Flertal bakker op om bypark foran Tivoli

Københavns Kommune har netop givet foreløbigt grønt lys til Tivoli, som ønsker et grønt areal i et af Københavns meget trafikerede områder. »Byparken vil gavne alle i området og hele København,« lyder det fra Tivolis direktør.

Tivoli får ganske gratis en kæmpe udendørs foyer, hvis planerne om en bypark virkeliggøres. København mister til gengæld en tusind år gammel forbindelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR/Tivoli/Gehl Architects

OBS! I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at byparken var vedtaget, og at Tivoli skal stå for finansieringen. Det er ikke korrekt.

Det kan inden længe være nødvendigt at sige farvel til busser og biler på Vesterbrogade foran Tivoli i København – og sige velkommen til et grønt areal i form af en ny bypark.

Et stort flertal i Københavns Kommune bakkede tirsdag op om planer om at skabe en bypark dér, hvor Vesterbrogade krydser Bernstorffsgade og møder H.C. Andersens Boulevard. Det skriver TV 2 Lorry.

Sagen skal dog behandles i Borgerrepræsentationen, før den endeligt kan vedtages.

Projektet er fremlagt af Tivoli og en såkaldt nabogruppe, der på et senere tidspunkt vil fremlægge et forslag til finansiering af byparken.

I et skriftligt svar til Berlingske skriver Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, at byparken vil gavne alle i området og i hele København.

»Vores engagement i Byparken er fortsat stærkt, og på mange måder har covid-19 sat en tyk streg under behovet for flere grønne åndehuller i byen. Byparken er netop en mulighed for at give københavnerne og besøgende et nyt oplevelsesrigt byrum,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg er meget glad for den opbakning, der er til projektet, og jeg kan love, at vi meget aktivt vil gå ind i arbejdet med bidrag til den kommende mere konkretiserende fase.«

Marcus Vesterager (S), medlem af Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg, beskriver projektet som »en stor berigelse« af Tivoli, og forklarer, at der i Teknik- og Miljøudvalget var enighed om at stille den trafikerede vej til rådighed for Tivolis projekt.

»Det vil selvfølgelig få betydning for trafikken, men det bliver bedre for københavnerne med et grønt byrum,« siger Marcus Vesterager.

Københavns Kommune har fået foretaget analyser, som ser nærmere på de trafikale konsekvenser af byparken, der vil afspærre et meget trafikeret område af København. Det er endnu ikke bestemt, hvor trafikken skal dirigeres hen, når byparken bliver en realitet. Det er blandt andet bustrafikken, som bliver en af de større udfordringer for kommunen at omdirigere.

Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Mette Annelie Rasmussen (R), oplyser til TV 2 Lorry, at parken vil stå færdig i løbet af 2022.