Geeti Amiri: Jeg kunne mærke i mine knogler, at det ville blive smertefuldt

2020: Berlingske har bedt en række kulturpersonligheder og meningsdannere om at gøre status over et sjældent besynderligt år – og samtidig se ind i fremtiden. Dette indlæg er skrevet af debattør, skolelærer og vinder af dette års Hørups Debatpris Geeti Amiri

»Min 30-års krise tog til med galopperende fart, som himlen faldt til ro, og jeg følte mig tynget af glansbilledernes byrde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg blev engang fortalt, at måden, man træder ind i det nye år, vil definere resten af året.

For et overtroisk menneske er det en forfærdelig ting at blive fortalt, fordi man kan ikke slippe overtroens profeti. Og enhver, som kender mig, ved, at jeg er et overtroisk menneske.

Derfor ulmede en panik i mit indre, da klokken slog tolv nytårsaften 2019/2020. Fordi modsat så mange andre nytårsaftener stod jeg ikke til at tage springet ind i det nye år i glitrende stiletter. Jeg var heller ikke omringet af familie og farver, men befandt mig på Hald Hovedgaard sammen med syv fremmede forfattere. Og i stedet for et glas champagne stod jeg med en fesen stjernekaster, som jeg ivrigt forsøgte at få liv i med en flad lighter.

»Da statsministeren tonede frem på skærmen og beordrede landet lukket ned, var jeg allerede gået i stå og i stykker.«


Snehvide fik et varigt venskab med de syv dværge, men det slår mig, at jeg ikke ved, hvad der er blevet af de mennesker, jeg uden at kny krammede og ønskede et godt nytår.

Da jeg gik tilbage på mit værelse lidt over midnat, og himlen endnu lyste op af jydernes fyrværkeri, kunne jeg i mine knogler mærke, at 2020 ville gå hen og blive sådan et rigtigt skelsættende og smertefuldt år. Jeg gruede for, at 2020 ville blive et ensomt år, fordi hele verden festede, mens jeg havde isoleret mig af egen fri vilje. Min 30-års krise tog til med galopperende fart, som himlen faldt til ro, og jeg følte mig tynget af glansbilledernes byrde.

Havde jeg bare vidst, at i Kina spiser de flagermus.

Krummer tæer

Jeg vendte derfor hjem til mit København og var teenagetrodsig. Jeg valgte at skrotte overtroens profeti, fordi det skal et rationelt menneske evne i et moderne samfund. Og i stedet visualiserede jeg heftigt mit fremtidige liv med den mand, jeg havde givet mit hjerte til, og så store fællesskaber og masser af familie omkring mig. Pressede jeg fingrene mod mine lukkede øjne, kunne jeg se en juleforlovelse mellem stjernerne.

»Jeg var vendt hjem fra en kærlighedsferie i Berlin med øjne så triste, at ingen forårsfornemmelser hjalp på humøret. Jeg lå i fosterstilling, mens andre hamstrede toiletpapir.«, Geeti Amiri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Bare rolig, jeg krummer selv tæer over, hvor dumstædig jeg var. For i stedet for at bruge den nagende fornemmelse nytårsaften til at gå i gang med mit længe ventede opgør med luftkastellerne, gik jeg i baglås. Fordi vokseværk gør ondt. Men nogle gange bliver skæbnen så utålmodig med alle ens krumspring, at den spænder ben for en, så man kan snuble og slå sig hårdt og forstå, at livet er skrøbeligt.

I al fald nåede jeg ikke længere med mine visualiseringsøvelser, for da statsministeren nogle måneder senere tonede frem på skærmen og beordrede landet lukket ned, var jeg allerede gået i stå og i stykker.

Jeg var vendt hjem fra en kærlighedsferie i Berlin med øjne så triste, at ingen forårsfornemmelser hjalp på humøret. Jeg lå i fosterstilling, mens andre hamstrede toiletpapir. Igen måtte jeg sande, at kærligheden var så svær, at den fik mit sind til at værke.

Så nu ytrer jeg noget, som nærmest er utilgiveligt, men det forsømte forår, den ulidelige sommer, det stille efterår, den stille jul og en nytårsaften uden glimmer, det var og er som skabt for mit univers.

Med andre ord har mit 2020 været en lang fortsættelse af min nytårsaften.

Et krakeleret hjerte

Jeg skal ikke spille martyr. Det har været det hårdeste år. Men på samme tid også mit velsignede år. Fordi 2020 lærte mig, at jeg havde brug for at gå i stå. Jeg havde brug for at sørge, så jeg kan blive genfødt. Restriktioner og regler gav mig mulighed for at distancere mig, uden spørgsmål og forklaringer. Afstandskriteriet frigjorde mig fra at være tvunget til at stå ved kaffemaskinen på lærerværelset og udveksle høflighedsfraser om vind og vejr og »Vild med dans«.

