Flere undgår at bruge upassende ord: »Virkeligheden ændrer sig i takt med, at vi bliver mere globaliserede«

Debatter omkring #MeToo, Black Lives Matter og ordet »eskimo« ændrer vores sprog. Ny Gallup-undersøgelse viser, at flere er blevet mere opmærksomme på, hvilke ord de bruger.

Black Lives Matter-bevægelsen udspringer af USA, men har også fået danske demonstranter på gaden. Målet er at stoppe racisme – også i sproget. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Samfundsdebatten, hvor ord bliver fremhævet som krænkende eller diskriminerende, har en indvirkning på sproget. Det viser en ny Kantar Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske. Her svarer 31 procent af de adspurgte, at de er enige eller overvejende enige i, at de på grund af samfundsdebatten er blevet mere opmærksomme på eget sprogbrug.

»Det danske sprog ændrer sig, og det har det altid gjort,« forklarer Silas Marker, der er forsker på Center for Information og Bubble Studies ved Københavns Universitet og medforfatter til bogen »Os og dem – Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter«.