Game of Thrones-forfatter beskyldes for et »kinderæg« af krænkelser: racisme, sexisme og transfobi

Den 71-årige Game of Thrones-forfatter George R.R. Martin slap ikke godt fra sin værtsrolle ved uddelingen af årets Hugo Awards. Internettet raser over hans udtale af sorte forfatteres navne og hans lovprisninger af racistiske forfattere.

Forfatteren George R. R. Martin har ikke undskyldt for sin optræden ved uddelingen af science fiction-prisen Hugo Awards, men har tweetet et citat fra Voltaire om at »tilgive hinandens tåbeligheder«. Arkivfoto. REUTERS/Danny Moloshok DANNY MOLOSHOK

En bølge af vrede beskyldninger har rejst sig fra internettet mod George R.R. Martin, skaberen af det overmåde populære Game of Thrones-univers, efter at han i weekenden var vært for en digital corona-version af den årlige uddeling af science fiction-prisen Hugo Awards.

Forfatteren gjorde sig blandt andet skyldig i at rose afdøde, hvide, mandlige kunstnere, der skrev inden for genren, og som udtalte sig racistisk, heriblandt H.P. Lovecraft og John W Campbell. Det skete mere præcist under George R.R. Martins præsentation af årets kandidater til Bedste Roman-prisen. I år var alle de nominerede  kvinder. Det er aldrig tidligere forekommet.