I en fornem lejlighed i Ny Vestergade 13 boede Grevinde Danner (1815-1874) efter kong Frederik VIIs (1808-1863) død. Hun havde et omtumlet og spændende liv, men efter Kongens død søgte hun væk fra offentlighedens søgelys og al den ballade, der var fulgt med at være kongens hustru til venstre hånd.

For ballade var der. Louise Rasmussen var født af en tjenestepige uden for ægteskabet og blev balletdanser på Det kongelige Teater. Hun var kendt for at have en skarp tunge og stor karisma og fik succes som danser i Bournonvilles glansperiode som chef for balletten. Hun havde desuden et forhold til Carl Berling, der udgav Berlingske Tidende, men hans mor var modstander af forholdet.

På grund af knæproblemer, som den officielle begrundelse lød, måtte Louise opgive balletten og fik sig i stedet en uddannelse som modist i Paris. På Strøget åbnede hun en supersmart modebutik, der tiltrak sig opmærksomhed med de store vinduer og en voksdukke iklædt smart modetøj, som endda drejede rundt. På det tidspunkt havde hun allerede mødt kronprins Frederik, og da Kronprinsen blev skilt fra sin hustru i 1846, var vejen åbnet for et intimt forhold.

Frederik blev konge i 1848, og to år efter gjorde han Louise til grevinde Danner, og de to blev gift til hans venstre hånd. I de følgende år levede de sammen i et lykkeligt ægteskab, men grevinden var hadet af både hoffet, det bedre borgerskab og af visse politikere. Man mente, at hun påvirkede kongen med liberale holdninger, og hun var blandt andet foragtet af politikerne i partiet De Nationalliberale. Bondevennerne så hende derimod som repræsentant for en ny og mere folkelig tid.

Foragten for hende kan ses af tidens breve, bøger og dagbøger, og selv 1800-tallets store skuespillerinde Johanne Louise Heiberg udviste ikke ligefrem søstersolidaritet, men beskrev hende som intrigant, ærgerrig og uforskammet – selv om Heiberg også var kommet ud af fattige kår.

Da kongen døde i 1863 var gode råd dyre. Grevinde Danner var rig gennem arv fra Kongen og ejede både store huse og Jægersborg Slot, men det var klart, at hendes upopularitet gorde, at hun ikke kunne bo på Christiansborg Slot. Hun besluttede derfor at finde en diskret bopæl, og hun valgte Ny Vestergade 13, hvor lejligheden på første sal netop var blevet ledig og allerede var indrettet efter alle kunstens regler.

Hun fik lavet et hypermoderne toilet med kullfyret bad i baghuset, hvor hendes tjenestefolk holdt til. Desværre blev dette baghus senere revet ned.

Hun boede i lejligheden i ni år, men opholdt sig der dog mest om vinteren, for om sommeren holdt hun til i Skodsborg eller på Jægerspris Slot. Desuden rejste grevinde Danner meget, hun elskede Italien, og hun tog på en lang rejse til Palæstina med Carl Berling, hvilket igen satte gang i en masse sladder.

Rum med pompejanske farver

Den nuværende bygning blev bygget af gæstgiver Christen Christensen Bording i årene 1792-1793. Han brugte den som sin private bolig med kælder og tre etager. Arkitekten er ukendt, men bygningen havde tidens typiske klassicistiske kendetegn. En rig tømmerhandler, C.L. Maag, købte huset i 1811, og hans søn, Christian Maag (1809-1861), lod lejligheden på første sal nyindrette og føjede i 1850erne en ekstra etage til bygningen, så den fik sit nuværende udseende.

Maag lod flere af guldalderens bedste kunstnere dekorere rummene på første sal, nemlig Georg Hilker (1807-1875), P. C. Skovgaard (1817-1875) og Constantin Hansen (1804-1880). Georg Hilker boede selv i nr.13 i de første år efter, at han havde dekoreret rummene i pompejansk stil, altså med de samme farver, som man mente, at Pompeis huse var malet med. Den italienske atmosfære blev forstærket af illustrationer på væggene, blandt andet en scene fra Venedig og klassiske romerske figurer malet på væggen. Den italienske stil passede sikkert grevinde Danner godt, for hun elskede Italien.

Denne pompejanske stil var påvirket af arkæologiske fund i Rom, Pompei og Herculanum og gav sig udtryk i hele Europa, hvor interessen for det klassiske Rom var intens på det tidspunkt. Hilker var tidens mest benyttede dekorative maler og malede mange borgerhjem, men også den berømte maler Constantin Hansen havde gang i penslerne i rummene og malede små figurer på væggene. Han valgte blandt andet at male puttier, det vil sige små buttede drengebørn, der hver især bar på en genstand, som havde at gøre med familien Maags erhverv i tømmerbranchen.

Constantin Hansen malede også Thorvaldsens Museum, der lå lige ved siden af, og hvis arkitekt var Gottlieb Bindesbøll (1800-1856), som Christan Maag havde brugt til at modernisere huset i Ny Vestergade. Constantin Hansens lille vægmaleri af Thorvaldsens Museum var måske en slags minde over Bindesbøll, der døde 1856.

P.C. Skovgaard stod for et af de andre vægmalerier, en scene fra Venedig. Lofterne blev rigt illustreret.

Grevinde Danner overtog hele huset og havde en stab på fem-syv tjenestefolk. På etagen over hendes egen lejlighed boede hendes sekretær og økonomiske rådgiver, og så havde hun udlejet et par af husets øvrige lejligheder. Hun siges at have været en streng husejer, der krævede, at lejerne behandlede lejlighederne ordentligt.

Efter Grevindens død blev huset solgt til Menca Koppel, hvis søn, Valdemar, blev chefredaktør for Politiken. Derefter havde Finansministeriet lokaler i huset, og den berømte højesteretssagfører C.B. Henriques, der i mange år var formand for den jødiske menighed og blev kendt i efterkrigstiden for at sige, at retsopgøret med nazisterne var et juridisk galehus, havde kontor der.

I 1974 erhvervede Danske Arbejdergiverforening huset og iværksatte i 1976 et større renoveringsarbejde, der bragte lejligheden nogenlunde tilbage til Hilkers oprindelige design. I 1986 var huset udsat for en alvorlig brand, der beskadigede de nyrenoverede lejligheder, så renoveringsfolkene blev sat på arbejde igen. I dag bruges Grevindens lejlighed til repræsentative formål og vises frem for interesserede.

Grevindens død

Grevinde Danner døde under en rejse til Genova i 1874 og er begravet i Jægerspris Slots have. I dag er synet på hende stort set positivt, blandt andet på grund af hendes gavnlige virkning på den ustabile Frederik VII. Desuden testamenterede hun sin formue på ni millioner kr. til velgørenhed, hvilket viste hendes storsind.

Huset i Ny Vestergade bliver også kaldt Huset med de buede vinduer, fordi alle vinduer i facaden har de gamle buede vinduer.

Kilde: Hanne Raabymagle: »Ny Vestergade 13«, 1993