Fortielser og fortrængninger: Hvor pokker er Blekingegadebanden på Arbejdermuseets udstilling om politisk aktivisme?

Arbejdermuseet åbner udstillingen »Aktivist«, der fortæller om politisk aktivisme på venstrefløjen fra 1960erne. Det er en aktuel idé, der dog fejler, fordi historien friseres og retoucheres. Aktivismen gøres pæn, og Blekingegadebanden udelades.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev i 2003 overfaldet af en aktivist fra Globale Rødder efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn som protest mod regeringens holdning til Irak-krisen. Aktivisten sprøjtede statsministeren til med rød maling, og også udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev ramt af maling. Aktivisten blev straks overmandet af to af Folketingets sikkerhedsfolk og ført bort, mens han råbte til Fogh: »Du har blod på hænderne«. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Arbejdermuseet i København har fået den glimrende idé at lave en udstilling om politisk aktivisme fra 1960erne og frem til næsten nutiden.

Med politisk aktivisme forstår museet den aktive politiske ageren, der skete uden for de politiske partier og motiverede unge mennesker til at organisere sig i bevægelser mod atomkraft, mod NATO, mod Apartheid, for besættelser af huse og for den politiske kamp for et socialistisk samfund. Når det er en glimrende idé, er det, fordi vi netop nu oplever et nyt generationsoprør mod det bestående i form af woke-generationen, der som i 1789, 1830, 1848, 1917 og 1968 kæmper imod det, som den ser som verdens uretfærdighed, og for et utopia uden uretfærdighed.

Fra Arbejdermuseets udstilling om politisk aktivisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arbejdermuseet.

Hvor er Blekingegadebanden?

Museet viser fotografier og tekster fra bevægelser som NOAH, BZ, Sydafrika-komiteen, Vietnam-bevægelser og blandt andet Palæstina-grupper – det sidste emne er dog kun repræsenteret ganske lidt, selv om kampen mod zionisme og Israel var en af tidens væsentligste drivkræfter. Museet lader aktivister på film og i tekster forklare, hvad der drev dem, og hvad der motiverer dem nu. Den store forklaringsmodel er oplevelsen af uretfærdighed. Det kunne være racisme, diskrimination, social ulighed, kapitalisme og mere af den slags. Følelsen af uretfærdighed var hos de politisk mest bevidste kombineret med ønsket om et utopia, hvor alle disse uretfærdigheder var udryddet.

Den ekstreme aktivisme udviklede sig ofte til en foragt for parlamentarisme, som man mente var en gøglerforestilling skabt for at beskytte kapitalisterne. Museet skriver selv i en tekst om denne tendens: »Boykot af folketingsvalg. Hærværk mod valgplakater og aktioner i Folketinget. Direkte aktioner mod politikere skaber opmærksomhed, men ofte også fordømmelser. Nogle holder sig inden for lovens rammer, andre bevæger sig over grænsen af, hvad der tillades indenfor det lovregulerede demokrati.«

For at vise, hvornår man bevægede sig ud over grænserne, viser museet, at venstreradikale i 1970erne uddelte bombemanualer – en opskrift på at lave bomber, som oprindelig var skrevet af folk i modstandsgruppen BOPA under besættelsen. Museet spørger på en planche: »Hvor langt vil du gå?« Det er fint, at museet lader et ungt publikum overveje den slags, for historien viser, at ungdommen let lader vold og antidemokratiske følelser løbe af med sig, fordi den mener, at utopien kun kan realiseres med brug af metoder uden for det parlamentariske system.

Politiet tømmer lejligheden i Blekingegade for våben. Blekingegade-banden skød og dræbte den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen under flugten fra Købmagergades Postkontor. Arkivfoto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Derfor er det besynderligt, at museet ganske vist redegør for den harme og retfærdighedsfølelse, der motiverede de revolutionære, men viger tilbage fra at fortælle om de værste udskejelser og konsekvenserne af den slags udemokratiske metoder. Således er der ikke et ord om Blekingegadebanden, der var den palæstinensiske terrororganisation PFLPs hjælpere, og som selv udførte kidnapning og mord. Banden var desuden, viste det sig i efterspillet til tilfangetagelsen i 1989, omfattet af betydelig sympati i brede kredse på venstrefløjen. Hvorfor viser man ikke unge mennesker, hvad den slags aktivisme i sidste ende kan lede til?