»Jeg har ledt efter mit hjem i et andet menneske i stedet for at finde et menneske, som kan bo i mit hjerte.«


Jeg forstår ikke, hvordan vi førhen har båret os ad med at være fungerende mennesker med et krakeleret hjerte. Måske fungerede det heller ikke rigtigt for nogen.

Jeg medgiver, at jeg er et navlebeskuende menneske, når jeg kan fundere over mit (kærligheds) liv efter et skodår, som har kostet liv, økonomi og vores »normalitet«.

Men personligt har lektien af 2020 været, at jeg alt for ofte har forvekslet kærligheden med livskriser. Jeg er ikke stolt af det, men tænk, at en pandemi fik mig til at indse det.

Jeg håber bare ikke at have været den eneste, som har gjort vold på mig selv i kærlighedens navn, fordi jeg har givet mit hjerte væk, som var det en slags valuta, i håb om at købe mig ro. Det tror jeg ikke, at jeg er, hvilket alligevel er en slags trøst, fordi jeg dermed ikke er alene om at have været håbløs. Vi er mange, selv om vi har følt os alene.

Under alle omstændigheder tvang året 2020 mig til at se mine dæmoner i øjnene. Og det tankevækkende er, at da jeg omsider gjorde det, gik det op for mig, at jeg har ledt efter mit hjem i et andet menneske i stedet for at finde et menneske, som kan bo i mit hjerte.

Jeg indså, at jeg nok har været ualmindelig generøs med at erklære min kærlighed til en fremmed mand, men jeg har alligevel holdt afstand. Da denne erkendelse gik op for mig, stod dørene til de mange fængsler af idealer, jeg havde sat mig selv ind i, pludselig på vidt gab. Jeg indså, at jeg er omsider fri.

Genaktiveret Tinder-profil

Så her på årets sidste dage, som fører til kollektivt sentimentalitet, vil jeg i al stilfærdighed hylde alle os singler, som har brugt året 2020 på selvransagelse. Os, som ikke gik i karantæne med en anden flakkende sjæl i forsøg på at undgå vores indre kaos.

»Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt, og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit.«


Selvom det har været fristende at genaktivere den håbløse Tinder-profil.

Mit håb for de af os, som gik ørkenvandringen og ikke slukkede tørsten ved første ledige sjælestop, er, at vi tager lærdommen med videre i 2021. Selvom en vaccine bringer os tilbage til dengang, hvor det var uforpligtende at dele en seng med en fremmed.

» i 2021 vil jeg mene det helhjertet, når jeg vil sige til en anden: Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit.«, Geeti Amiri Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

For læren om, at man må aldrig finde sit hjem i et andet menneske, fordi man må ikke gøre et andet menneske til sin ø, er vigtig at forstå. Man skal nemlig skabe sit eget hjem og være menneske nok for sig selv.

Det lyder næsten som en antitese til brinkmannsk psykologi, men på bagkanten af 2020 kan jeg konkludere, at præ-corona havde vi singler glemt den grundlæggende sætning: Man skal elske sig selv, før man kan elske en anden. Helhjertet og oprigtigt. Ellers bliver kærligheden en projektion af egen manglende selvkærlighed. Det bygger jeg ikke på noget videnskabeligt belæg, men jeg er sikker på, at coronanedlukningen og karantænen fik mange til at gå op i limningen, fordi forholdet til dem selv hidtil havde været flygtigt. Man havde distraheret det væk fra med alskens aftaler.

Men tre årstider i mit eget selskab har forsikret mig om, at det gør mig bedre i kærligheden til et andet menneske, efter jeg er begyndt at ynde min egen refleksion i spejlet. Og det er mit store håb for singlerne: At vi evner at være sårbare – først og fremmest over for os selv.

Måske lyder det som en dosis selvforherligende selfiekultur, jeg opfordrer os til at tage med videre i 2021. Men jeg mener oprigtigt, at hvis vi skal være bedre mennesker i 2021, skal vi kunne rumme os selv. Det lærte jeg af 2020. Og det var, hvad den ulmende fornemmelse nytårsaften 2020 handlede om. Jeg kunne ikke rumme mig selv. Jeg havde forsøgt at flygte fra mig selv i årevis. Så overtroens profeti viste sig at holde stik, fordi 2020 blev skelsættende og smertefuldt for mig, men jeg er taknemmelig og lykkelig for året, der gik.

Mine sidste ord til manden, som jeg planlagde livet med, fordi han var perfektion på papir, var, at jeg tog mit hjerte tilbage. Men jeg var ikke klar over, at når jeg tog mit hjerte tilbage, var det for at elske det selv. Men i 2021 vil jeg mene det helhjertet, når jeg vil sige til en anden: »Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt, og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit.«*

Glædelig jul og godt nytår.

(*Citat fra Tove Ditlevsens digtsamling »Lille hjerte«, 1942).