Tissetrængende filmanmelder bønfalder biografer: Giv os pausen tilbage

Med krydsede ben sender filmanmelder en opfordring til alverdens biografer. De lange spillefilm har nemlig vist sig som et problem for en udfordret blære, og nu er der brug for handling.

Da den britiske skuespiller Robert Pattinson for nylig var gæst hos den amerikanske talkshowvært og komiker Jimmy Kimmel for at fortælle om den nye Batman-film, delte han en lidt anderledes historie om livet som maskeret superhelt.

Jimmy Kimmel ville vide, hvorvidt Pattinson havde spurgt nogle af de skuespillere, som tidligere har spillet Batman, til råds om rollen, og svaret var formentligt et andet, end programmets publikum havde forventet.

Robert Pattinson berettede nemlig, hvordan han havde stået ved siden af Christian Bale – der spillede superhelten i Christopher Nolans Batman-treenighed – ved et urinal, og her havde Bale givet Pattinson et åbenbart vigtigt råd.

»Det første, du skal gøre med Batman-dragten, er at finde på en måde, du kan tisse,« havde Bale forklaret ham.

Rådet tog Pattinson med videre til kostumeafdelingen på filmen, og her havde han krævet, at dragten blev udstyret med en anordning, der gjorde det muligt for ham at tisse, når der altså var brug for det.

Og hvorfor så den lange fortælling?

Jo, for ifølge filmanmelder Phil Hoad fra britiske The Guardian har biografgæster også brug for en måde at komme på toilettet på, når de i disse dage er inde for at se den nye Batman-film.

Med en spilletid på 176 minutter – tæt på tre timer – er den nemlig en udfordring for anmelderens pressede blære, og i en længere klumme i avisen bønfalder han derfor biograferne om at genindføre de pauser undervejs i film, som man oftere benyttede før i tiden.

For Batman-filmen er nemlig ikke alene om at strække sig over mange minutter, bemærker han.

Løsne ben og balder

Den seneste James Bond-film, »No Time to Die«, havde en spilletid på 163 minutter, og superheltefilmen »Avengers: Endgame« har en spilletid på intet mindre end 181 minutter.

Derfor bønnen fra Phil Hoad.

»Når flere franchisefilm end nogensinde med glæde tager sig god tid, vil en pause være en kærkommen mulighed for at komme på toilettet, løsne ben og balder og forsyne sig med forfriskninger,« skriver han.

Filmanmelderen bemærker, at nogle instruktører har insisteret på en pause i deres værker i forbindelse med den første visning.

Det gælder for eksempel Peter Jackson, hvis »King Kong«-film varer 187 minutter, og Quentin Tarantino, hvis film »The Hateful Eight« ligeledes varede 187 minutter,

Men filmanmelderen fra The Guardian tror desværre ikke, at den pausetendens vil brede sig.

»Pausernes tilbagevenden er omtrent lige så sandsynlig som Batman, der ryger en bong. Men måske, bare hypotetisk, kan vi lave en gentlemanaftale med Hollywood: Hvis du insisterer på at strække tegneserie-ungdomsværker til Tolstoj-proportioner, hvad så med at gøre det anstændige og give os andre tid også.«