Forfatter Christina Hagen: Efter jeg så Joy Mogensens bolig til salg på nettet, tænkte jeg, at hun måske ikke burde være med til at bestemme, hvad der er vigtigt, for at vi bliver klogere på, hvem vi er

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det forfatter Christina Hagen, som har erklæret, at hun ikke længere skriver bøger.

»Jeg kan blive meget irriteret, hvis jeg føler, at jeg som publikum skal pleases. Hvis noget er for underholdende, kan jeg godt finde på at gå,« siger Christina Hagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Priskorn/Ritzau Scanpix

Hvad er dansk kultur for dig? 

»Jeg rejser meget og går også i teatret, i operaen og til koncerter der, hvor jeg nu er. Jeg er meget glad for udendørsoperaen i Athen, men det er de samme bestsellere, der er på tapetet hele tiden. Sidst jeg var i Den Dominikanske Republik, var jeg i teatret, og jeg taler ikke spansk, så derfor var det en amputeret oplevelse. Jeg tænker altid, at Danmark er meget langt fremme kulturelt i forhold til det, man finder sydpå. I hvert fald er vores fokus på tabuer, udvikling/forandring og at italesætte det, vi helst holder hemmeligt. Jeg er vild med, at dansk kultur ikke bare er underholdning, et cherry on top, men at der sker en bearbejdning af emner, som har betydning for det enkelte menneske, der har et vanskeligt liv, er i krise eller i tvivl. Det gør, at vores kulturliv er vigtigt for, at vi kan leve et godt liv, og måske endda for, at vi kan overleve mentalt. Derfor er det også meget underligt at se, hvordan politikerne sjofler kulturen i denne tid. Jeg tror ikke, de ved, hvad det gør ved vores psyke og dumhed på sigt.«

Christina Hagen

»Jeg interesserer mig slet ikke for debatter længere. For mig er det blot ord.«


Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig? 

»Jeg er i Grækenland (hvor Christina Hagen har opholdt sig siden september 2020, red.), hvor kulturen jo også er lukket helt ned for tiden. Derfor må jeg finde kultur i det almindelige hverdagsliv. Jeg træner et par gange om ugen på det lokale stadion om aftenen, som er lyst op af kæmpe spots, og hvor husmødre i 50erne træner sammen med unge topatleter. Der er plads til alle. Det er en sindssygt stor oplevelse at få lov at være der og være en del af det fællesskab, og det giver mig en glæde, der kan sammenlignes med at se en god teaterforestilling.

Forleden gik jeg en tur ude i det, der er et turistområde, når der ikke er corona. En græsk familie fra landet sad i deres varevogn. Den unge kvinde i bilen skiftede sit barns ble oven på nogle tæpper, de havde til salg. Jeg tog et foto af hende, da hun sad med barnet, og senere gav jeg fotoet til familien og tog et foto igen. Den glæde, de viste, over, at man interesserede sig for deres liv, og den glæde, de viste, ved at få et foto af deres familie, den er fantastisk. Hvis man ikke har mulighed for følelsen af samhørighed, som kulturen kan give, så må man finde den selv og måske trænge sig lidt på for ikke at blive for ensom. God kunst er jo netop påtrængende. Den undskylder ikke for sin tilstedeværelse.«

»En græsk familie fra landet sad i deres varevogn. Den unge kvinde i bilen skiftede sit barns ble oven på nogle tæpper, de havde til salg. Jeg tog et foto af hende, da hun sad med barnet, og senere gav jeg fotoet til familien og tog et foto igen. Den glæde, de viste, over, at man interesserede sig for deres liv, og den glæde, de viste, ved at få et foto af deres familie, den er fantastisk.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Christina Hagen.

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller har læst slutningen på en bog først?

»Jeg læser tit hist og pist i bøger, og jeg læser desværre ikke ret mange bøger. Jeg har simpelthen ikke ro i hovedet til det. Jeg har en sult efter at opleve livet uden for døren, som gør, at jeg ofte føler mig lidt travl. Jeg kigger dog i kunstbøger med fotos, collager, eksperimenter. Men tekst på en side er jeg gået lidt væk fra. Jeg ved, at jeg er gået i pausen engang, men jeg kan ikke huske, hvad det var for en film. Jeg kan blive meget irriteret, hvis jeg føler, at jeg som publikum skal pleases. Hvis noget er for underholdende, kan jeg godt finde på at gå.«

Hvad er den vigtigste lektie, som kulturen bør lære af coronakrisen?

