blev skudt som 18-årig: »Herre, min Gud, lad os leve, jeg bønfalder dig«

Renia Spiegels dagbog er med god grund blevet sammenlignet med Anne Franks. Den er et stærkt bevægende vidnesbyrd om en ung, jødisk piges tanker om kærlighed og død, mens hun skjulte sig for morderne.

Renia (th) med sin kusine Lila, 1933. Fold sammen
Læs mere

»Anne Franks dagbog« er det bedst kendte værk fra Anden Verdenskrig, den er læst af millioner af mennesker og læses den dag i dag af mange unge. Der var andre unge, forfulgte jøder, der skrev dagbøger, men kun de færreste af disse blev bevaret.

Renia Spiegels dagbog er en af de få, der mirakuløst »overlevede« til eftertiden. I 2018 udkom den i bogform og vakte med rette stor international opmærksomhed, fordi der som i tilfældet med Anne Frank var tale om en ung pige med stor litterær fornemmelse og selvrefleksion.

Renia Spiegel var datter af en velstående polsk, jødisk familie og født i 1924. Hun skrev flittigt i sin dagbog, der også omfattede digte, herunder kærlighedsdigte stilet til hendes kæreste, Zygmunt Schwarzer. I tre år under krigen skrev Renia flittigt i sin dagbog.

Renias fødeby lå i nærheden af den rumænske grænse, meni 1938 blev hun sendt til sine bedsteforældre i byen Przemysl. Det var her, hun mødte Zygmunt, der var søn af byens jødiske læge.

I 1939 besatte Tyskland Polen og dermed også byen Przemysl. Her oprettede tyskerne i juli 1942 en jødisk ghetto med 24.000 jøder.

Zygmunt havde arbejdstilladelse uden for ghettoen og havde forbindelse med modstandsbevægelsen, hvilket gjorde det muligt for ham at smugle Renia ud af ghettoen. De gemte sig på loftet i en bygning sammen med Zygmunts bedsteforældre.

Renias dagbog var omfangsrig og skrevet i skolehæfter, og hun skrev den i al hemmelighed for sin søster,  Elizabeth, der i 1939 kom på besøg fra Warszawa. Hun skrev om dagligdagen, om savnet af sin mor og om sit romantiske forhold til Zygmunt.

Et sted skriver hun om Zygmunt: »Åh, jeg må have forandret mig meget. Hm, måske er jeg ikke rigtig mig selv længere, måske er jeg blevet vævet ind i Zygmunts sjæl. Jeg har ændret mig forfærdeligt meget, men mit gamle jeg er der altså stadig! Og livet, livet handler om forventning nu. For ved du hvad, der er tidspunkter i livet uden sørgelige eller lykkelige oplevelser, uden storme, uden lykkevæld, og de tidspunkter husker man ikke senere hen. Og mens de står på, nedsænker de én i en salig tilstand af ro og magelighed.«

Renia var da blot 17-18 år gammel.

Renia med sin mor, Roza, og sin lillesøster, Elizabeth, i Przemysl, 1937. Fold sammen
Læs mere

Reina skrev også om frygten for at blive opdaget og blive deporteret eller sendt tilbage til ghettoen. 7. juni 1942 skrev hun:

»Lige meget hvor jeg ser hen, er der blodsudgydelser. Den hæslige udryddelse. Der bliver slået ihjel, myrdet. Almægtige Gud, jeg ydmyger mig foran dig, for jeg ved ikke hvilken gang. Hjælp os! Herre, min Gud, lad os leve, jeg bønfalder dig, jeg vil leve! Jeg har oplevet så lidt i livet, ingenting. Jeg vil ikke dø. Jeg er bange for døden ...«

Hendes sidste ord i dagbogen er fra 25. juli 1942, hvor hun skrev: »Mama! Min kæreste, eneste ene, en grusom tid er på vej. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Jeg elsker dig; vi vil blive forenet igen. Gud, beskyt os alle og Zygmunt og bedsteforældrene og Jaroska. Gud, jeg lægger min skæbne i dine hænder.«

Dagen efter foretog nazisterne en razzia i bygningen, efter at en stikker havde fortalt, at hun og Zygmunts bedsteforældre skjulte sig der. De skød dem ned ude på gaden.

Det lykkedes Zygmunt at få fat i dagbogen og skrive de sidste sider om Renia og hendes død 31. juli 1942: »Skæbnen besluttede at tage mine kæreste fra mig. Mit liv er forbi. Det eneste, jeg kan høre er skud, skud ... skud.«

Zygmunt efterlod dagbogen hos en ven, før han selv sendtes til Auschwitz. Han overlevede dødslejren, fik senere dagbogen tilbage og overdrog den til Renias mor, der havde bosat sig i New York.

Da moderen døde i 1969, fik Elizabeth dagbogen, men havde i 40 år ikke mod til at læse den. I 2016 udkom den på polsk og i 2018 på engelsk. Elizabeth lever endnu og har givet adskillige interview i forbindelse med bogudgivelsen.

Renia (th) med sin kusine Lila, 1933. Fold sammen
Læs mere

Ghettoen i Przemysl var scene for en af de mest forbløffende hændelser i nazitiden. SS angreb ghettoen for at myrde de sidste jøder, men værnemagten under ledelse af løjtnant Albert Battel truede med at åbne ild mod SS-styrkerne. Det lykkedes derefter Battel at skjule mange jøder i hærens barakker.

Det var en af de meget få hændelser, hvor den tyske hær satte sig op mod SS og reddede jøder. Battel døde i 1952, men blev i 1981 tildelt den israelske udmærkelse »Righteous Among Nations«.

Oversættelsen er foretaget af Anne Matthiesen og må have været en vanskelig opgave med Renias digte, men forekommer at være gjort med stor forståelse og dygtighed. Den danske udgave har forord af holocaustforskeren Deborah E. Lipstadt og efterord af Elizabeth, som har sin egen fantastiske historie at fortælle.

Reinas mor Roza, Elizabeth og Renia i Przemysl, 1935. Fold sammen
Læs mere
Foto: foto.

Det er en bog om kærlighed og død, der er skrevet af en usædvanligt moden og reflekteret pige. Renia var en smule ældre og mere livserfaren end Anne Frank, og det kan man godt fornemme.

»Renia var en smule ældre og mere livserfaren end Anne Frank, og det kan man godt fornemme.«


Det er jo umuligt at give den slags bøger stjerner. Hvordan kan man bedømme en ung piges sidste ord i hendes dagbog? Men det er klart, at den bør have seks stjerner og varmt kan anbefales.

 

Renias dagbog. En ung piges skæbne i skyggen af holocaust

Forfatter: Renia Spiegel Sider: 368 Pris: 249,95 kr. Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag