Foredragsfirma trækker stikket på Jes Dorph

Athenas vil alligevel ikke formidle foredrag med Jes Dorph om hans syn på sexismesager. Selv overvejer Dorph sit næste træk.

Jes Dorph-Petersen kommer ikke til at holde foredrag via firmaet Athenas alligevel. (Arkivfoto) Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tidligere tv-vært Jes Dorph, der blev fravalgt af TV 2, efter at anklager om overgreb kom frem i tv-kanalens interne undersøgelse af sexisme, kommer ikke til via selskabet Athenas at holde foredrag om sit syn på forløbet og sexismedebatten.

»Vi valgte allerede i går at tage snakken med Jes om, at vi ikke kunne repræsentere det foredrag.«

»Af den grund er Jes stoppet som samarbejdspartner, og både profil og foredrag er derfor allerede tidligere i dag blevet fjernet,« skriver Athenas til Ekstra Bladet.

I sidste uge skrev Jes Dorph på Facebook, at han ville holde foredrag om forløbet via Athenas, der arrangerer og formidler foredrag.

Her beskrev Jes Dorph foredraget som, at han åbent ville fortælle om det, som han har beskrevet som en heksejagt og i stærke termer har udtrykt, at han ser som en stor uretfærdighed.

Han ville også fortælle om det »værdighedstab«, han mener at have oplevet, efter at sagen kom frem.

Men nu er foredraget altså trukket og Jes Dorphs eget opslag også fjernet fra Facebook.

Jes Dorph, der har afvist anklagerne, skriver i en skriftlig erklæring til pressen, at Athenas udøver censur mod ham grundet kritikken.

»Athenas har efter min mening rettet ind efter et krav om censur og endda bøjet sig for nogle meninger, som virksomheden, hvis formål jo er folkeoplysning, ikke selv har.«

»Det har man gjort af hensyn til eget image og indtjening,« skriver han.

Han mener, at det er en »farlig tendens«, og at Athenas beslutning er »til skade for demokratiet og retten til at ytre sig«.

Ytringsfriheden er beskrevet i Grundlovens paragraf 77 og lyder: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker«.

Berlingske har søndag talt med Dorph, som ikke ønsker at uddybe sin skriftlige erklæring yderligere.

Dropper du så det foredrag nu, eller har du tænkt dig i stedet at sælge det selv eller gennem en anden booker ?  

»Det ved jeg ikke,« siger Jes Dorph.

Men man jo sige, at hvis du opgiver at holde det foredrag, så bøjer du jo i princippet også af overfor det krav om censur, som du anklager Athenas for at bøje af overfor ?

»Det kan du have ret i, men jeg har altså endnu ikke overvejet, om jeg vil overdrage det til en anden platform,« siger Jes Dorph til Berlingske.