Harvey Weinstein i stort interview før sin retssag: »Jeg har det, som om alle har glemt mig«

Den voldtægtsanklagede filmmagnat klager over, at det gode, han har gjort for kvinderne i filmindustrien, er blevet glemt.

Filmproducent Harvey Weinstein forlader højesteret  i New York 11. december. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eduardo Munoz

En af de helt store mediebegivenheder i det nye år bliver starten på den længe ventede retssag mod filmmagnaten Harvey Weinstein, som flere end 80 kvinder beskylder for at have begået forskellige slags seksuelle overgreb. Nu har han givet et større interview til avisen The New York Post. Tilsyneladende er han blevet bitter over, at beskyldningerne mod ham nu overskygger alt det, han har gjort for kvinder i filmbranchen.

»Jeg har det, som om alle har glemt mig,« siger han i interviewet, hvor han blandt andet praler af at have givet Gwyneth Paltrow en af filmhistoriens mest lukrative kontrakter med en kvindelig skuespiller - nemlig de ti millioner dollars, som hun fik for sin medvirken i filmen »View From the Top«.

Han fremhæver også, at han har lavet flere film med kvindelige hovedrolleindehavere og film med kvindelige instruktører end nogen anden, og at han begyndte på det allerede for 30 år siden.

»Jeg gjorde det først. Jeg var en pioner. Men det er alt sammen blevet ødelagt som følge af det, der skete. Min indsats er blevet glemt,« siger Harvey Weinstein i interviewet.

Interviewet er lavet på et privat luksushospital i New York, hvor Harvey Weinstein har været i behandling for en rygskade, som han pådrog sig ved en bilulykke 17. august. Han nægter at tale om beskyldningerne mod ham, og han er angiveligt kun gået med til interviewet, fordi han er blevet  beskyldt for at simulere en værre rygskade end den, han rent faktisk har. (Da han i sidste uge viste sig i retten på Manhattan, brugte han gangstativ, men ifølge The New York Post blev han efterfølgende set, mens han shoppede og senere gik på restaurant.)

»Jeg vil gerne have, at denne by anerkender, hvem jeg var, snarere end den jeg er blevet,« siger Harvey Weinstein til The New York Post.

Retssagen mod Harvey Weinstein begynder 6. Januar i New York. Han er anklaget for fuldbyrdet voldtægt mod en kvinde, hvis identitet ikke er kendt af offentligheden, og for at have tvunget en af sine medarbejdere til oralsex. Derudover er han anklaget for fem andre tilfælde af seksuelle overgreb.

Weinstein og hans forsvarer har afvist alle anklager. Hans konkursramte filmstudie, The Weinstein Company, har udbetalt erstatninger for 168 millioner kroner til flere end 30 personer, men har afvist at tale offentligt om disse sager. Forliget indebærer, at næsten alle civile sagsanlæg fra filmskuespillere og tidligere ansatte hos Harvey Weinstein er blevet afsluttet.