Guldalderen har aldrig eksisteret, som den bliver præsenteret for os

Kunsthistorikeren Charlotte Christensen har skrevet en bog om guldalderens billedverden. Det er en bombe under vor opfattelse af »guldalderen« fra 1810 til 1848. Begrebet guldalder blev først opfundet i 1960erne, siger Charlotte Christensen, og de malere, som vi i dag får præsenteret som guldaldermalere, var slet ikke dem, som var populære i »guldalderen«. Charlotte Christensens bog om »guldalderen« er en mytedræber.

Den dansk-jødiske genremaler Julius Friedländer var en af guldalderens mest populære kunstnere. Han malede gerne gøgler- og teaterscener som denne. Det blev udstillet i 1841 på Charlottenlund maleriudstilling og købt til Den Kongelige Malerisamling. Men genremalere som Friedländer blev senere nedvurderet og kom ikke med som de repræsentative guldaldermalere. Charlotte Christensen opfordrer Statens Museum for Kunst til at tage Friedländer og andre glemte malere fra perioden 1810-1848 op fra magasinerne. Fold sammen
Læs mere

Kunsthistorikeren Charlotte Christensen har skrevet en lang række bøger om dansk kunst. Nu er hun på krigsstien med en stor bog om guldalderen med titlen »Guldalderens Tidsbilleder«. Hun gør op med vor opfattelse af begrebet guldalderkunst, som er en sen opfindelse.

Guldalderen er populær som aldrig før, og i år viser nationalmuseet i Stockholm en stor udstilling om dansk guldalder, som kommer på Statens Museum for Kunst i august i år. Problemet er blot, siger Charlotte Christensen, at de kunstnere, der i dag fremhæves blandt den tids kunstnere, ikke var dem, der fik størst opmærksomhed i perioden 1810-1848. Det var helt andre kunstnere, som folk elskede, og som kongen og kunstelskere købte.

Charlotte Christensen gør i sin nye bog om guldalderens billedverden op med myter om perioden. De guldaldermalere, som vi i dag præsenteres for, var slet ikke de malere, som folk ville se i perioden 1810-1848. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Man valgte Eckersberg og hans elever og sorterede andre fra

Vi får præsenteret et smalt udvalg af kunstnere, Eckersberg og hans elever, der, selv om de er gode, ikke er repræsentative for perioden, siger Charlotte Christensen.

Charlotte Christensen opfordrer til, at man omsider gør op med den kunstsmag, der blev etableret omkring 1900 af tidens førende kunstkendere, men som ikke lever op til vor tids ønske om pluralisme og mangfoldighed.

»Bring de glemte og frasorterede malere op fra museernes magasiner. Folk vil elske dem«, siger Charlotte Christensen.

Hvornår fandt man på ordet guldalderkunst?

»Det sker først i 1960erne, fordi der var en stor udstilling på Nationalgalleriet i Stockholm, der hed »Dansk guldalder«, og så blev det et begreb, der ikke kunne slettes længere.«

Og du er sikker på, at det ikke blev brugt før?

»Ja, allerhøjst blev det anvendt af et par kunsthandlere, men ikke brugt som begreb i kunsthistorien.«

I din bog »Guldalderens Billedverden« skriver du om perioden 1810-1848 – den periode, vi nu kalder guldalderen, og du peger på, at denne periode først sent blev trukket frem som specielt blomstrende og frugtbar?

»Ja, det var først omkring 1900, at kunsteksperter som Karl Madsen og Emil Hannover, der var førende i Danmark, skabte ideen om, at C.W. Eckersberg og hans elever som Christian Købke, Johan Th. Lundbye, Dankvart Dreyer, Jørgen Roed, Constantin Hansen og andre var specielt fremragende i perioden og var repræsentative. Madsen og Hannover udvalgte dem, dels fordi det var fine malere, og dels fordi de havde en forkærlighed for den delikate og følsomme kunst.«

Og hvorfor havde de det?

»De var selv påvirket af fransk impressionisme og det skitseagtige, som franske malere gjorde det i. Og de mente, at de i Eckersberg og hans elever havde en slags forløber for den type kunst, fordi de lavede ufærdige malerier, skitser og studier. Desuden lagde de vægt på det nationale, det hyggelige, det hjertevarme og det danske sommerlys. De undgik gerne religiøse, melankolske motiver. Så de udvalgte Eckersberg og hans elever og frasorterede mange andre, som vi aldrig rigtig fik set, selv om de var langt mere populære end Eckersberg og hans elever i perioden 1810-1848.«

Hvad så H.C. Andersen og hans samtidige?