Ingen vold på plakater

Tiden efter 1968 var på venstrefløjen en kreativ tid med musik, demonstrationer og litteratur. Et af tidens populære virkemidler var plakater, og Arbejdermuseet viser da også en hel del af disse. Men udvalget er stærkt tendentiøst. Plakater fra tiden efter 1968 var ofte militaristiske i udtryksformen og viste ofte maskingeværer og opfordring til kamp. Men ingen af plakaterne på udstillingen er af den type; man har kun udvalgt fredelige og pæne plakater uden opfordring til vold.

Autonome demonstrerer i Københavns gader. Her på Knippelsbro 18. maj 1994. Arkivfoto: Søren Lorenzen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der er heller ikke nogen påpegning af, at den politiske aktivisme ofte førte til støtte til voldelige bevægelser i udlandet og totalitære regimer, hvilket var med til at støtte undertrykkelsen af mennesker i disse lande. Tænk blot på maoismen, der havde bred sympati i Danmark og på blandt andet Dagbladet Information, selv om det drejede sig om et morderregime med millioner af menneskeliv på samvittigheden.

Ved at være håndsky over for disse tragiske konsekvenser af aktivisme får museet ikke fortalt hele historien om politisk aktivisme, og man misser en chance for at fortælle et ungt publikum, at politisk aktivisme er farlig. I stedet bekræfter man dem i, at oplevelsen af uretfærdighed leder til politisk retfærdig aktivisme.

Unge omkring Ungdomshuset i København laver demonstration i 2017. Konfrontationer mellem aktivister og politi var omfattende og voldelige. Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Højrefløjens aktivisme blev ignoreret

I danske historiebøger og i undervisningen på skoler og universiteter er historien om venstreorienteret politisk aktivisme efter 1968 fortalt til hudløshed. Den har fået urimelig stor plads i mange danmarkshistorier, måske fordi de gamle revolutionære senere blev journalister og universitetshistorikere, der skrev historien. Selvom de led nederlag, idet den socialistiske utopi aldrig indfandt sig, vandrede de gennem institutionerne og kunne skrive historien. Myten om, at det er sejrherrerne, der skriver historien, har intet på sig.

Udstillingen går næsten op til nutiden, men når ikke rigtig at få den seneste tids wokisme med. Men der er næppe tvivl om, at udstillingen vil få unge mennesker til at reflektere over, hvad politisk aktivisme egentlig er. På den måde har udstillingen – når man ser bort fra museets urimelige frisering af fortiden – et budskab til et ungt publikum.

Valgplakat fra Venstresocialisterne under valgkampen i 1971. Maskingeværer og opfordring til kamp og vold var ganske hyppige, men Arbejdermuseet viser ingen af disse plakater – kun de ikkevoldelige. Arkivfoto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Men det er mærkeligt, at ingen museer eller historikere har påtaget sig den opgave at skildre højrefløjens aktivisme. For den var der, men blev skrevet ud af historiebøgerne.

Unge mennesker i 1970erne og 1980erne på den borgerlige fløj, der, oprørte over venstresocialistiske lærere og Danmarks Radios ensidighed, meldte sig ind i hjemmeværnet, støttede patriotiske sager i foreninger, meldte sig til Afghanistan-Komiteen mod den sovjetiske besættelse, deltog i Erhard Jakobsens Aktive Lytterkomité mod DRs ensidige venstredrejning og blot reagerede, fordi venstrefløjens moralske arrogance provokerede dem.

Med Arbejdermuseets udstilling får vi atter en gang cementeret historien om venstrefløjens aktivisme motiveret af følelsen af uretfærdighed, og det er for banalt og alt for fortærsket til rigtigt at have et budskab.

»Museet viger tilbage fra at fortælle om de værste udskejelser og konsekvenserne af de udemokratiske metoder.«