Fulgte du med i Netflix-serien om familien Shtisel? Nu er opfølgeren på trapperne i Danmark

Der har været israelsk premiere på tredje sæson af serien »Shtisel«, der blev et stort i hit i hele verden. Her er, hvad danske seere kan forvente, når den nye sæson får premiere herhjemme.

Et udpluk af karaktererne i »Shtisel«: Familiepatriarken Shulem Shtisel (Dov Glickman), Aliza Gvili (Orly Silbersatz), sønnen Akiva (Michael Aloni) og Giti Weiss (Neta Riskin). Netflix

Den israelske serie »Shtisel« er blevet kaldt for Israels svar på »The Sopranos«, og det er ikke helt ved siden af, hvis man ser på, hvor meget serien er blevet elsket og diskuteret på nettet. Nu vender den tilbage efter en pause på fem år.

Forleden var der israelsk premiere på den coronaforsinkede tredje sæson af  »Shtisel«, der har millioner af tilhængere globalt, også i Danmark, hvor den nye sæson også snart kan ses. Den har vakt desto meget mere opmærksomhed, fordi serien var blevet lukket og slukket efter to sæsoner. Men da producenten, Netflix, opdagede dens popularitet i alle streamingtjenestens territorier, blev det besluttet at genoplive den.

Fra sin start i 2013 lignede serien, der følger medlemmerne af en ultraortodoks jødisk familie i Jerusalems gamle bydel, ikke just et globalt tv-hit. Den indeholder ingen actionsekvenser og kun meget dydige fremstillinger af sex, og seerne må selv sætte sig ind i de mange religiøse regler, der udgør rammerne for den hasidiske families liv. For eksempel, at gifte kvinder bærer parykker, sheitel, over deres rigtige hår for at signalere ærbarhed, hvilket først bliver åbenbaret et stykke ind i seriens handling.

Til gengæld skildrer serien sine hovedpersoners psykologi med en mikroskopisk detaljegrad, der nærmest tvinger publikum til at identificere sig med og holde af karaktererne.

»Vær klar til at blive forelsket igen,« lyder sloganet for tredje sæson, hvis handling begynder fire år efter, at anden sæson sluttede.

Den moderne verdens fristelser

Serien handler om familiepatriarken Shulem Shtisel (Dov Glickman), der med fast og kærlig hånd styrer sine tre børn gennem deres voksenlivs udfordringer. Mest opmærksomhed får sønnen Akiva (Michael Aloni), der er kunstmaler og lidt af en boheme (i den udstrækning det kan lade sig gøre for en hasidisk jøde). Akiva er blevet giftemoden, og meget af serien handler om de møder med potentielle hustruer, faderen arrangerer sammen med en matchmaker.

En stor del af serien handler om at finde balancen mellem det traditionelle liv og den moderne verdens fristelser. Ét er de religiøse regler, et andet er, hvordan de håndteres af de troende. En gammel bedstemor er på plejehjemmet blevet afhængig af at følge en sæbeopera i tv og tror, at personerne i serien i en eller anden forstand er virkelige, uvant som hun er med tv-underholdning.

En af udfordringerne ved at producere en ny sæson har været at samle de samme skuespillere igen, da serien har gjort dem til eftertragtede navne. Det gælder ikke mindst Shiira Haas, der vandt mange hjerter som den fromme pige, der lægger afstand til sin egen far, da hun under et udlandsophold er faldet for en ikke-jødisk kvinde.

Shiira Haas blev en regulær stjerne på Netflix, da hun fik hovedrollen i filmen »Unorthodox«, der også foregår i et hasidisk miljø – denne gang i New York. I den film flygter Haas’ karakter fra sin familie og et uønsket giftermål og bosætter sig i Berlin for at forfølge sin forbudte drøm om at blive klassisk pianist.

Romeo og Julie-romance

Den nye sæson fortsætter fire år efter sidste sæsons afslutning. Shulem Shtisel leder stadig efter en hustru og slås med sin uhæderlige bror, Nuchem (Sasson Gabai), mens sønnen, Akiva (Michael Aloni), er på vej til at blive gift med Libbi (Hadas Yaron).

Shira Haas spiller stadig Ruchami, der skal forsøge at få sit eget ortodokse ægteskab til at fungere uden at få hjælp fra sine forældre, der nu er på kanten af skilsmisse.

Et tema i den nye sæson bliver racisme i form af en Romeo og Julie-romance mellem et mandligt medlem af Shtisel-familien og en jødisk kvinde af marokkansk afstamning.

»Shtisel« er angiveligt også et seerhit blandt ortodokse jøder, hvoraf nogle må se serien i hemmelighed som følge af tv-forbuddet, men serien er også blevet kritiseret for at præsentere alt for menneskelige svagheder blandt jøderne.

Seriens producer, Dikla Barkai, har ofte understreget, at serien ikke har nogen politisk agenda, og mener ikke, at den burde levere et mere positivt billede af de ortodokses livsform.

»Historierne i Shtisel er ikke ‘ultraortodokse’ historier. De er menneskelige historier. De ting, der sker, kan ske for alle mennesker,« siger Dikla Barkai.

Premieredatoen for tredje sæson i Danmark er endnu ikke fastsat.