Charlotte Christensen er en anerkendt kunsthistoriker med mange værker bag sig som f.eks. en stor biografi om den royale maler Carl Gustaf Pilo fra 2016. Da hun undersøgte, hvilke kunstnere folk i første halvdel af 1800-tallet så og købte, gik hun til samtidens kilder. Den store årlige kunstudstilling i Charlottenborg var dér, hvor borgerne og kongefamilien så kunst, og hun gennemgik derfor udstillingskataloger fra samtlige år. Og hun benyttede sig af datidens mennesker, som skrev om kunst og om, hvad de så, som f.eks. H.C. Andersen i hans dagbøger. Kilderne viste tydeligt, at det var helt andre kunstnere end Eckersberg og hans elever, der dominerede de udstillinger.

Så din påstand er, at de kunstnere, vi gang på gang præsenteres for som guldalderens malere, slet ikke blev set dengang, og at det var helt andre kunstnere, der var populære?

»Ja, og i min nye bog viser jeg en lang række eksempler på kunstnere, der ikke er blevet fremhævet i disse mange år, for hvad der blev knæsat i 1900 af Karl Madsen og Emil Hannover, gælder stadig. Jeg ved, at de kommende guldalderudstillinger i substansen følger de spor, der blev lagt ud dengang ved begyndelsen af 1900-tallet. De viser således ikke de kunstnere, der var de mest populære på H.C. Andersens tid.«

Den nu ukendte maler Peter Julius Larsen malede to fattige børn i 1845. Maleriet kom samtidig med H.C. Andersens historie om pigen med svolvstikkerne. Charlotte Christensen fremhæver maleriet som typisk for den slags malerier, som folk ville se i guldalderen, men som siden er blevet frasorteret. Fold sammen
Læs mere

Hvem var de?

»Det var glimrende malere som Albert Küchler, Louis Aumont, N.P. Holbech, Emil Bærentzen, Joel Ballin, J.P. Møller, C.A. Lorentzen og Christian D. Gebauer. Og de mange kvindelige blomstermalere, der havde et stort salg af deres billeder. Og det er ikke for at sige, at Eckersberg og hans elever er dårlige, for jeg elsker også dem og mener, at Christian Købke er periodens mest geniale maler, men det var andre, der tegnede perioden.«

Og hvorfor blev de fravalgt?

»Der var mange årsager, bl.a. fordi en kunsthistoriker som Niels L. Høyen allerede omkring 1848 foretrak de danske kunstnere, der repræsenterede noget nationalt, og som arbejdede i Danmark i en dansk stil. Dermed blev mange allerede tidligt sorteret fra. Han kunne f.eks. ikke lide den fornemme portrætmaler C.A. Jensen, der i den satiriske presse blev fremhævet som en maler, der brugte en fejekost til at male sine billeder. Jensen var inspireret af den fornemme portrætmaler Frans Hals, men Høyen foretrak en kunst, hvor penselstrøgene var tildækkede. Og man kunne omkring 1900 af ideologiske grunde ikke lide historiske malerier, det royale, genremalerier og den slags. Så udvalget blev mere og mere snævert, og vi er endt med et lille og ikke særligt repræsentativt udvalg af malere.«

Dette charmerende portræt af malet af den danske maler Louis Aumont. Det forestiller den yndige Theodora Josefine Hambro, der var niece til den rige jødiske bankier Joseph Hambro, der var mæcen for danske kunstnere. Aumont er en af de dygtige danske kunstnere, der var populære i guldalderen, men siden blev glemt. Fold sammen
Læs mere

Hvad for en type malere foretrak man så dengang?

»Man skal forstå, at man ikke intellektualiserede kunsten dengang. Man var på kunstudstilling den ene gang om året på Charlottenborg, og så ville man have gang i den med pangfarver, dramatik, kongerøgelse, vilde dyr og genrescener fra dagliglivet. Det var mere underholdning end kunst, som vi forstår det i dag. Man elskede som i dag på fjernsynet dramatik og underholdning, og det fik man så. Blandt de bedst sælgende kunstnere var Christian D. Gebauer, C.A. Lorentzen og J.P. Møller –kunstnere, som senere i vid udstrækning blev frasorteret i dansk kunsthistorie. Genremalerne med
folk som Julius Friedländer og Joel Ballin, der også var skiltemaler, spillede en stor rolle, og Statens Museum for Kunst har en flot samling af Friedländer og andre genremalere, som stort set ikke bliver hevet op fra magasinkælderen, fordi man i dag har intellektualiseret kunsten, og genremalere ikke er fine.«

J.L. Lund var en af guldalderperiodens mest populære malere. Her har han malet Ida Brun, der var datter af en storkøbmand. Som andre populære malere fra perioden blev J.L. Lund senere skubbet ned i magasinerne. Fold sammen
Læs mere