»At livet er totalt uforudsigeligt, og at vi lever i en tid, hvor det ikke er sikkert, at vi fremtidigt kan planlægge så meget og vide, hvad der skal foregå på teaterscenen om to år. Jeg har ærgret mig meget over, at min forestilling »You've come a long way, baby« blev aflyst. Jeg ville ønske, at man bare kunne sige: Vi opfører den lige til sommer udenfor i stedet. Nu ved vi, at livet er i dag, og jeg håber, at tingene måske bliver mindre rigide og perfekte – spontane forestillinger, bøger, der kan udgives nu og her, film, der kan vises udenfor i stedet. Tiden er ikke til lang planlægning.«

Filmen »Permanent vacation« af Jim Jarmusch, handler ikke om så meget andet end det allervigtigste, mener Christina Hagen. På foto: Jim Jarmusch giver fingeren til den samlede presse i Cannes i 2016 i forbindelse med pressemødet for hans film »Gimme Danger«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix.

Fortæl om det værk, der har dannet dig mest som menneske.

»Det er »Permanent Vacation« (film fra 1980, red.) af Jim Jarmusch, som ikke handler om så meget andet end det allervigtigste. Jeg har det seneste år mødt mange mænd især, som er ved at gå i spåner over ikke at kunne arbejde under coronakrisen. Ikke at kunne præstere eller producere. Min udlejer, min overbo nu og nogle i familien. Nogle mænd går i opløsning, når de blot skal leve. Når der ikke er flere dørkarme, de kan male. Når de ikke kan møde op på deres arbejde. »Permanent Vacation« handler om det lille, stille liv, hvor man ikke får så meget fra hånden, men i stedet nyder de helt små skønne øjeblikke og betragter hele sit liv som en rejse. Det er en måde, jeg gerne vil leve på. Og som coronakrisen i den grad lægger op til. Hvis man kan gøre turen til Føtex til et eventyr, så er man på rette vej i forhold til at leve. Jeg ser indimellem forældre, der kan det og overfører det til deres børn. Mål i livet er ligegyldige, hvis man ikke formår virkelig at nyde de små øjeblikke undervejs.«

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse og måske endda dannelse?

»Ja, jeg synes, det burde være på skoleskemaet, at vi allerede som børn forholder os til kunst og opdager, hvorfor kunsten er vigtig for at komme igennem et liv med kriser, sygdom, skilsmisse og så videre. Der er alt for mange mennesker, der forveksler dekoration og underholdning med kunst. Et pænt maleri. En bog med flotte sætninger. En smuk og sjov forestilling. Hvis man ikke tager sit liv op til revision, når man kontakter kunsten, så er der noget galt. Kulturen er vel så lavt prioriteret, fordi de politikere, der sidder med kuglepennene, i deres private liv simpelthen ikke interesserer sig for den. Jeg synes, det er fint, at Joy Mogensen lytter til »Absolute Music« – det gør jeg også selv. Men jeg så engang hendes bolig til salg hos en ejendomsmægler og tænkte, at hvis man indretter sit hjem sådan, så er man nok et sødt menneske med sans for hygge, men det er ikke sikkert, at man skal være med til at bestemme, hvad der er vigtigt for, at vi bliver klogere på, hvem vi er. Det ville være fint med politikere, der rent faktisk interesserede sig for kunst. Tænk, hvis Pablo Llambias (forfatter og tidligere rektor for Forfatterskolen, red.) var kulturminister for eksempel. Det tror jeg han ville være enormt god til.«

Christina Hagen

»Jeg tænker altid: Så mal dog dine sorger, kvindemenneske, flip ud!«


Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Jeg interesserer mig slet ikke for debatter længere. For mig er det blot ord.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Næ, inden for alle kunstarter er der jo mulighed for at sprænge rammerne, men jeg kan blive meget irriteret, når folk smukkeserer derudaf. De her pizzeriamalerier, der hænger alle vegne, af røde tulipaner og noget brunligt bjerglandskab. Jeg tænker altid: Så mal dog dine sorger, kvindemenneske, flip ud!«

»Der er mange undervurderede forfattere, synes jeg. Martin Larsen og Pablo Llambias kunne godt blive store om 100 år, tror jeg,« mener Christina Hagen. På foto: Pablo Llambias, tidligere rektor på forfatterskolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Der er mange undervurderede forfattere, synes jeg. Martin Larsen og Pablo Llambias kunne godt blive store om 100 år, tror jeg. De stille kunstnere er jo ikke så ofte på forsiden som dem, der råber højt og skriver om sex og sygdom og moderne emner, der kan følges op af et debatindlæg.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg ...

»... interessere mig for kultur og skifte mit møblement ud, så min sofa ikke var fra Biva, men i stedet lavet af en nyuddannet møbelsnedker, og hver gang jeg fik gæster, ville jeg sige, hvem der havde lavet min sofa. Når jeg blev interviewet, så ville jeg nævne navnet på møbelsnedkeren og først derefter sige, at jeg sad i den og lyttede til »Absolute Music« og ikke skammede mig over det. Og så ville jeg tvinge mig selv i teatret hver uge, selvom jeg slet ikke havde tid til det. Jeg ville se det som min pligt.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At kunsten er svært tilgængelig, og at man skal vide noget om kunsten for at få noget ud af den. Man behøver ikke vide noget som helst. God kunst er let at bruge i sit eget liv, måske bare i fragmenter.«