Han sagde sin chefstilling op. Vinkede farvel til den høje løn. Og fik flere til at spærre øjnene op med sit nye valg af karriere

»Jeg har netop sagt mit job op,« skrev sundhedschefen Peter Borup Sørensen i et opslag på LinkedIn sidste sommer. Opsigelser fra topstillinger hører velsagtens til dagligdagen på det danske arbejdsmarked, men den junidag fik Peter Borup Sørensens nye karrierevalg flere til at stoppe op. For nu ventede en stilling som sosu-elev. Ni måneder senere kommer han nu med et råd til alle andre i høje stillinger.

Få vælger samme karrierespor som det, Peter Borup Sørensen begav sig ned ad sidste år. Men beslutningen har fået den tidligere chef til at se anderledes på sin forhenværende stilling. Morten Stricker

De fleste, der med jævne mellemrum scroller sig igennem opdateringer på det erhvervsorienterede sociale medie LinkedIn, er utvivlsomt stødt på opslag om jobskifte, hvor trinene på afsenderens karrierestige har været opadgående.

Souschefen er blevet chef. Arbejdspladsen er udskiftet med en mere prestigefyldt adresse. Den månedlige lønseddel er vokset.