Guldalderens miljø

Guldalderen, som den dyrkes i dag, dækker over langt mere end kunstnere. Der er tale om en blomstrende periode, hvor forfattere og videnskabsfolk havde gunstige og frugtbare tider. Det er folk, som vi stadig er stolte af, og som talte H.C. Andersen, Johanne Louise Heiberg, Knud Lyhne Rahbek, Henrik Hertz, Jens Baggesen, Søren Kierkegaard, M.A. Goldschmidt og mange, mange flere. Det var en tid, som stadig er på mode og til debat, og det er væsentligt, siger Charlotte Christensen, at vi forstår deres tid på dens egne præmisser:

»Det er jo vigtigt for at kunne fornemme den tid og ikke tro, at den var anderledes. Når Søren Kierkegaard i sin »Forførerens Dagbog« fra 1843 har en erotisk scene, så er det jo værd at vide, at den foregik med J.P. Møllers, Albert Küchlers og blomstermalerne J.L. Jensens og Hanne Hellesens billeder på væggene. Vi ønsker jo at kunne genskabe fortiden på et autentisk grundlag og ikke på et senere rekonstrueret grundlag.«

Er der en grund til, at Eckersberg og hans elever blev stående? Havde de en ekstra kvalitet, som de andre ikke havde?

»Sådan kan man ikke stille det op, for ganske vist var Købke og Lundbye vidunderlige malere, men det har jo ikke betydning for vor trang til at forstå fortiden og også nyde andre kunstnere. De kunstnere, der blev frasorteret, var også spændende og rigtig gode, og de blev ikke frasorteret af manglende kvaliteter, men af ideologiske og smagsmæssige årsager. Og det er afgørende for os at se dem alle sammen, dels for at forstå fortiden, dels fordi vi jo ikke ved, hvad man vil værdsætte i fremtiden. Smagen skifter, og genremalerne, vil jeg vurdere, vil blive værdsat i fremtiden.«

Joel Ballin var en dansk-jødisk maler og meget dygtig. Han ernærede sig bla. som skiltemaler, og senere drog han til udlandet for at klare sig økonomisk. Her har Joel Ballin i 1845 malet træpanelerne til E.B. Salomons forretning, der lå i Vimmelskaftet i København. Det er usædvanligt, at den slags træpaneler er bevaret, og nu tilhører de – der er nemlig to – Nationalmuseet. Fold sammen
Læs mere

Men en maler som Marstrand er jo værdsat?

»Jo, det er han nok, men de andre genremalere er ikke blevet værdsat, og jeg opfordrer Statens Museum for Kunst til at hive dem frem og ikke blot give os de sædvanlige kunstnere.«

Er der ingen steder, hvor genremalerne er fremme?

»Jo, nogle har været fremme i udstillinger. Nivaagaard havde en dejlig udstilling i 2017 af den dansk-tyske maler Ditlev Blunck. Teatermuseet viste Emil Bærentzens fine portrætter i 2015. Og Marstrand skal på udstilling på Nivaagaard til næste år. Men man skal til Thorvaldsens Museum for at se tidens repræsentative kunstnere udstillet, for Thorvaldsen købte dem, og derfor er de med på hans museum.«

Også i nutiden frasorterer vi gode kunstnere

Hvorfor har der ikke blandt museumsfolk været lyst eller mod til at gøre op med vanetænkningen om perioden, ligesom du nu gør?

»Jeg tror, det er, fordi man kan være sikker på et højt besøgstal, når man viser de kunstnere, hvis betydning er fastslået og indarbejdet i kunsthistoriens kanon. Man kender til Eckersberg og hans elever på forhånd, og det var, hvad museumsfolk selv kan lide. Publikum blev vænnet til, at det var guldalderens malere. Så der var ikke nogen nødvendighed for at se kritisk på udvalget fra perioden.«

Er der en fare for, at man i vor samtid er lige så ideologisk frasorterende, som man var i 1800-tallet?

»Ja, selvfølgelig, men det ved man nok efter en del år, når man kigger tilbage.«

Er det sådan, at mens man omkring 1900 ønskede det nationale, hyggelige, det smukke danske solskin, så ønsker man nu det stik modsatte, nemlig det antinationale, det brutale, det grimme og det provokerende?

»Ja, det tror jeg, du har ret i. Selvfølgelig er der undtagelser, men jeg tror, at der er en underliggende ideologi, der er afgørende for udvælgelsen og frasorteringen. Og det er klart, at det er det internationale og det provokerende, der er to væsentlige udvælgelseskriterier nu.«