Han er dansk, 46 år og stadig en del af verdenseliten: I nat debuterer han ved OL

Torsdag nat skal den 46-årige skateboarder Rune Glifberg kæmpe i Tokyo. Han er 46 år og har været med i gamet, siden han som 11-årig så et skateboard hjembragt fra USA. Over tre årtier har han været professionel, tjent millioner og brækket knogler.

Torsdag nat skal den danske skateboarder Rune Glifberg på banen ved OL i Tokyo. Han har stået på skateboard, siden han var 11 år – i dag er han 46. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sean M. Haffey
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede i 2005 tilhørte Rune Glifberg verdenseliten i skateboard.

Han var 31 år, boede med sin kone og to børn i USA og tjente årligt tre millioner kroner på sin sport, hvor favoritdisciplinen er den såkaldte vert, som det hedder i skaterjargon, vertical, hvor udøveren kaster sig selv og sit firhjulede 80 centimeter lange skateboard ud over en høj kant og på en flere meter høj skateboardrampe udfører halsbrækkende stunts fra side til side.

»Jeg regner med at fortsætte som professionel tre til fem år endnu. Eller så længe, jeg kvalificerer mig til finalerne i de turneringer, jeg stiller op i,« sagde Rune Glifberg forsigtigt dengang i 2005 i et interview til Berlingske.

Det er nu 16 år siden, og i dag er han 46 år og stadig skateboarder i verdenseliten.

Natten til torsdag skal Rune Glifberg i aktion i mændenes skateboardkonkurrence ved OL i Tokyo. Her skal han konkurrere med langt yngre modstandere – flere af skateboarderne ved OL er teenagere, som kunne være hans børn.

Først for to år siden blev det bestemt, at skateboard skulle være en disciplin ved OL i Tokyo. Danske Rune Glifberg besluttede sig for at kæmpe for en af de 20 pladser, og pladsen kom i hus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sean M. Haffey.

Brækket ankel og skulder

De fleste skateboardere i Rune Glifbergs alder har for længst efterladt brættet i kælderen i stedet for at risikere liv og lemmer. For sporten giver de fleste skader som brækkede knogler, flænger, fibersprængninger, slidte knæ, forstuvninger og det, som er værre.

Glifberg har selv et par metalskruer i den ene ankel efter at have brækket den, og kort før OL pådrog han sig en fibersprængning, som forhindrede ham i at træne så intensivt til OL, som han havde planlagt, fortalte han for nylig i et interview til Weekendavisen.

»Man bliver nødt til at passe bedre på, når man har nået min alder. Det er heldigvis ikke første gang, at jeg står foran en stor konkurrence med en skade. Til X-Games brækkede jeg engang skulderen, dagen inden konkurrencen, men fik alligevel kørt en guldmedalje hjem,« sagde Rune Glifberg.

I tre årtier har han tilhørt skateboardeliten herhjemme og ikke mindst i udlandet. Han er det danske OL-holds alderspræsident, og på billeder ligner den slanke, veltrænede og vejrbidte sportsudøver det, han er: en midaldrende mand med grå stænk i håret.

»Jeg bruger ikke så meget tid på brættet, som da jeg var yngre, og jeg udsætter ikke min krop for lige så mange slag som dengang. Jeg vælger mine kampe. Det betyder også, at når jeg er ude, så tænker folk måske ’nå, er det Glifberg? Han er da ikke særlig god’. (...) Den energi, den testosteron, man har i 20erne, hvor man bare vil knalde hele verden og være den sejeste løve i junglen, det er meget sværere at finde i dag,« siger han til Weekendavisen.

Kommer fra Rødovre

Glifberg er vokset op i Rødovre og begyndte at skate, da han var 11 år, efter at en ven havde taget et skateboard med hjem fra USA. Han var betaget af Danmarks første professionelle skater, Nicky Dean Guerrero, og bestemte sig for at blive lige så god som sit forbillede.

I 1990 deltog Rune Glifberg i konkurrencen Scandinavian Open i Forum i København og blev opdaget af amerikaneren Jeremy Fox, der tilbød ham at blive sponsoreret af sit skateboardfirma Deathbox.

I 1992 blev Glifberg professionel på fuld tid, og to år senere flyttede han til Californien. Siden han i 1996 vandt en af sportens mest prestigefyldte konkurrencer, Slam City Jam, har han tilhørt verdenseliten og har vundet en række store konkurrencer og været et stort navn i USA.

Herhjemme har han ikke været helt så kendt, hvilket han allerede fortalte om i interviewet til Berlingske for 16 år siden.

»Når Thomas Bjørn bliver nummer 37 i en turnering, råber medierne hurra og er ellevilde, men når jeg vinder en bronze i X-Games, trækker det ingen overskrifter. I det amerikanske mediebillede svarer en bronze i X-Games altså til en tredjeplads på PGA Touren (en af verdens største golfkonkurrencer, red.). For skateboardingen i Danmark kunne nogle internationale succeshistorier med en dansker som bannerfører sætte skub i nogle tiltag ude i kommunerne,« sagde Rune Glifberg.

Designer skateparker

I dag bor han i København, hvor han udover at dyrke sin sport sammen med designeren Ebbe Lykke har etableret virksomheden Glifberg + Lykke, som designer skaterparker herhjemme og i udlandet – og han er dermed med til at »sætte skub i nogle tiltag ude i kommunerne«.

Glifberg + Lykke står blandt andet bag udformningen af Helsingør Multipark, Streetdome i Haderslev, Oslo Skatehall, Skatepark Eller i Düsseldorf og Tårnby Skatepark.

Skateboard og OL

Det er et kun et par år siden, at det blev bestemt, at skateboarding ville blive en OL-sportsgren ved legene i Tokyo. Dette fik Glifberg til satse på at blive kvalificeret, og i maj lykkedes det ham at sikre sig en af de 20 pladser for mandlige skateboardere.

»Det er en dejlig fornemmelse og lidt af en forløsning. Kvalifikationen har været i gang siden 2019, og det hele blev sat på pause på grund af corona, hvor jeg lagde tingene lidt på hylden og ikke fokuserede så meget på det. Så det er meget spændende at få lov til at være tilbage og give det (OL, red.) lidt fokus igen,« sagde Glifberg i juni til nyhedsbureauet Ritzau.

Dengang ville han ikke sige noget om ambitionerne for en placering, men han var dog optimistisk.

»Ud fra hvad jeg har set af tegningerne af skateparken i Tokyo, ligner det noget, der godt kunne give mig en fordel. Det er en ret stor og dyb skatepark, og det er lidt en af mine specialiteter,« sagde Rune Glifberg.

Torsdag nat klokken to dansk tid er Rune Glifberg i OL-konkurrence i Tokyo.